Forventningernes pres giver mig stress!

Nogle gange synes jeg, det er for svært. "Det?", spørger du. "Ja, det", svarer jeg. "Det hele, alt". Det er nogle gange svært at være menneske. Det er nogle gange svært at være mig. Ikke fordi jeg skal gøre noget overvældende ambitiøst, næ nej, jeg skal bare være her, være til. Leve mit liv og holde mig i live. "Det lyder da ikke særlig svært", siger du. "Nej, ikke umiddelbart, vel, men...", svarer jeg og uddyber...

Mennesket er underlagt mange forventninger. Nogle forventninger kommer fra dets omgivelser og andre fra sig selv. Omgivelsernes forventninger kan man til dels afskærme sig fra, hvor forventninger til dig selv altid vil være der, dem skal man lære at kunne med. Omgivelsernes forventninger og dine egne forventninger hænger ofte sammen, da mennesket er mester i at tage indtryk til sig igennem sin socialisering, som det kan lagre som direkte eller skjulte forventninger til sig selv. "Det lyder da fint nok, for så er mennesket da sikker på altid at bevæge sig, at udvikle sig", siger du garanteret. "Jo jo, men indtryk, der IKKE kommer til udtryk, danner overtryk", svarer jeg da.

Det er sundt at der forventes noget af os, selvfølgelig er det dét, dermed blomstrer vi. Men, hvad sker der, når forventningerne ikke imødekommes? Da visner vi, føler os ufuldendte.

Mennesket i senmoderniteten/multimediesamfundet, det globaliserede, multisocialiserede vidunder-menneske, hvis muligheder og informationskilder er af uanet størrelse, har mange forventninger til sine omgivelser og sig selv "der er ikke det, du ikke kan, du skal bare ville det nok!".

Jeg har forventninger til mig selv, hvis tilblivelse garanteret er sket pga. mine omgivelsers signifikante rolle, og disse gør både mine dage fantastiske og udviklende. Men nogle gange virker de også omvendt. For nogle dage kan jeg bare ikke efterkomme dem. Så bliver de ikke efterkomne egen-forventninger til noget der rakker mig ned, pointerer hvor doven, dårlig og uambitiøs jeg er.

I dag, igen i dag, forventer jeg af mig selv, at jeg vil gå glad i seng, så jeg er frisk på nye eventyrer i morgen. Hvis opfyldelsen af dét kræver, at jeg tager en afkoblingsdag, smider indre forventninger ud af hovedet for en stund, gør noget der gør mig glad, giver mig positiv energi, giver afløb for mine indre overtryk, er det dét, jeg gør! Så tager jeg mig af forventningspresset i morgen, og dagen efter den og dagen efter den og dagen efter den. Så tager jeg mig nok endnu en afkoblingsdag - jeg er jo blot et menneske der prøver at følge med og det er altså slet ikke så nemt, som jeg nogen gange får det til at se ud. "Får det til at se ud" - det er også hvad psykologien kalder en facade, hvilket også har et tilkoblet begreb, der hedder en forsvarsmekanisme... Ih, det er svært at være menneske. Jeg tager det eventyr én dag af gangen.

Forventningernes pres,
de giver mig stress,
hvilket gør det svært for mig,
at finde min plads.

At lede i kede,
udgør en hede,
varme fra jordens indre,
djævlens ild må jeg forhindre.

Jeg blot menneske,
ved ikke hvordan,
eller om jeg kan,
lindre gud og hver mand