Et år er gået og min vægt må gerne stige nu!

Det er ved at være en del tid siden, jeg har skrevet...

Jeg har ikke ikke skrevet herinde, fordi jeg ikke "har noget på hjerte". Faktisk nok på grund af det omvendte... Jeg har en del. Der er sket en del. Både af nyt, men lige i tiden kan jeg ikke lade være med at sammenligne nuet med hvordan mit liv var for et år siden, hvorfor jeg selv er blæst bag over ved at se tilbage på aaaaalt det der er sket mig - af godt og ondt. Denne gang har jeg bare mest fokus på de gode ting:

For næsten præcis et år siden flyttede jeg i det lækreste hus med min ekskæreste. Og...

For næsten præcis et år siden begyndte jeg endelig på universitetet (noget min studievejleder, i 8.klasse, klart troede jeg var aaaaaal for dum til (yep, hendes ord om mig - ikke mine!). Jeg begyndte på kandidaten i anvendt filosofi på Aalborg universitet. Jeg var så glad og jeg glædede mig helt vildt meget. Jeg var ikke kun glad for, jeg var kommet ind, men også over, at jeg kunne være så priviligeret at "passe på to hylder" - pædagog og filosof. 

Nå, som I ved, så gik det jo ad helvede til med min eks og jeg og jeg gik fra ham og flyttede. 

Men, jeg tror aldrig jeg har fortalt med hvem jeg flyttede sammen med? Det kommer her; 

Da jeg gik fra min kæreste, forlod vores fælles hjem, havde en morfar på hospice og eksaminer i skolen (jeg på dette tidspunkt ikke var droppet ud af endnu) - var ikke bare min familie der for mig, men også mine venner - og især Clara. Clara og jeg har et helt unik bånd sammen, som ikke kan beskrives med ord. Clara åbnede sit hjem op for mig - og min kat (med hendes hjem mener jeg hendes et-værelses lejlighed, så det var ekstra sødt af hende, hehe) i hendes mest travle uge på jobbet længe. Det er veninde-kærlighed i første kaliber sådan noget! <3

Imellem alle mine tude/bande/råbeture kiggede jeg på steder i Aalborg at bo. Men jeg kunne rigtig hurtig mærke, at jeg ikke skulle så langt væk fra "alle mine" her i det midtjyske. 

Clara kiggede også på et andet sted at bo, så selvfølgelig besluttede vi os for at flytte sammen - noget vi før havde tænkt på og talt om, men som ikke var sket. Nu skete det. 

Vi flyttede sammen i den lækreste Penthouselejlighed. 

Der gik ikke længe, så blev Clara meget syg. Der gik faktisk ikke en gang et halvt år. Kan I gætte hvad hun fejlede? Det rigtige svar er; forelskelse, hahahhah!

Clara havde fået en kæreste, som hun var blevet overhoved omkuls forelsket i. De to turdelduer flyttede sammen ude ved ham - fuld støttet af mig. (BTW; de er stadig sammen og har det fantalulalastisk og er så gode sammen:)) 

Men.... Lejligheden kunne jeg ikke betale selv. Så, nu bor jeg sammen med en af mine andre goeste (Ja, jeg ved sku da godt, det ikke er et rigtigt ord, men det er mn blog, så jeg kan stave som jeg vil heh;)) veninder, da hun var frisk med det samme, som jeg spurgte hende, til at flytte ind. Det er en win-win situation; at beholde en lækker lejlighed OG bo sammen med endnu en skøn veninde:) 

Så; jeg er så pisse priviligeret at jeg i en alder af 28 har prøvet at bo sammen med 4 af mine bedste veninder (den tredje og fjerde er en hel anden historie, fra en anden adresse). Hvor mange kan lige blære sig af det, hva?! 

Nå, videre med mit år.... 

I har jo fulgt med om alt det der lort med min krop... Der er ikke så meget nyt endnu, udover at jeg har valgt at betale for 3*bindevævsmassage for cirka en måned tids siden. Jeg var 90 pct. smerte fri i noget tid, men nu er smerterne vidst ret meget på retur... Varmepuden er i hvert fald nødvendig hver nat og smerterne er så søde og sørge for, jeg kommer op om morgenen igen! Så... Skal vidst snart have en omgang igen. Eller er der nogen af jer, der har bud på hvad hjælper mod psykosomatiske smerter? Jeg venter jo også stadig på at skulle til den der visitationssamtale... 

Noget andet er... Jeg skider nu godt og grundig på de fysioterapeuter, som har sagt til mig at jeg skal tage træning stille og roligt og bla bla bla. 

Jeg er begyndt at styrketræne nu - og lidt cardio. Og ved I hvad? Det er pisse godt til mig. Både fysisk og mentalt. Det er min vej til at få en sund krop igen på, det kan jeg mærke. Jeg synes den træningsform er så pisse fed, fordi jeg kan konkurrerer med mig selv - OG FORDI, ved denne træningsform, må min egen badevægt godt vise, at min vægt går op ad! Fokus er muskelopbyggelse og god efterforbrænding. Men, jeg passer selvfølgelig stadig på med hvad jeg spiser - andet er altid dumt, og så er jeg blevet "en af dem", som har flere forskellige proteinpulverposer hjemme, og som drikker BCAA og napper noget Kreatin... Men det er så også fordi, min krop jo er lidt mærkelig, heh. 

Jeg kan berette, at på det sidste halve år er jeg steget i vægt, BMI, men har tabt mig i Fedtmasse - og sjovt nok taget på i muskler... Det er så fedt og skidehamdrende befriende at det er legalt at ens vægt stiger! 

For at afrunde året (Jo jo, der er sket meget mere i årets løb, men så spændende er jeg jo heller ikke, vel! hahha), så er jeg jo næsten lige blevet klummeskribent for Viborgs lokale avis, hvilket var "a dream come true" at blive. Jeg har altid godt kunne tænke mig at skrive for en avis/et blad a la Carrie i "sex and the city" og det er jeg startet så småt på nu...  Og...

så er jeg er atter lige begyndt på universitet. Denne gang Aarhus universitet og en kandidat i pædagogisk filosofi. 

Jeg er sikker på, det nok skal blive godt. 

Så er jeg bare spændt på at se, hvad det næste år giver mig af oplevelser - og hvor langt ned min fedtprocent kan komme og hvor høj min muskelmasse stiger, hahah:) 

Man kan jo forhelvede ikke leve uden troen på opnåelsen af kærlighed!

Da jeg gik fra min eks, tilbage i Oktober måned, var jeg et smut omkring min daværende nye læge, og vi kom til at snakke om, hvad jeg havde været udsat for via. min eks og i min fortid, læs mere om det i min fortid her (seksuelt misbrugt) - og han sagde da; "en kvinde som dig, med din baggrund, er altid sammen med de forkerte mænd, mænd der er farlige for dem". Aha, tænkte jeg. Skide fedt. Tænkte jeg også - ganske ironisk, jovist.

Mere om alt det der med min eks kan læses i disse indlæg
Det førse indlæg
Det andet indlæg
Det tredje indlæg

Min eks var jo en manipulator og syg i sindet, så en dag sagde han til mig, at han havde været sammen med en kvinde, som først efter havde fortalt ham at hun rent faktisk havde HIV - jeg gætter på at de ikke havde beskyttet sex? Men den dag i dag, tror jeg bare det var en stor hvid klam manipulator-løgn.
Anyways, kort efter gik jeg - sjovt nok - fra ham (der er jo grænser for hvad man kan finde sig i / grænsen for hvad jeg synes, jeg burde finde mig i, var på daværende tidspunkt for længst overskredet, skal lige siges).
Så jeg gik selvfølgelig til min daværende nye læge (jeg var flyttet til en ny kommune) og sagde, at jeg gerne ville tjekkes for HIV. Han kiggede på mig. Og sagde ingenting. Han stirrede bare. Tavsheden blev brudt af, at jeg sagde at jeg IKKE var en "rundetrunte", og fortalte da om min eks og hans julelege med mig. Så fik jeg min HIVtest:) heh. (Den vidste BTW ingenting).

Lægen begyndte at fortælle mig hvordan jeg psykologisk skulle forholde mig til, hvad jeg havde været udsat for - men jeg kortede ham af, og fortalte ham om min fortid med at være seksuelt misbrugt og at jeg i mange år, havde været vant til at skulle tænke, som han præsenterede mig for. OG SÅ KOM DET!

Da ændrede hans toneleje sig. Min læge kiggede nærmest sorgmodigt på mig og sagde; "Kvinder som har været udsat for det du har, ender altid med at være sammen med de forkerte mænd, mænd som er farlige for dem, mænd som vil dem ondt. I bliver ubevidst tiltrukket imod det/dem. Du skal passe på dig selv".

Ja... Så jeg gik derfra og tænkte; "måske skulle jeg prøve kvinder?" Aaaaaj, spøg til side.
Jeg gik derfra og tænkte; "Fedt. Bare skub til min allerede eksisterende paranoia, når det kommer til mænd - skide god idé, hr, læge!!" Men altså, jeg kan jo ikke helt forkaste hvad han sagde, for det giver jo mening rent psykologisk, hvis vi kigger ud i samfundet kan vi jo se hans pointe...

Jeg er dog heller ikke selv uden skyld, når det kommer til mænd. Jeg er eddersparkeneme verdensmester i at skubbe dem væk fra mig - både fysisk, hvis de kommer for tæt på, og hvis de er tætte på, så også psykisk/følelsesmæssigt. Der skal nærmest opstå noget magisk, hvis du, som mand, kommer forbi min fæstning.. Eller, sådan har det været. Siden min læge sagde det dér til mig, har jeg virkelig arbejdet meget med mig selv angående at give mænd en chance - og at jeg skal FØLE meget efter - på godt og ondt angående dem. At jeg så igen har brændt nallerne igen her for nylig, det er jo en del af gamet - det kender vi vidst alle sammen, ikke? heh.

Jeg har siden været hos min læge, som forlængede det han før havde sagt med; "Du skal vælge mænd, som er gode for dig". "Aaaah, tænkte jeg - SOM OM JEG IKKE VAR KLAR OVER DET, SHERLOCK"?! Jeg sagde da til ham; "Hvordan ved jeg, om de er gode for mig og ikke bare lader som om, indtil helvede bryder løs, ligesom ved min eks?". Da gav min læge mig faktisk noget specifikt at se efter og spørge om... På første date. Såsom; job, planer for fremtiden, vision for fremtiden... Nogle ting jeg ikke engang selv ville kunne svare på - og da var min læges konklusion; så har man ikke rent mel i posen, hvis man ikke ved det...
Aha. Jeg køber det ikke helt, gør I? I så fald er min egen tilgang blevet meget mere laid back; jeg tager det som det kommer,  helt stille og roligt. Jeg ved jeg nu har styrken!


Refleksion:
Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om, læger siger sådan noget til deres patienter, som min læge sagde til mig. Jeg kan godt se, at det var for at hjælpe mig, forberede mig, gøre mig klar over tendensen, så jeg kunne undgå den (men kan man det? Og i så fald; hvordan?). Min læge sparkede virkelig til min frygt om, at jeg aldrig finder en, som vil mig oprigtigt. Men jeg tysser den ned. Man kan jo forhelvede ikke leve uden troen på opnåelsen af kærlighed (adr, det er lige før jeg kaster op, når jeg skriver sådan noget aka. jeg er ikke den store romantiker, men ordenes betydning mener jeg faktisk i fulde alvor).

Yay, dette blev vidst mit korteste indlæg til dato! yay me - de bliver sku altid så pisse lange, synes jeg...

Ha´en god dag derude:*

Tootles, Maibritt

Snapchat: mainit
Facebook: Maibrittsblog
Instagram: maibrittkuhr


 

Jeg har incest - men bare rolig, det smitter ikke.

Den her fosterstilling laver jeg også, når lynende overmander mig.

Nå, Nu er det ved at være noget tid siden, I har hørt fra mig angående det med min krop.
Det er gået nogenlunde som jeg havde forventet og frygtet. Men lad os tage det positive først.

Jeg fejler ingenting. Mit blodomløb, venepumpe, veneklapper og blodprøver ser fine ud. Det er dælendunsme rart! Neurologen sagde, at jeg ikke fejlede noget neurologisk, men at det var tydeligt at jeg har en nerve som er generet. Hun fik mig sku til at tude, da hun undersøgte mig (en undersøgelse der består af at hun thg sin negl og "ridsede" let på min bene). Det lyder ikke af særlig meget, vel? It hurted like a motherf***** (akkurat som mit lagen f.eks. nogen gange gør, når det rør mit lår - så jeg øver mig på at svæve, når jeg sover, hahahahha)!

Men, hvad er det så? 

Det spørgsmål stod min læge og jeg tilbage med, da jeg ringede til ham for at få svar på de sidste prøver og han jo fortale mig, at de var fine og ingen indikation på mine symptomer gav.
Jeg sagde til ham; "Jamen, så er det jo nok bare det der med, at jeg har været voldtaget og seksuelt misbrugt som barn". Min læge blev stille i noget tid. Og så sagde han; "Det dér, det er nyt for mig" (han havde glemt at jeg havde fortalt ham det før. Det er fair nok han havde glemt det, da jeg kun har været patient hos ham i små 8 måneder). Han bad mig komme ned til ham og snakke samme dag.

Mere om det med voldtægten og det seksuelle misbrug er heri.

Jeg tog ned til min læge - sammen med min mor:)
Min læge synes det hele gav mening nu.
Det giver garanteret meget mening at voldtægt og at blive seksuelt misbrugt som barn sætter sig i kroppen... for min læge. Og faktisk også for den gynækolog som jeg herefter blev sendt til.
Jeg kan ikke forkaste hypotesen, da jeg jo selv er meget psykologisk tænkende selv. Men... Jeg har bare SÅ FINT mentalt håndteret alt det fra den gang, at jeg troede det var blevet en god del af mig - noget jeg havde bygget mig stærk på. Men... Min læges teori er, at hovedet har bearbejdet og ikke min krop. Igen; jeg kan ikke skubbe denne tilgang væk, men... Altså, er jeg den eneste der synes det lyder lidt vildt? Men ihhh, jeg ved jo godt at kroppen husker pisse godt og myoser for eksempel er kroppens tegn på fejlagtig tankevirksomhed-ish og ya-da-ya-da-ya-da.
Det handler nok også om... At jeg ikke helt kan overskue det, for...

Hvad nu? Hvad skal jeg nu? 

Min læge gav mig kontaktoplysninger på en læge/psykiater, som har en holistisk tilgang til voksne med traumaer fra barndomme. Dette behandlingsforløb kostede ca. 8-9000 kr. Det er sku ikke fordi, det hele skal gå op i penge. Men da jeg ringede og hun spurgte mig om; "Har du pengene til at betale for behandlingen, for det jo 100 pct. egenbetaling?" blev jeg bare så pisse sur! Jeg har allerede givet så mange penge (for mig er det mange penge) i eftersøgningen på afklaring og bedring og jeg kunne mærke på min rasende-skælvende krop, at nu kunne det være nok!
Seriøst. Jeg var SÅ TÆT på at kontakte ham der gjorde det ved 8-årige mig dengang - og/eller hans forældre, for at få dem til at hoste op med betalingen. For det er nemlig et andet aspekt; jeg kan jo forhelvede ikke gøre for at min krop har disse gener - det tyder jo mere og mere på, at det her er HANS/deres skyld (jeg inkluderer forældrene, da de var med til at gøre hele situationen værre for mig dengang).

Jeg kontaktede selvfølgelig ikke nogen af dem. Min hjerne hoppede heldigvis over i dens kognitive/rationelle tænkning, så der kom sund fornuft ud af den. Den sunde fornuft sparkede til min fanden-i-voldskhed, stædighed og gå-på-mod og så googlede jeg; voldtægtsoffer. Det gav hit. Jeg kom ind på en side for voldtægtsofre og en anden side for seksuelle misbrugte.

Hvad gjorde du så? 

Jeg ringede til center for seksuelle misbrugte, som ligger i Aarhus. De arbejder med/og bearbejder voksne, som har været udsat for incest (bum, så kom der endnu et ord på det) og deres senfølger - GRATIS.
Jeg præsenterede mig og fortalte mine historie og beskrev mine senfølger - som jo er det med lynende, lysken og benet. Jeg fik at vide, at på baggrund af mine historie kan det kategoriseres som værende seksuelt misbrug ja, og mine symptomer som fysiske senfølger. Og derfor ville de gerne tilbyde mig de obligatoriske to visitationssamtaler for at se, om de kan hjælpe mig.
Det er fucking FEDT!

Det positive er; jeg "fejler ikke noget" - og uanset hvad, så kan jeg nok (ja, jeg skriver nok for, jeg er sku lidt skeptisk) blive afhjulpet nu - om det er på egen regning eller ej (for jo jo, jeg skal sku nok betale de 8-9000, hvis det er - det er jeg virkelig værd, heh).

Med ved I hvad... Jeg synes det er FORFÆRDELIGT at jeg SELV skulle finde frem til disse sider - jeg er en person, som har brugt alt det der skete dengang på en positiv og produktiv måde og jeg tror virkelig på, jeg er blevet en mental stærk person blandt andet deraf. Jeg har erkendt og anerkendt at det dengang, er en del af min historie, min livsfortælling, mit liv og mig. Hvilket har gjort, at jeg altid har kunnet sige det - der er ikke én læge, fysioterapeut, alternativ behandler som har været omkring mig i alt det her og igennem mine tre udredninger, som jeg ikke har fortalt det til. På trods af det, er der IKKE én af dem, som har henvist mig til de sider, jeg selv fandt på google. IKKE ÈN! Det synes jeg er skræmmende og faktisk ALT FOR DÅRLIGT. Min læge kunne henvise mig til en professionel, som koster mig 8-9000 kr, men ikke nogle der OGSÅ er specialiseret (og faktisk også forskningsbaseret og forskningsaktuelle) og som er gratis. Hmf!

Så, det er sådan det ser ud nu. Jeg er i vente-position.
Men bare rolig, det går bedre med kroppen lige nu - og jeg er begyndt at træne igen - life's goooooood, heh.

XoXo,
Maibritt

Mit indskud til alt det her med "Bikinikroppen"

Læg mærke til dellerne og appelsinhuden - og maven der er "højere" end bikiniunderdelen.

Ja, jeg mener; "Bikinikroppen". Ikke "den gode bikinikrop". "Den gode Bikinikrop" er nemlig noget andet. Først og fremmest er det en sætning bestående af fire ord; 1) den, 2) gode, 3) bikini og 4) krop. Nuvel, anno 2016 har sammensat ord nummer tre og fire sådan ordet bliver; bikinikrop. Det lader jeg være, da mit fokus er et andet nemlig; diskursen og tendensen der er at finde i disse tre ord sat sammen i én sætning; "Den gode bikinikrop". 

BUM! Ordet; gode (oprindelig form, ubøjet form; god) er et adjektiv (også kendt som tillægsrod) og beskriver substantivet (navneordet) som her er; bikinikrop. Adjektivet kunne også være blå, så sætningen kom til at hedde; "Den blå bikinikrop", og let's face it, så havde det været mere neutralt og holdningspræget. For eksempel er min egen association til sætningen; "Den blå bikini" smølfer i bikini - I shit U not!
Men, der hærger en tendens til at folk snakker meget om denne "gode bikinikrop"; Hvad er den gode bikinikrop, hvad er så absolut ikke den gode bikinikrop, hvorfor er den gode bikinikrop den gode bikinikrop, hvorfor er den ikke-gode bikinikrop ikke en god bikinikrop og så videre... Der er mange holdninger til (bikini)kroppen, som popper frem i takt med at klimaet bliver varmere og dansken smider mere og mere tøj. Men, tænk jer om - eller faktisk, lad nu vær' med at tænke så meget over det for syv søren da! Det er os, mennesker, der laver diskurserne, tendenserne og holdningsstrømningerne. Husk hvad jeg skrev om Valentines Day - princippet er det samme, omdrejningspunktet er bare et andet.

Men, jeg skal da heller ikke lege en helgen, jeg har selv nogle holdninger til BIKINIKROPPEN. Ja, nu skriver jeg bikinikroppen, jeg kunne ligeså godt skrive; en bikinikrop, da det er er det samme - e-n er bare flyttet over i forlængelse af ordet; bikinikrop, samt er et tilslutnings-p røget på, så fås ordet; bikinikroppen.

En bikinikrop er en krop, der bærer en bikini. BUM!  Mangles der noget?
Nåe jow... Denne krop er besjælet. Kroppen er faktisk et menneske. Og dette menneske kan have det varmt, så varmt at det er mest rart at have minimalt - hvis ingen - tøj på. Ja, jeg inkluderer her nudister - og hey, hvorfor snakkes der aldrig om "Den gode Badedragskrop" eller bedre endnu; "Den gode badebuksekrop"? Er der sneget sig noget sexistisk ind i denne diskurs og tendens? Kunne det tænkes? Denne lader jeg stå åben. Jeg reflekterer jo bare for et åben forum:)

Når dette menneske har det så varmt, at det smider tøjet bare "for at kunne være i det", sker det oftest om sommeren, sjovt nok hvor emner såsom; "Den gode bikinikrop" florerer. Igen og igen og igen.

Lyder jeg bitter? Det er sku ikke meningen. Det er det altså ikke. Selvom jeg er overvægtig og også går i bikini - jeg skammer mig kun lidt. Jeg skammer mig sku ikke fordi, jeg føler at jeg eksistentialistisk ikke burde gå i den - for det er fandme mit eget valg, men fordi jeg frygter hvad andre tænker om mig, når de ser mig (generelt), men sjovt nok også - og mere - i bikini/badedragt, tætsidden (for der kan jeg jo ikke skjule mig i lækker VINTERtøj - forestil jer hvor varmt det ikke ville være?!). Men det tragikomiske er, at jeg tror faktisk at min frygt for andres reaktion på min overvægtige delle-krop kommer af, at jeg er usikker på mig selv. Men så igen, havde jeg været usikker på mig selv, hvis diskursen var mere anerkendende og mindre sexistisk? Jeg fornemmer en hermenutisk spiral (fortolkning af årsagssammenhænge og forforståekse = det hele giver mening i en spiral, som I; det ene afføder det andet og kan derfor eskalerer).

Nå, men I den her forbindelse kunne jeg da flashe lidt billeder af min BIKINIKROP (som jeg faktisk synes kan se helt okay lækker og sexet ud). og... BTW; jeg ved godt jeg har store bryster - det følger faktisk med, når det overvægtige svedende menneske smider tøjet! hahahahha:)

Se hvordan bikiniunderdelen presser mit fedt ind - og appelsinhuden igen. 

Se lige hvor stort mit lår er - og mega rundt. Mine tær kan liiiige anes. 

Nå, der sneg sig lidt humor ind - det kan jeg ikke lade være med. Men jeg håber I fatter pointen.

Jeg er en bikinikrop - ligesom dig, og du er en bikinikrop ligesom jeg - uanset hvor meget tøj du har på.

XoXo,
Maibritt    :)

Snap: mainit
Facebook: Maibrittsblog
Instagram: maibrittkuhr

Ja, jeg er dum, jeg ved det godt.

Hejsa. 

Sidst jeg skrev til Jer var i mandags. Jeg skrev ufiltreret efter jeg havde snakket i telefon med min læge, læs indlægget her, hvis du ikke før har læst det:) 

Jeg var ved lægen igen i går. Det gik godt. Jeg fik ham fortalt på en rolig og implicit måde, at han ikke skal hentyde til, at "det er i mit hoved". Dette gjorde jeg ved at fortælle ham min anamnese samt nogle nye symptomer der er dukket op - som i - de er dukket op i den her uge, som for eksempel:

I mandags, da jeg var i bad, stod jeg og dansede under bruseren. Jeg dansede ikke med vilje (hvilket jeg ellers ofte nyder at gøre). Dette bad tog jeg efter en laaaang dag på 16 timer, så jeg trængte bare SÅ meget til at mærke min krop blive beroliget af det varme vand. Men, jeg fandt mig selv dansende. "Først det ene ben, så det andet ben - og så ryster vi det lidt" - dansen var det. Jeg mener det helt seriøst. Jeg kunne slet ikke nyde det skide bad, jeg sådan havde set frem til. Mine ben (ja fandme dem begge to er begyndt nu) kradsede og klødede, samt mærkedes det som om at nogen havde vendt nålene i en nålepude omvendt og så stak puden (med den stikkende ende af nålene) ind imod mine ben adskillige steder. Det var så underligt og ubehageligt. Så var det bad ligesom ovre. 

Dagen efter skulle jeg op på fjerde sal på skolen. Det er "intet problem for min kondi", tænkte jeg og bagefter tænkte jeg; "men gad vide hvordan mine ben tager det". De kunne havde taget det bedre. Det tog nogle tårer at gå derop - for mine ben havde bitte små lyn hele vejen - og jeg bliver fandme så frustreret, når der er noget - specielt et offentligt sted, for man kan jo se det på mig! 

Anyways... Jeg skrev for at opdatere Jer på hvad min læge og jeg blev enige om, hvad der fremadrettet skal ske. (Og ja, jeg skriver sku også fordi jeg ikke kan slappe af i hovedet igen i dag - og der er ikke flere sysler herhjemme jeg kan give mig til. Jeg planlægger at se en film senere, men i tiden kan jeg ikke koncentrere mig længe nok om at se en film grundet tankemylder, da mine ben ikke stopper med at "feste", bare fordi jeg gør). 

Min læge kom frem til at der skal være en holistisk tilgang til mig - "alle"  ting skal prøves af. Så nu skal jeg dælme til to prøver mere... 

I næste ude skal jeg til en 1½ times undersøgelse på fysiologisk undersøgelsesafsnit (eller noget i den dur) - der skal mit kredsløb tjekkes - vidst for at se om min venepumbe og veneklapper virker som den/de skal... Ja, vel også for at tjekke om min Bodyage er over 27;) Hehe. 

Ugen efter skal jeg, udover til neurolog, nu også til undersøgelse på et rygcenter. 

Det er sku dejligt at der sker noget. Det gav mig ro. Igår. 

I dag er jeg bange for at prøverne viser ingenting. At jeg bliver en af dem, som ingen diagnose får. Det vil være det værste. Det næst værste er, hvis jeg får at vide jeg har en eller anden sygdom. Det bedste ville faktisk være, at jeg fik at vide at jeg er en smælderfed fede Dorit, som skal stoppe med at være socialryger, leve sundere - og alt det der, for at blive symptomfri. Den melding vil ikke være sjov at få, altså meldingen om at mine skavanker er min egen skyld, men den er god; for så kan der gøres noget - jeg kan gøre noget selv, for at afhjælpe mig selv! (Men ingen læge har tiltænkt at det er livvstilsbetinget, men jeg kan da håbe, ikke? Eller ad, det er sku egentlig også ret så klamt at håbe på - måske ER jeg ved at være skør? Ja, jeg lyder dum, jeg ved det godt). 

 Noget andet er (hvilket jeg føler, jeg godt kan skrive i dag, da jeg rent faktisk har fået skrevet et kort indlæg denne gang, yay me! hih): 

Jeg har længe haft lyst til at skrive til Jer, hvorfor jeg altid skriver om det dårlige fra Maibritt-land. Det gør jeg fordi, jeg har behov for at bearbejde. Det gør jeg fordi, jeg ikke har behov for at lade som om at livet er lutter lagkage. Jeg gør det fordi, jeg har tillid til, at I ved, at mit liv indeholder ligeså meget godt, som jeg skriver om det dårlige. Og lad os lige være straight overfor hinanden; "Gad du og læse min blog, hvis den handlede om; hvor dejlig en tur jeg havde på sunset med en veninde tidligere i dag, eller hvor meget jeg nød at kunne sove længe?" Nej vel. Vi vil sku vide hinandens dirtyness. 

Tootles herfra, 

XoXo

Snap: mainit

Bloglovin: Maibritts blog

Facebook: Maibrittsblog

Instagram: maibrittkuhr

HOLD DIN FEDE KÆFT, TAK!

Jeg er sur. Og sku egentlig også ked af det. Jeg er frustreret. Jeg er asymmetrisk.

Nu er mere af min højre side af kroppen større end venstre. Min højre side af maven er større end venstre side. Og der er 14 dage til jeg skal til neurolog. Jeg er faktisk også lidt bange. Hvad foregår der i kroppen min?
Det er sku ikke fordi jeg er klog, når det kommer til medicin eller noget i den dur... Men... Jeg kan ikke se meningen mellem neurologiske gener, nerver, og at jeg svulmer op. Så jeg ringede igen til min læge her til morgen og fortalte om min mave og spurgte om; han ikke synes jeg også bør tilses af en kardiolog. Han sagde, at jeg skulle komme ned til ham igen, hvor han vil teste mig lidt- igen - og give mig en henvisning til en kardiolog. Han sagde også, at hos kardiologen er der typisk en uges ventetid. "Aha", tænkte jeg så. Dernæst tænkte jeg; "Hvorfor sendte du mig så ikke bare derhen inden jeg skal til neurologen?". Sådan jeg skulle kontakte begge specialister på samme tid... Min læge og jeg er fortsat enige om at jeg er aaaal for ung til at have sådanne gener, som jeg oplever. Men i dag sagde han følgende til mig:

"Man kan lave meget i hovedet. Husk på 60-80 pct. der har ondt i ryggen finder man aldrig en årsag bag". Jeg sagde hertil "Jeg har ikke ondt i ryggen". Han sagde til mig at jeg skulle forstå det mindre konkret. Han sagde så; "For nogle måneder siden havde jeg en patient, som insisterede flere gange på at få hans hoved scannet, fordi han døjede med hovedpine. En af hans bedste kammerater  var lige død af en tumor i hjernen, så det var han lige pludselig overbevidst om at han havde". Jeg kunne godt se, hvor min læge var på vej hen, men jeg svarede kognitivt tilbage (selvom jeg havde lyst til noget helt andet)!
Jeg sagde; "Jeg ved godt at jeg nok overreagerer. Men, jeg har oplevet 2 praktiserende læger, forinden dig, som godt har kunnet se at "der er et eller andet med mig" og som har sendt mig både til fysioterapeut og ortopædkirurg. Der har været mistænkt om; hofte ud af hofteskål, sklerose, blodtumor og fejlbelastning af kroppen grundet manglende musklekapacitet specifikke steder, og arvæv i benet (som der blev konkluderet med ingen kropslig gene gav, men kun kosmetisk) - og en alternative behandlere som ikke har set noget lignende før". Jeg sagde til ham, at jeg er sikker på at det er et eller andet galt og at jeg IKKE vil gå igennem endnu et udredningsforløb for at stå med et svar fra specialister som min egen læge ikke er enig i (det var det, der skete sidst) - dette gjorde virkelig bare, at jeg blev forvandlet til en meget frustreret patient uden tillid til de "kloge". Så, jeg sagde til min læge; "Denne gang vil jeg undersøges godt og af dem som der er det mindste relevant -  for der er et eller andet galt". 

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, læs det her, så er jeg klar over at jeg overtænker. MEN! Min læge er informeret om min anamnese fra mig af - OG han kan læse i min journal, så jeg kunne slet ikke snuppe at han hentydede til, at "det nok bare er i mit hoved". Lad os lege at han har ret... Så vil jeg så bare gerne lige spørge om; "hvad så med de andres hoveder? Hvorfor har de så kunnet se noget? Og hvorfor kan jeg tage billeder af min krop, hvor man kan se at højre side er større end venstre?".
Som skrevet i det indlæg, jeg skrev sidst, så vil jeg jo, sjovt nok, helst ikke have at der er noget galt, men jeg vil hellere have dét, end de kan finde et-eller-andet, som de ikke ved hvad er, hvad de skal gøre ved, eller endnu værre; hvordan jeg skal "leve" korrekt med det.

Kom jeg ud på et sidespor? Det var ikke meningen... Min pointe er bare; Det er ikke rart at min læge hentyder til at jeg fantaserer mig til det jeg fejler/ikke fejler, og det synes jeg egentlig godt han må holde sin fede kæft med, fordi så er det pisse dobbeltmoralsk at han både henviser mig til kardiolog og neurolog og SELV siger, at han har sklerose i tankerne (se forrige indlæg).

Har I oplevet noget lignende i sundhedsvæsnet?

Nå, men nu er jeg af med det og kan nok få en okay mandag, heh.

Ps. Jeg ved godt min blog pt er meget dagbogsagtig, men det må I lige tage med - og jeg håber da nogle af Jer kan relatere og/eller underholdes:)

XoXo, Maibritt <3

Husk I kan følge mig på:

Facebook: Maibrittsblog
Instagram: Maibritt Kuhr
Snap: mainit
Bloglovin: Maibritts blog

Det lyner i mig. Lyner det i dig?

Jeg burde virkelig ikke skrive det her. Virkelig ikke. Af tre årsager.
1. Jeg sidder til oplæg om neuropædagogik og neuropsykologi (det er faktisk meget spændende og LIGE mig, men mit hoved vil ikke lade mig slappe af, så jeg kan "tage det ind" i dag).
2. Jeg burde nok ikke skrive det her indlæg, fordi I nok ikke bør vide noget - og fordi det kan ramme mig selv så pisse meget i foden en gang...
3. Jeg ved ikke om det kan bringe uheld? Ja, lidt overtroisk er jeg sku.

Men, jeg bliver nødt til at skrive om det, fordi jeg er virkelig ved at blive skør! Jeg er en stræber - så når jeg ikke kan følge med i undervisningen grundet tankemylder, så er det fandme slemt. Endnu mere - når jeg bander - især på skrift - så er det altså slemt. Jeg skriver helt uden filter her.

Der er noget galt med mit ben. Der er noget galt med min krop.

Det ene er liiiidt større end det andet:S
Ca. 10 centimeter i diameter (i gennemsnit)

Jeg har kontinuerligt været ved læger - ja i pluralis - i snart 8 år med det.
Jeg har været ved ortopædkirurg (dertilhørende forskellige scanninger) - som sagde at jeg intet fejlede (de troede jeg havde en blodtumor i låret). Sammen med min daværende læge var der enighed om at mit bevægeapparat intet fejlede,
Jeg har været ved forskellige fysioterapeuter over flere gange og alle årene, hvilket udmundende i et fast træningsprogram- og forløb med en fysioterapeut i fitnessDK.
Jeg har været i 3 måneders behandling ved en akupunktør, hvor jeg var der én gang ugentlig.
Jeg har været ved en anden alternativ behandler, som gav mig noget massage og sagde jeg skulle spise magnesium - hvilket jeg begyndte på og fortsat gør.
Jeg har brugt virkelig mange penge. Vi snakker vel de 10.000 kr efterhånden... Det var dét værd for min krops drillerier stoppede. Daglige smerter i lænd og lyske var væk og myrene i mine ben var væk - sammen med overfølsomheden, kramperne, stikkene og lynende m. fl. såkaldte "følelsesforstyrrelser". I i hvertfald et år mærkede jeg nærmest ingenting...

Du kan godt se det, ikke? :S

Men, det kom igen - igen. I forrige uge.
Denne gang hævede hele mit ben op. Og min lyske drillede virkelig meget. Kender I det der med at gå den samme tur hver dag og pludselig  knækker ens krop sammen, du stopper din gang, fordi du får lyn i lysken som føles allermest som en kniv eller syl der bliver stukket i dig? Har du egentlig oplevet det? Fordi engang spurgte jeg min veninde, forventningsfuld om at have et fælles tredje med hende om det adspurgte, om hun kendte det med at have lyn i kroppen. Hun kiggede sku lidt underligt på mig og sagde så nej. Tænk, hahha,  jeg troede det var helt normalt, for jeg har haft det så længe og jeg har det VIRKELIG tit. Især når jeg ligger i sengen og er i god hvile. ...Kender du det? Eller er det virkelig ikke normalt? Du kan næsten regne ud hvilket varmt forhold jeg har med min varmepude, når jeg skal sove, ikke? hahahhah

Anyways...
Jeg var ved vagtlægen søndag i forrige uge, fordi mit ben fortsat blev ved med at være hævet - efter 2 dage - og det var blevet mere hævet. Vagtlægen ville gerne se mig, fordi de jo skal reagere på om man mon har en blodprop. Jeg havde jo ikke en blodprop, det anede jeg ret meget godt. Men han sagde at han godt kunne se mine symptomer og at jeg skulle gå til egen læge for at få en udredning. Aha, tænkte jeg. Så der er noget, du forventer der skal en udredning på, aha.

Jeg var ved egen læge i onsdags - i sidste uge. Han sagde han ikke var klog nok til at tage sig af mig. Da han kunne se at mine blodprøver så fine ud - perfekte tal, sagde han oven i købet (heldigvis havde jeg lige fået taget blodprøver). Fordi han tjekkede mine blodprøver, skyldes hans første hypoteser på min hævelse var manglende B12 og/eller diabetes. Men det havde jeg jo ikke. Han synes jeg var for ung til at have "vand i benene" og han sagde, at "vand i benene" ikke bliver så længe - for åh jow, mine ben var stadig lige hævet her om onsdagen. dertil synes han også at jeg er aaaalt for ung til at have "vand i benene" og han nævnte heller ikke min overvægt som årsag, skal lige siges.
Han tjekkede noget bevægelse/rotation i min lyske (hvilket de andre læger også har gjort) og det gjorde selvfølgelig ondt i højre side (det er den side der altid er ringe). Han konkluderede ret så hurtigt at det var nerver, som i mine nerver inde i min krop, der er noget galt med - ikke psykiske nerver. Dette konkluderede han også ud fra en liste med symptomer jeg havde lavet (nogle a la dem jeg nævner ovenfor, bortset fra her var flere). Han lavede en føletest på mig, tror jeg han kaldte det. Han tog et stykke stof og kørte den de samme steder på hvert ben - fra hofte til tå. På venstre ben kom et let lille bitte lyn (dette sagde jeg faktisk ikke til min læge, da jeg tænkte det var normalt, men det er det ikke, eller hvad?) og da han førte stoffet hen over mit højre ben (det dårlige) lige nedenfor knæet begyndte det at lyne ret så meget oppe ved den første del af låret. Det undrede min læge sig ret meget over, kunne jeg se og høre.
Han henviste mig til en neurolog og han sagde, at han tænkte ret meget på sklerose - selvom han vidste, at jeg manglede nogle symptomer. Han var i hvert fald sikker på, at det der driller mig, har noget med min nerver at gøre.

Min læge er ikke den første der nævner sklerose overfor mig. Jeg er ret sikker på at der er et eller andet galt med mig, end at "det skal trænes væk" er løsningen, som jeg er blevet spist af med så mange gange efterhånden - sammen med; det er muskelspændinger, du får lyn fordi du spænder, du har brugt din krop forkert, den kompenserer - derfor spænder du og får alle de der følelsessymptomer og smerter i lænd, lyske og ben. Det er da garanteret også rigtig nok - men HVORFOR gør min krop så det? Hvad kompenserer den for og hvorfor bruger den sig pludselig forkert? Og hvorfor udspringer symptomerne uden kontekst og på den måde over tid? Jeg kan ikke se en kontekst a la; Når jeg er stresset, er meget inaktiv, er meget aktiv osv. - det er kommet i alle disse kontekster.
Altså, jeg vil jo ikke have sklerose og generelt ikke at jeg har en neurologisk sygdom - men jeg vil meget gerne have en afklaring denne gang - i dette forløb.
Jeg skal ned til neurologen d. 10/5/16 - og folk siger at det er ingen tid, altså at det er hurtigt. Jeg synes dog, der er lang tid til... For, ja, mit hoved går amok. Jeg bruger nok minimum 1 time om dagen på google i disse dage, hvor jeg forsøger at diagnosticere mig selv, heh.


Den hvid-seende Maibritt tænker: "Det er sikkert bare fordi du har en afklemt nerve et sted - det kan en god omgang massage klare og så er du "fit for fight" igen". Eller "det er noget kardiologisk"... Men, hehe, det gider jeg heller ikke at have, hvis det er, faktisk. Men, uanset hvad det er, så er en afklaring det jeg vil have - og så må vi sku tage det derfra!






Nå, men igen blev det et langt indlæg, gjorde det ikke? Jeg kunne sagtens skrive mere, men jeg forestiller mig at der kommer mere angående dette, så; stay tooned;) heheh

Er der nogen af jer, der har prøvet noget lignende a la det her?
Er der nogen der har en idé til, hvad der er galt med mig? hahahha

God dag derude:*
XoXo