Et år er gået og min vægt må gerne stige nu!

Det er ved at være en del tid siden, jeg har skrevet...

Jeg har ikke ikke skrevet herinde, fordi jeg ikke "har noget på hjerte". Faktisk nok på grund af det omvendte... Jeg har en del. Der er sket en del. Både af nyt, men lige i tiden kan jeg ikke lade være med at sammenligne nuet med hvordan mit liv var for et år siden, hvorfor jeg selv er blæst bag over ved at se tilbage på aaaaalt det der er sket mig - af godt og ondt. Denne gang har jeg bare mest fokus på de gode ting:

For næsten præcis et år siden flyttede jeg i det lækreste hus med min ekskæreste. Og...

For næsten præcis et år siden begyndte jeg endelig på universitetet (noget min studievejleder, i 8.klasse, klart troede jeg var aaaaaal for dum til (yep, hendes ord om mig - ikke mine!). Jeg begyndte på kandidaten i anvendt filosofi på Aalborg universitet. Jeg var så glad og jeg glædede mig helt vildt meget. Jeg var ikke kun glad for, jeg var kommet ind, men også over, at jeg kunne være så priviligeret at "passe på to hylder" - pædagog og filosof. 

Nå, som I ved, så gik det jo ad helvede til med min eks og jeg og jeg gik fra ham og flyttede. 

Men, jeg tror aldrig jeg har fortalt med hvem jeg flyttede sammen med? Det kommer her; 

Da jeg gik fra min kæreste, forlod vores fælles hjem, havde en morfar på hospice og eksaminer i skolen (jeg på dette tidspunkt ikke var droppet ud af endnu) - var ikke bare min familie der for mig, men også mine venner - og især Clara. Clara og jeg har et helt unik bånd sammen, som ikke kan beskrives med ord. Clara åbnede sit hjem op for mig - og min kat (med hendes hjem mener jeg hendes et-værelses lejlighed, så det var ekstra sødt af hende, hehe) i hendes mest travle uge på jobbet længe. Det er veninde-kærlighed i første kaliber sådan noget! <3

Imellem alle mine tude/bande/råbeture kiggede jeg på steder i Aalborg at bo. Men jeg kunne rigtig hurtig mærke, at jeg ikke skulle så langt væk fra "alle mine" her i det midtjyske. 

Clara kiggede også på et andet sted at bo, så selvfølgelig besluttede vi os for at flytte sammen - noget vi før havde tænkt på og talt om, men som ikke var sket. Nu skete det. 

Vi flyttede sammen i den lækreste Penthouselejlighed. 

Der gik ikke længe, så blev Clara meget syg. Der gik faktisk ikke en gang et halvt år. Kan I gætte hvad hun fejlede? Det rigtige svar er; forelskelse, hahahhah!

Clara havde fået en kæreste, som hun var blevet overhoved omkuls forelsket i. De to turdelduer flyttede sammen ude ved ham - fuld støttet af mig. (BTW; de er stadig sammen og har det fantalulalastisk og er så gode sammen:)) 

Men.... Lejligheden kunne jeg ikke betale selv. Så, nu bor jeg sammen med en af mine andre goeste (Ja, jeg ved sku da godt, det ikke er et rigtigt ord, men det er mn blog, så jeg kan stave som jeg vil heh;)) veninder, da hun var frisk med det samme, som jeg spurgte hende, til at flytte ind. Det er en win-win situation; at beholde en lækker lejlighed OG bo sammen med endnu en skøn veninde:) 

Så; jeg er så pisse priviligeret at jeg i en alder af 28 har prøvet at bo sammen med 4 af mine bedste veninder (den tredje og fjerde er en hel anden historie, fra en anden adresse). Hvor mange kan lige blære sig af det, hva?! 

Nå, videre med mit år.... 

I har jo fulgt med om alt det der lort med min krop... Der er ikke så meget nyt endnu, udover at jeg har valgt at betale for 3*bindevævsmassage for cirka en måned tids siden. Jeg var 90 pct. smerte fri i noget tid, men nu er smerterne vidst ret meget på retur... Varmepuden er i hvert fald nødvendig hver nat og smerterne er så søde og sørge for, jeg kommer op om morgenen igen! Så... Skal vidst snart have en omgang igen. Eller er der nogen af jer, der har bud på hvad hjælper mod psykosomatiske smerter? Jeg venter jo også stadig på at skulle til den der visitationssamtale... 

Noget andet er... Jeg skider nu godt og grundig på de fysioterapeuter, som har sagt til mig at jeg skal tage træning stille og roligt og bla bla bla. 

Jeg er begyndt at styrketræne nu - og lidt cardio. Og ved I hvad? Det er pisse godt til mig. Både fysisk og mentalt. Det er min vej til at få en sund krop igen på, det kan jeg mærke. Jeg synes den træningsform er så pisse fed, fordi jeg kan konkurrerer med mig selv - OG FORDI, ved denne træningsform, må min egen badevægt godt vise, at min vægt går op ad! Fokus er muskelopbyggelse og god efterforbrænding. Men, jeg passer selvfølgelig stadig på med hvad jeg spiser - andet er altid dumt, og så er jeg blevet "en af dem", som har flere forskellige proteinpulverposer hjemme, og som drikker BCAA og napper noget Kreatin... Men det er så også fordi, min krop jo er lidt mærkelig, heh. 

Jeg kan berette, at på det sidste halve år er jeg steget i vægt, BMI, men har tabt mig i Fedtmasse - og sjovt nok taget på i muskler... Det er så fedt og skidehamdrende befriende at det er legalt at ens vægt stiger! 

For at afrunde året (Jo jo, der er sket meget mere i årets løb, men så spændende er jeg jo heller ikke, vel! hahha), så er jeg jo næsten lige blevet klummeskribent for Viborgs lokale avis, hvilket var "a dream come true" at blive. Jeg har altid godt kunne tænke mig at skrive for en avis/et blad a la Carrie i "sex and the city" og det er jeg startet så småt på nu...  Og...

så er jeg er atter lige begyndt på universitet. Denne gang Aarhus universitet og en kandidat i pædagogisk filosofi. 

Jeg er sikker på, det nok skal blive godt. 

Så er jeg bare spændt på at se, hvad det næste år giver mig af oplevelser - og hvor langt ned min fedtprocent kan komme og hvor høj min muskelmasse stiger, hahah:) 

Man kan jo forhelvede ikke leve uden troen på opnåelsen af kærlighed!

Da jeg gik fra min eks, tilbage i Oktober måned, var jeg et smut omkring min daværende nye læge, og vi kom til at snakke om, hvad jeg havde været udsat for via. min eks og i min fortid, læs mere om det i min fortid her (seksuelt misbrugt) - og han sagde da; "en kvinde som dig, med din baggrund, er altid sammen med de forkerte mænd, mænd der er farlige for dem". Aha, tænkte jeg. Skide fedt. Tænkte jeg også - ganske ironisk, jovist.

Mere om alt det der med min eks kan læses i disse indlæg
Det førse indlæg
Det andet indlæg
Det tredje indlæg

Min eks var jo en manipulator og syg i sindet, så en dag sagde han til mig, at han havde været sammen med en kvinde, som først efter havde fortalt ham at hun rent faktisk havde HIV - jeg gætter på at de ikke havde beskyttet sex? Men den dag i dag, tror jeg bare det var en stor hvid klam manipulator-løgn.
Anyways, kort efter gik jeg - sjovt nok - fra ham (der er jo grænser for hvad man kan finde sig i / grænsen for hvad jeg synes, jeg burde finde mig i, var på daværende tidspunkt for længst overskredet, skal lige siges).
Så jeg gik selvfølgelig til min daværende nye læge (jeg var flyttet til en ny kommune) og sagde, at jeg gerne ville tjekkes for HIV. Han kiggede på mig. Og sagde ingenting. Han stirrede bare. Tavsheden blev brudt af, at jeg sagde at jeg IKKE var en "rundetrunte", og fortalte da om min eks og hans julelege med mig. Så fik jeg min HIVtest:) heh. (Den vidste BTW ingenting).

Lægen begyndte at fortælle mig hvordan jeg psykologisk skulle forholde mig til, hvad jeg havde været udsat for - men jeg kortede ham af, og fortalte ham om min fortid med at være seksuelt misbrugt og at jeg i mange år, havde været vant til at skulle tænke, som han præsenterede mig for. OG SÅ KOM DET!

Da ændrede hans toneleje sig. Min læge kiggede nærmest sorgmodigt på mig og sagde; "Kvinder som har været udsat for det du har, ender altid med at være sammen med de forkerte mænd, mænd som er farlige for dem, mænd som vil dem ondt. I bliver ubevidst tiltrukket imod det/dem. Du skal passe på dig selv".

Ja... Så jeg gik derfra og tænkte; "måske skulle jeg prøve kvinder?" Aaaaaj, spøg til side.
Jeg gik derfra og tænkte; "Fedt. Bare skub til min allerede eksisterende paranoia, når det kommer til mænd - skide god idé, hr, læge!!" Men altså, jeg kan jo ikke helt forkaste hvad han sagde, for det giver jo mening rent psykologisk, hvis vi kigger ud i samfundet kan vi jo se hans pointe...

Jeg er dog heller ikke selv uden skyld, når det kommer til mænd. Jeg er eddersparkeneme verdensmester i at skubbe dem væk fra mig - både fysisk, hvis de kommer for tæt på, og hvis de er tætte på, så også psykisk/følelsesmæssigt. Der skal nærmest opstå noget magisk, hvis du, som mand, kommer forbi min fæstning.. Eller, sådan har det været. Siden min læge sagde det dér til mig, har jeg virkelig arbejdet meget med mig selv angående at give mænd en chance - og at jeg skal FØLE meget efter - på godt og ondt angående dem. At jeg så igen har brændt nallerne igen her for nylig, det er jo en del af gamet - det kender vi vidst alle sammen, ikke? heh.

Jeg har siden været hos min læge, som forlængede det han før havde sagt med; "Du skal vælge mænd, som er gode for dig". "Aaaah, tænkte jeg - SOM OM JEG IKKE VAR KLAR OVER DET, SHERLOCK"?! Jeg sagde da til ham; "Hvordan ved jeg, om de er gode for mig og ikke bare lader som om, indtil helvede bryder løs, ligesom ved min eks?". Da gav min læge mig faktisk noget specifikt at se efter og spørge om... På første date. Såsom; job, planer for fremtiden, vision for fremtiden... Nogle ting jeg ikke engang selv ville kunne svare på - og da var min læges konklusion; så har man ikke rent mel i posen, hvis man ikke ved det...
Aha. Jeg køber det ikke helt, gør I? I så fald er min egen tilgang blevet meget mere laid back; jeg tager det som det kommer,  helt stille og roligt. Jeg ved jeg nu har styrken!


Refleksion:
Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om, læger siger sådan noget til deres patienter, som min læge sagde til mig. Jeg kan godt se, at det var for at hjælpe mig, forberede mig, gøre mig klar over tendensen, så jeg kunne undgå den (men kan man det? Og i så fald; hvordan?). Min læge sparkede virkelig til min frygt om, at jeg aldrig finder en, som vil mig oprigtigt. Men jeg tysser den ned. Man kan jo forhelvede ikke leve uden troen på opnåelsen af kærlighed (adr, det er lige før jeg kaster op, når jeg skriver sådan noget aka. jeg er ikke den store romantiker, men ordenes betydning mener jeg faktisk i fulde alvor).

Yay, dette blev vidst mit korteste indlæg til dato! yay me - de bliver sku altid så pisse lange, synes jeg...

Ha´en god dag derude:*

Tootles, Maibritt

Snapchat: mainit
Facebook: Maibrittsblog
Instagram: maibrittkuhr


 

Jeg har incest - men bare rolig, det smitter ikke.

Den her fosterstilling laver jeg også, når lynende overmander mig.

Nå, Nu er det ved at være noget tid siden, I har hørt fra mig angående det med min krop.
Det er gået nogenlunde som jeg havde forventet og frygtet. Men lad os tage det positive først.

Jeg fejler ingenting. Mit blodomløb, venepumpe, veneklapper og blodprøver ser fine ud. Det er dælendunsme rart! Neurologen sagde, at jeg ikke fejlede noget neurologisk, men at det var tydeligt at jeg har en nerve som er generet. Hun fik mig sku til at tude, da hun undersøgte mig (en undersøgelse der består af at hun thg sin negl og "ridsede" let på min bene). Det lyder ikke af særlig meget, vel? It hurted like a motherf***** (akkurat som mit lagen f.eks. nogen gange gør, når det rør mit lår - så jeg øver mig på at svæve, når jeg sover, hahahahha)!

Men, hvad er det så? 

Det spørgsmål stod min læge og jeg tilbage med, da jeg ringede til ham for at få svar på de sidste prøver og han jo fortale mig, at de var fine og ingen indikation på mine symptomer gav.
Jeg sagde til ham; "Jamen, så er det jo nok bare det der med, at jeg har været voldtaget og seksuelt misbrugt som barn". Min læge blev stille i noget tid. Og så sagde han; "Det dér, det er nyt for mig" (han havde glemt at jeg havde fortalt ham det før. Det er fair nok han havde glemt det, da jeg kun har været patient hos ham i små 8 måneder). Han bad mig komme ned til ham og snakke samme dag.

Mere om det med voldtægten og det seksuelle misbrug er heri.

Jeg tog ned til min læge - sammen med min mor:)
Min læge synes det hele gav mening nu.
Det giver garanteret meget mening at voldtægt og at blive seksuelt misbrugt som barn sætter sig i kroppen... for min læge. Og faktisk også for den gynækolog som jeg herefter blev sendt til.
Jeg kan ikke forkaste hypotesen, da jeg jo selv er meget psykologisk tænkende selv. Men... Jeg har bare SÅ FINT mentalt håndteret alt det fra den gang, at jeg troede det var blevet en god del af mig - noget jeg havde bygget mig stærk på. Men... Min læges teori er, at hovedet har bearbejdet og ikke min krop. Igen; jeg kan ikke skubbe denne tilgang væk, men... Altså, er jeg den eneste der synes det lyder lidt vildt? Men ihhh, jeg ved jo godt at kroppen husker pisse godt og myoser for eksempel er kroppens tegn på fejlagtig tankevirksomhed-ish og ya-da-ya-da-ya-da.
Det handler nok også om... At jeg ikke helt kan overskue det, for...

Hvad nu? Hvad skal jeg nu? 

Min læge gav mig kontaktoplysninger på en læge/psykiater, som har en holistisk tilgang til voksne med traumaer fra barndomme. Dette behandlingsforløb kostede ca. 8-9000 kr. Det er sku ikke fordi, det hele skal gå op i penge. Men da jeg ringede og hun spurgte mig om; "Har du pengene til at betale for behandlingen, for det jo 100 pct. egenbetaling?" blev jeg bare så pisse sur! Jeg har allerede givet så mange penge (for mig er det mange penge) i eftersøgningen på afklaring og bedring og jeg kunne mærke på min rasende-skælvende krop, at nu kunne det være nok!
Seriøst. Jeg var SÅ TÆT på at kontakte ham der gjorde det ved 8-årige mig dengang - og/eller hans forældre, for at få dem til at hoste op med betalingen. For det er nemlig et andet aspekt; jeg kan jo forhelvede ikke gøre for at min krop har disse gener - det tyder jo mere og mere på, at det her er HANS/deres skyld (jeg inkluderer forældrene, da de var med til at gøre hele situationen værre for mig dengang).

Jeg kontaktede selvfølgelig ikke nogen af dem. Min hjerne hoppede heldigvis over i dens kognitive/rationelle tænkning, så der kom sund fornuft ud af den. Den sunde fornuft sparkede til min fanden-i-voldskhed, stædighed og gå-på-mod og så googlede jeg; voldtægtsoffer. Det gav hit. Jeg kom ind på en side for voldtægtsofre og en anden side for seksuelle misbrugte.

Hvad gjorde du så? 

Jeg ringede til center for seksuelle misbrugte, som ligger i Aarhus. De arbejder med/og bearbejder voksne, som har været udsat for incest (bum, så kom der endnu et ord på det) og deres senfølger - GRATIS.
Jeg præsenterede mig og fortalte mine historie og beskrev mine senfølger - som jo er det med lynende, lysken og benet. Jeg fik at vide, at på baggrund af mine historie kan det kategoriseres som værende seksuelt misbrug ja, og mine symptomer som fysiske senfølger. Og derfor ville de gerne tilbyde mig de obligatoriske to visitationssamtaler for at se, om de kan hjælpe mig.
Det er fucking FEDT!

Det positive er; jeg "fejler ikke noget" - og uanset hvad, så kan jeg nok (ja, jeg skriver nok for, jeg er sku lidt skeptisk) blive afhjulpet nu - om det er på egen regning eller ej (for jo jo, jeg skal sku nok betale de 8-9000, hvis det er - det er jeg virkelig værd, heh).

Med ved I hvad... Jeg synes det er FORFÆRDELIGT at jeg SELV skulle finde frem til disse sider - jeg er en person, som har brugt alt det der skete dengang på en positiv og produktiv måde og jeg tror virkelig på, jeg er blevet en mental stærk person blandt andet deraf. Jeg har erkendt og anerkendt at det dengang, er en del af min historie, min livsfortælling, mit liv og mig. Hvilket har gjort, at jeg altid har kunnet sige det - der er ikke én læge, fysioterapeut, alternativ behandler som har været omkring mig i alt det her og igennem mine tre udredninger, som jeg ikke har fortalt det til. På trods af det, er der IKKE én af dem, som har henvist mig til de sider, jeg selv fandt på google. IKKE ÈN! Det synes jeg er skræmmende og faktisk ALT FOR DÅRLIGT. Min læge kunne henvise mig til en professionel, som koster mig 8-9000 kr, men ikke nogle der OGSÅ er specialiseret (og faktisk også forskningsbaseret og forskningsaktuelle) og som er gratis. Hmf!

Så, det er sådan det ser ud nu. Jeg er i vente-position.
Men bare rolig, det går bedre med kroppen lige nu - og jeg er begyndt at træne igen - life's goooooood, heh.

XoXo,
Maibritt

Mit indskud til alt det her med "Bikinikroppen"

Læg mærke til dellerne og appelsinhuden - og maven der er "højere" end bikiniunderdelen.

Ja, jeg mener; "Bikinikroppen". Ikke "den gode bikinikrop". "Den gode Bikinikrop" er nemlig noget andet. Først og fremmest er det en sætning bestående af fire ord; 1) den, 2) gode, 3) bikini og 4) krop. Nuvel, anno 2016 har sammensat ord nummer tre og fire sådan ordet bliver; bikinikrop. Det lader jeg være, da mit fokus er et andet nemlig; diskursen og tendensen der er at finde i disse tre ord sat sammen i én sætning; "Den gode bikinikrop". 

BUM! Ordet; gode (oprindelig form, ubøjet form; god) er et adjektiv (også kendt som tillægsrod) og beskriver substantivet (navneordet) som her er; bikinikrop. Adjektivet kunne også være blå, så sætningen kom til at hedde; "Den blå bikinikrop", og let's face it, så havde det været mere neutralt og holdningspræget. For eksempel er min egen association til sætningen; "Den blå bikini" smølfer i bikini - I shit U not!
Men, der hærger en tendens til at folk snakker meget om denne "gode bikinikrop"; Hvad er den gode bikinikrop, hvad er så absolut ikke den gode bikinikrop, hvorfor er den gode bikinikrop den gode bikinikrop, hvorfor er den ikke-gode bikinikrop ikke en god bikinikrop og så videre... Der er mange holdninger til (bikini)kroppen, som popper frem i takt med at klimaet bliver varmere og dansken smider mere og mere tøj. Men, tænk jer om - eller faktisk, lad nu vær' med at tænke så meget over det for syv søren da! Det er os, mennesker, der laver diskurserne, tendenserne og holdningsstrømningerne. Husk hvad jeg skrev om Valentines Day - princippet er det samme, omdrejningspunktet er bare et andet.

Men, jeg skal da heller ikke lege en helgen, jeg har selv nogle holdninger til BIKINIKROPPEN. Ja, nu skriver jeg bikinikroppen, jeg kunne ligeså godt skrive; en bikinikrop, da det er er det samme - e-n er bare flyttet over i forlængelse af ordet; bikinikrop, samt er et tilslutnings-p røget på, så fås ordet; bikinikroppen.

En bikinikrop er en krop, der bærer en bikini. BUM!  Mangles der noget?
Nåe jow... Denne krop er besjælet. Kroppen er faktisk et menneske. Og dette menneske kan have det varmt, så varmt at det er mest rart at have minimalt - hvis ingen - tøj på. Ja, jeg inkluderer her nudister - og hey, hvorfor snakkes der aldrig om "Den gode Badedragskrop" eller bedre endnu; "Den gode badebuksekrop"? Er der sneget sig noget sexistisk ind i denne diskurs og tendens? Kunne det tænkes? Denne lader jeg stå åben. Jeg reflekterer jo bare for et åben forum:)

Når dette menneske har det så varmt, at det smider tøjet bare "for at kunne være i det", sker det oftest om sommeren, sjovt nok hvor emner såsom; "Den gode bikinikrop" florerer. Igen og igen og igen.

Lyder jeg bitter? Det er sku ikke meningen. Det er det altså ikke. Selvom jeg er overvægtig og også går i bikini - jeg skammer mig kun lidt. Jeg skammer mig sku ikke fordi, jeg føler at jeg eksistentialistisk ikke burde gå i den - for det er fandme mit eget valg, men fordi jeg frygter hvad andre tænker om mig, når de ser mig (generelt), men sjovt nok også - og mere - i bikini/badedragt, tætsidden (for der kan jeg jo ikke skjule mig i lækker VINTERtøj - forestil jer hvor varmt det ikke ville være?!). Men det tragikomiske er, at jeg tror faktisk at min frygt for andres reaktion på min overvægtige delle-krop kommer af, at jeg er usikker på mig selv. Men så igen, havde jeg været usikker på mig selv, hvis diskursen var mere anerkendende og mindre sexistisk? Jeg fornemmer en hermenutisk spiral (fortolkning af årsagssammenhænge og forforståekse = det hele giver mening i en spiral, som I; det ene afføder det andet og kan derfor eskalerer).

Nå, men I den her forbindelse kunne jeg da flashe lidt billeder af min BIKINIKROP (som jeg faktisk synes kan se helt okay lækker og sexet ud). og... BTW; jeg ved godt jeg har store bryster - det følger faktisk med, når det overvægtige svedende menneske smider tøjet! hahahahha:)

Se hvordan bikiniunderdelen presser mit fedt ind - og appelsinhuden igen. 

Se lige hvor stort mit lår er - og mega rundt. Mine tær kan liiiige anes. 

Nå, der sneg sig lidt humor ind - det kan jeg ikke lade være med. Men jeg håber I fatter pointen.

Jeg er en bikinikrop - ligesom dig, og du er en bikinikrop ligesom jeg - uanset hvor meget tøj du har på.

XoXo,
Maibritt    :)

Snap: mainit
Facebook: Maibrittsblog
Instagram: maibrittkuhr

Ja, jeg er dum, jeg ved det godt.

Hejsa. 

Sidst jeg skrev til Jer var i mandags. Jeg skrev ufiltreret efter jeg havde snakket i telefon med min læge, læs indlægget her, hvis du ikke før har læst det:) 

Jeg var ved lægen igen i går. Det gik godt. Jeg fik ham fortalt på en rolig og implicit måde, at han ikke skal hentyde til, at "det er i mit hoved". Dette gjorde jeg ved at fortælle ham min anamnese samt nogle nye symptomer der er dukket op - som i - de er dukket op i den her uge, som for eksempel:

I mandags, da jeg var i bad, stod jeg og dansede under bruseren. Jeg dansede ikke med vilje (hvilket jeg ellers ofte nyder at gøre). Dette bad tog jeg efter en laaaang dag på 16 timer, så jeg trængte bare SÅ meget til at mærke min krop blive beroliget af det varme vand. Men, jeg fandt mig selv dansende. "Først det ene ben, så det andet ben - og så ryster vi det lidt" - dansen var det. Jeg mener det helt seriøst. Jeg kunne slet ikke nyde det skide bad, jeg sådan havde set frem til. Mine ben (ja fandme dem begge to er begyndt nu) kradsede og klødede, samt mærkedes det som om at nogen havde vendt nålene i en nålepude omvendt og så stak puden (med den stikkende ende af nålene) ind imod mine ben adskillige steder. Det var så underligt og ubehageligt. Så var det bad ligesom ovre. 

Dagen efter skulle jeg op på fjerde sal på skolen. Det er "intet problem for min kondi", tænkte jeg og bagefter tænkte jeg; "men gad vide hvordan mine ben tager det". De kunne havde taget det bedre. Det tog nogle tårer at gå derop - for mine ben havde bitte små lyn hele vejen - og jeg bliver fandme så frustreret, når der er noget - specielt et offentligt sted, for man kan jo se det på mig! 

Anyways... Jeg skrev for at opdatere Jer på hvad min læge og jeg blev enige om, hvad der fremadrettet skal ske. (Og ja, jeg skriver sku også fordi jeg ikke kan slappe af i hovedet igen i dag - og der er ikke flere sysler herhjemme jeg kan give mig til. Jeg planlægger at se en film senere, men i tiden kan jeg ikke koncentrere mig længe nok om at se en film grundet tankemylder, da mine ben ikke stopper med at "feste", bare fordi jeg gør). 

Min læge kom frem til at der skal være en holistisk tilgang til mig - "alle"  ting skal prøves af. Så nu skal jeg dælme til to prøver mere... 

I næste ude skal jeg til en 1½ times undersøgelse på fysiologisk undersøgelsesafsnit (eller noget i den dur) - der skal mit kredsløb tjekkes - vidst for at se om min venepumbe og veneklapper virker som den/de skal... Ja, vel også for at tjekke om min Bodyage er over 27;) Hehe. 

Ugen efter skal jeg, udover til neurolog, nu også til undersøgelse på et rygcenter. 

Det er sku dejligt at der sker noget. Det gav mig ro. Igår. 

I dag er jeg bange for at prøverne viser ingenting. At jeg bliver en af dem, som ingen diagnose får. Det vil være det værste. Det næst værste er, hvis jeg får at vide jeg har en eller anden sygdom. Det bedste ville faktisk være, at jeg fik at vide at jeg er en smælderfed fede Dorit, som skal stoppe med at være socialryger, leve sundere - og alt det der, for at blive symptomfri. Den melding vil ikke være sjov at få, altså meldingen om at mine skavanker er min egen skyld, men den er god; for så kan der gøres noget - jeg kan gøre noget selv, for at afhjælpe mig selv! (Men ingen læge har tiltænkt at det er livvstilsbetinget, men jeg kan da håbe, ikke? Eller ad, det er sku egentlig også ret så klamt at håbe på - måske ER jeg ved at være skør? Ja, jeg lyder dum, jeg ved det godt). 

 Noget andet er (hvilket jeg føler, jeg godt kan skrive i dag, da jeg rent faktisk har fået skrevet et kort indlæg denne gang, yay me! hih): 

Jeg har længe haft lyst til at skrive til Jer, hvorfor jeg altid skriver om det dårlige fra Maibritt-land. Det gør jeg fordi, jeg har behov for at bearbejde. Det gør jeg fordi, jeg ikke har behov for at lade som om at livet er lutter lagkage. Jeg gør det fordi, jeg har tillid til, at I ved, at mit liv indeholder ligeså meget godt, som jeg skriver om det dårlige. Og lad os lige være straight overfor hinanden; "Gad du og læse min blog, hvis den handlede om; hvor dejlig en tur jeg havde på sunset med en veninde tidligere i dag, eller hvor meget jeg nød at kunne sove længe?" Nej vel. Vi vil sku vide hinandens dirtyness. 

Tootles herfra, 

XoXo

Snap: mainit

Bloglovin: Maibritts blog

Facebook: Maibrittsblog

Instagram: maibrittkuhr

HOLD DIN FEDE KÆFT, TAK!

Jeg er sur. Og sku egentlig også ked af det. Jeg er frustreret. Jeg er asymmetrisk.

Nu er mere af min højre side af kroppen større end venstre. Min højre side af maven er større end venstre side. Og der er 14 dage til jeg skal til neurolog. Jeg er faktisk også lidt bange. Hvad foregår der i kroppen min?
Det er sku ikke fordi jeg er klog, når det kommer til medicin eller noget i den dur... Men... Jeg kan ikke se meningen mellem neurologiske gener, nerver, og at jeg svulmer op. Så jeg ringede igen til min læge her til morgen og fortalte om min mave og spurgte om; han ikke synes jeg også bør tilses af en kardiolog. Han sagde, at jeg skulle komme ned til ham igen, hvor han vil teste mig lidt- igen - og give mig en henvisning til en kardiolog. Han sagde også, at hos kardiologen er der typisk en uges ventetid. "Aha", tænkte jeg så. Dernæst tænkte jeg; "Hvorfor sendte du mig så ikke bare derhen inden jeg skal til neurologen?". Sådan jeg skulle kontakte begge specialister på samme tid... Min læge og jeg er fortsat enige om at jeg er aaaal for ung til at have sådanne gener, som jeg oplever. Men i dag sagde han følgende til mig:

"Man kan lave meget i hovedet. Husk på 60-80 pct. der har ondt i ryggen finder man aldrig en årsag bag". Jeg sagde hertil "Jeg har ikke ondt i ryggen". Han sagde til mig at jeg skulle forstå det mindre konkret. Han sagde så; "For nogle måneder siden havde jeg en patient, som insisterede flere gange på at få hans hoved scannet, fordi han døjede med hovedpine. En af hans bedste kammerater  var lige død af en tumor i hjernen, så det var han lige pludselig overbevidst om at han havde". Jeg kunne godt se, hvor min læge var på vej hen, men jeg svarede kognitivt tilbage (selvom jeg havde lyst til noget helt andet)!
Jeg sagde; "Jeg ved godt at jeg nok overreagerer. Men, jeg har oplevet 2 praktiserende læger, forinden dig, som godt har kunnet se at "der er et eller andet med mig" og som har sendt mig både til fysioterapeut og ortopædkirurg. Der har været mistænkt om; hofte ud af hofteskål, sklerose, blodtumor og fejlbelastning af kroppen grundet manglende musklekapacitet specifikke steder, og arvæv i benet (som der blev konkluderet med ingen kropslig gene gav, men kun kosmetisk) - og en alternative behandlere som ikke har set noget lignende før". Jeg sagde til ham, at jeg er sikker på at det er et eller andet galt og at jeg IKKE vil gå igennem endnu et udredningsforløb for at stå med et svar fra specialister som min egen læge ikke er enig i (det var det, der skete sidst) - dette gjorde virkelig bare, at jeg blev forvandlet til en meget frustreret patient uden tillid til de "kloge". Så, jeg sagde til min læge; "Denne gang vil jeg undersøges godt og af dem som der er det mindste relevant -  for der er et eller andet galt". 

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, læs det her, så er jeg klar over at jeg overtænker. MEN! Min læge er informeret om min anamnese fra mig af - OG han kan læse i min journal, så jeg kunne slet ikke snuppe at han hentydede til, at "det nok bare er i mit hoved". Lad os lege at han har ret... Så vil jeg så bare gerne lige spørge om; "hvad så med de andres hoveder? Hvorfor har de så kunnet se noget? Og hvorfor kan jeg tage billeder af min krop, hvor man kan se at højre side er større end venstre?".
Som skrevet i det indlæg, jeg skrev sidst, så vil jeg jo, sjovt nok, helst ikke have at der er noget galt, men jeg vil hellere have dét, end de kan finde et-eller-andet, som de ikke ved hvad er, hvad de skal gøre ved, eller endnu værre; hvordan jeg skal "leve" korrekt med det.

Kom jeg ud på et sidespor? Det var ikke meningen... Min pointe er bare; Det er ikke rart at min læge hentyder til at jeg fantaserer mig til det jeg fejler/ikke fejler, og det synes jeg egentlig godt han må holde sin fede kæft med, fordi så er det pisse dobbeltmoralsk at han både henviser mig til kardiolog og neurolog og SELV siger, at han har sklerose i tankerne (se forrige indlæg).

Har I oplevet noget lignende i sundhedsvæsnet?

Nå, men nu er jeg af med det og kan nok få en okay mandag, heh.

Ps. Jeg ved godt min blog pt er meget dagbogsagtig, men det må I lige tage med - og jeg håber da nogle af Jer kan relatere og/eller underholdes:)

XoXo, Maibritt <3

Husk I kan følge mig på:

Facebook: Maibrittsblog
Instagram: Maibritt Kuhr
Snap: mainit
Bloglovin: Maibritts blog

Det lyner i mig. Lyner det i dig?

Jeg burde virkelig ikke skrive det her. Virkelig ikke. Af tre årsager.
1. Jeg sidder til oplæg om neuropædagogik og neuropsykologi (det er faktisk meget spændende og LIGE mig, men mit hoved vil ikke lade mig slappe af, så jeg kan "tage det ind" i dag).
2. Jeg burde nok ikke skrive det her indlæg, fordi I nok ikke bør vide noget - og fordi det kan ramme mig selv så pisse meget i foden en gang...
3. Jeg ved ikke om det kan bringe uheld? Ja, lidt overtroisk er jeg sku.

Men, jeg bliver nødt til at skrive om det, fordi jeg er virkelig ved at blive skør! Jeg er en stræber - så når jeg ikke kan følge med i undervisningen grundet tankemylder, så er det fandme slemt. Endnu mere - når jeg bander - især på skrift - så er det altså slemt. Jeg skriver helt uden filter her.

Der er noget galt med mit ben. Der er noget galt med min krop.

Det ene er liiiidt større end det andet:S
Ca. 10 centimeter i diameter (i gennemsnit)

Jeg har kontinuerligt været ved læger - ja i pluralis - i snart 8 år med det.
Jeg har været ved ortopædkirurg (dertilhørende forskellige scanninger) - som sagde at jeg intet fejlede (de troede jeg havde en blodtumor i låret). Sammen med min daværende læge var der enighed om at mit bevægeapparat intet fejlede,
Jeg har været ved forskellige fysioterapeuter over flere gange og alle årene, hvilket udmundende i et fast træningsprogram- og forløb med en fysioterapeut i fitnessDK.
Jeg har været i 3 måneders behandling ved en akupunktør, hvor jeg var der én gang ugentlig.
Jeg har været ved en anden alternativ behandler, som gav mig noget massage og sagde jeg skulle spise magnesium - hvilket jeg begyndte på og fortsat gør.
Jeg har brugt virkelig mange penge. Vi snakker vel de 10.000 kr efterhånden... Det var dét værd for min krops drillerier stoppede. Daglige smerter i lænd og lyske var væk og myrene i mine ben var væk - sammen med overfølsomheden, kramperne, stikkene og lynende m. fl. såkaldte "følelsesforstyrrelser". I i hvertfald et år mærkede jeg nærmest ingenting...

Du kan godt se det, ikke? :S

Men, det kom igen - igen. I forrige uge.
Denne gang hævede hele mit ben op. Og min lyske drillede virkelig meget. Kender I det der med at gå den samme tur hver dag og pludselig  knækker ens krop sammen, du stopper din gang, fordi du får lyn i lysken som føles allermest som en kniv eller syl der bliver stukket i dig? Har du egentlig oplevet det? Fordi engang spurgte jeg min veninde, forventningsfuld om at have et fælles tredje med hende om det adspurgte, om hun kendte det med at have lyn i kroppen. Hun kiggede sku lidt underligt på mig og sagde så nej. Tænk, hahha,  jeg troede det var helt normalt, for jeg har haft det så længe og jeg har det VIRKELIG tit. Især når jeg ligger i sengen og er i god hvile. ...Kender du det? Eller er det virkelig ikke normalt? Du kan næsten regne ud hvilket varmt forhold jeg har med min varmepude, når jeg skal sove, ikke? hahahhah

Anyways...
Jeg var ved vagtlægen søndag i forrige uge, fordi mit ben fortsat blev ved med at være hævet - efter 2 dage - og det var blevet mere hævet. Vagtlægen ville gerne se mig, fordi de jo skal reagere på om man mon har en blodprop. Jeg havde jo ikke en blodprop, det anede jeg ret meget godt. Men han sagde at han godt kunne se mine symptomer og at jeg skulle gå til egen læge for at få en udredning. Aha, tænkte jeg. Så der er noget, du forventer der skal en udredning på, aha.

Jeg var ved egen læge i onsdags - i sidste uge. Han sagde han ikke var klog nok til at tage sig af mig. Da han kunne se at mine blodprøver så fine ud - perfekte tal, sagde han oven i købet (heldigvis havde jeg lige fået taget blodprøver). Fordi han tjekkede mine blodprøver, skyldes hans første hypoteser på min hævelse var manglende B12 og/eller diabetes. Men det havde jeg jo ikke. Han synes jeg var for ung til at have "vand i benene" og han sagde, at "vand i benene" ikke bliver så længe - for åh jow, mine ben var stadig lige hævet her om onsdagen. dertil synes han også at jeg er aaaalt for ung til at have "vand i benene" og han nævnte heller ikke min overvægt som årsag, skal lige siges.
Han tjekkede noget bevægelse/rotation i min lyske (hvilket de andre læger også har gjort) og det gjorde selvfølgelig ondt i højre side (det er den side der altid er ringe). Han konkluderede ret så hurtigt at det var nerver, som i mine nerver inde i min krop, der er noget galt med - ikke psykiske nerver. Dette konkluderede han også ud fra en liste med symptomer jeg havde lavet (nogle a la dem jeg nævner ovenfor, bortset fra her var flere). Han lavede en føletest på mig, tror jeg han kaldte det. Han tog et stykke stof og kørte den de samme steder på hvert ben - fra hofte til tå. På venstre ben kom et let lille bitte lyn (dette sagde jeg faktisk ikke til min læge, da jeg tænkte det var normalt, men det er det ikke, eller hvad?) og da han førte stoffet hen over mit højre ben (det dårlige) lige nedenfor knæet begyndte det at lyne ret så meget oppe ved den første del af låret. Det undrede min læge sig ret meget over, kunne jeg se og høre.
Han henviste mig til en neurolog og han sagde, at han tænkte ret meget på sklerose - selvom han vidste, at jeg manglede nogle symptomer. Han var i hvert fald sikker på, at det der driller mig, har noget med min nerver at gøre.

Min læge er ikke den første der nævner sklerose overfor mig. Jeg er ret sikker på at der er et eller andet galt med mig, end at "det skal trænes væk" er løsningen, som jeg er blevet spist af med så mange gange efterhånden - sammen med; det er muskelspændinger, du får lyn fordi du spænder, du har brugt din krop forkert, den kompenserer - derfor spænder du og får alle de der følelsessymptomer og smerter i lænd, lyske og ben. Det er da garanteret også rigtig nok - men HVORFOR gør min krop så det? Hvad kompenserer den for og hvorfor bruger den sig pludselig forkert? Og hvorfor udspringer symptomerne uden kontekst og på den måde over tid? Jeg kan ikke se en kontekst a la; Når jeg er stresset, er meget inaktiv, er meget aktiv osv. - det er kommet i alle disse kontekster.
Altså, jeg vil jo ikke have sklerose og generelt ikke at jeg har en neurologisk sygdom - men jeg vil meget gerne have en afklaring denne gang - i dette forløb.
Jeg skal ned til neurologen d. 10/5/16 - og folk siger at det er ingen tid, altså at det er hurtigt. Jeg synes dog, der er lang tid til... For, ja, mit hoved går amok. Jeg bruger nok minimum 1 time om dagen på google i disse dage, hvor jeg forsøger at diagnosticere mig selv, heh.


Den hvid-seende Maibritt tænker: "Det er sikkert bare fordi du har en afklemt nerve et sted - det kan en god omgang massage klare og så er du "fit for fight" igen". Eller "det er noget kardiologisk"... Men, hehe, det gider jeg heller ikke at have, hvis det er, faktisk. Men, uanset hvad det er, så er en afklaring det jeg vil have - og så må vi sku tage det derfra!






Nå, men igen blev det et langt indlæg, gjorde det ikke? Jeg kunne sagtens skrive mere, men jeg forestiller mig at der kommer mere angående dette, så; stay tooned;) heheh

Er der nogen af jer, der har prøvet noget lignende a la det her?
Er der nogen der har en idé til, hvad der er galt med mig? hahahha

God dag derude:*
XoXo

"Pussy over det hele", de unges seksualisering og lidt om min tid i gymnasiet...

Der er noget jeg gerne vil vise Jer.
Det er en aflevering, en kronik, jeg skrev i Dansk i gymnasiet. Men, ja, I kender mig, der kommer lige noget historie til historien.

Jeg var ikke glad for at gå i gymnasiet, eller rettere sagt, gymnasiet gjorde mig ikke glad, faktisk det omvendte. Gymnasiet gjorde mig depressiv – i hvert fald halvdelen af min gymnasietid var ”en dårlig periode”, som min læge sagde. Hun fik ret, for i dét sekund jeg fik min studenterhue på, kom glade Maibritt tilbage – den rigtige Maibritt. Jeg tror ikke I kan forestille Jer, hvor stolt jeg er for min studenterhue! Den kostede så meget af mig – blod, sved og tårer – bogstaveligt talt.

Der var mange årsager bag jeg havde det så dårligt i gymnasiet og de alle gik ud over min personelle integritet, selvbillede og ikke mindst troen på mig selv, hvilket blev afspejlet i min faglige kunnen. De afleveringer der var vurderet til at tage 4-5 timer brugte jeg 20-25 timer på – hver gang. Ikke fordi jeg bare sad og kiggede på min computer og ikke kunme lave en sætning, men fordi jeg blev ved og ved og ved og ved og ved med at skrive om – jeg stillede konstant spørgsmålstegn til mig selv og egen kunnen. Dette kunne desværre også ses på mit færdige produkt – jeg fik dårlige karakterer (0, 2, 4) og jeg blev mere og mere ked af det hele. Mine lærer var dog søde, for de vidste jeg havde det svært og de sagde til mig: ”Maibritt, kom nu, du kan godt, det ved vi – du skal bare lige give det sidste”. Men jeg havde bare ikke mere at give af. Jeg kunne ikke mere.

En dag i danskundervisningen havde vores lærer givet os, klassen, en kollektiv skideballe – fordi han synes vi viste for lidt engagement for det respektive undervisningsemne – og det pissede mig af, så jeg sagde; ”Nu er det altså sådan, at man viser engagement for noget som interesserer én…”, hans svar var; ”I går i gymnasiet, I er voksne og så skal man kunne engagere sig i emner der nok ikke interesserer én”. Min overbevisning mente jeg i fulde alvor – en af årsagerne bag jeg havde det så dårligt, var at jeg stod op til noget hver dag, som jeg absolut ikke havde lyst til – jeg havde ikke engagement for min egen hverdag, for mit eget liv. BUM!

På det her tidspunkt i mit liv, anede jeg slet intet om, at min fremtid ville byde på pædagoguddannelse med mulighed for kandidatudvidelse indenfor området, men…

En dag skrev jeg følgende kronik, om den har emne a la hvad jeg i sommers skrev bachelor om. Det skal lige siges, jeg fik 10 for denne kronik, jeg blev anerkendt på klassen af min dansklære – ja den samme som sagde ovenstående, og da alle var gået sagde han til mig, at han ikke troede på at jeg selv havde skrevet den. Han ville kun tro på det, hvis jeg fik 10 i min næste aflevering. Han blev dermed en af de mennesker, jeg hader mest. 

Moralen er; dengang jeg ikke troede jeg anede hvem jeg selv var, vidste jeg det egentlig godt. BUM!

Nu til kronikken:  

Pussy over det hele

Sex er overalt i vores hverdag. I radioen, i tv’et, på nettet, i blade, aviser og mange andre steder. Man kan ikke slippe for at konfrontere sig med emnet; sex, dagligt. Denne seksualisering af medielandskabet påvirker især de unge, da de er i en alder hvor grænser skal afprøves og voksenlivet skal læres, hvilket gør dem letpåvirkelige. Konsekvenserne ved at de unge bliver fanget som letpåvirkelige individer midt i et seksualiseret samfund, prøver forskeren; Sarah Højgård Cawood i artiklen ”Pussy over det hele” at klargøre igennem et interview med unge fra 7-9 klasse på to forskellige skoler. Hun tager i interviewet fokus på samspillet mellem medierne og de unges sprog og adfærd.

De unge får et engelsk/amerikansk inspireret sprog, da ord som bimbo, pussy, pimp og hoes dukker op. Disse ord er efterhånden en integreret del af de unges sprog, skriver Cawood, og dette skyldes især musikvideoer, hvor de som eksempel især bruger Christina Aguilera’s ”Dirty” og 50 Cent’s musikalske alfons-univers, da den video og det univers påvirker henholdsvis pigerne og drengene meget.

 Cawood skriver implicit, at de unges søgen efter deres identitet som voksen forhindres af omgivelserne, som her er seksualiseringen. Hvis vi først ser på pigernes dilemma, så ser vi, at pigerne bliver skubbet ind i en luder-madonna konflikt. En luder-madonna konflikt går ud på, at selvom de afskyr at deres køn konstant bliver brugt som et sexobjekt, så går de selv i udfordrende tøj, i frygt for at blive irrelevante som seksuelle væsener. Men pigerne er også fanget, for de skal også passe meget på at blive stemplet som billig - en luder, men de må samtidig ikke være kedelige. Desværre oplever rigtig, rigtig mange piger at de ikke kan leve op til disse kriterier, hverken med tøj eller krop, skriver Cawood. Hvis vi så ser på drengenes dilemma, så opdager vi at der i deres ikke bliver fokuseret så meget på deres køn, men mere hvordan de håndterer denne seksualisering i forhold til deres køn. Her menes, om de bruger det som et værktøj for stræben efter dominans eller for at gøre sig mere mærkbare og styrke deres machoattitude. I blandt drengene var tendensen ikke så generel, men meget opdelt i samfundsklasser, opdagede Cawood i hendes interview. Mere specifikt opdagede hun at drenge i arbejderklasseskolen bruger deres sprog for at markere deres hypermaskulinitet, og at de ikke anvender det mod/til pigerne, men kun iblandt dem selv. Hvor drenge i middelklasseskolen afbalancerer deres machoattituder og sprogbrug med ”korrekte” holdninger til ligestilling. Cawood siger nærmere at drenge generelt bruger mange ressourcer på at gøre sig hårde, da drenge vil undgå at komme i deres følelsers vold, da det ses som et udtryk for at man er svag og dermed ikke en rigtig mand. Angående dette mener Cawood at det er nødvendigt for dem at kunne håndtere den hårde følelsesmæssige bashing, som der hele tiden møder dem igennem det seksualiserede sprog, som de anvender til at oplærer sig til at blive en rigtig mand. Til at understøtte hendes pointe bruger hun et eksempel fra en dreng ved navn sayid:,

”Jeg er vant til at sige ”at jeg knepper dig” og sådan noget, men jeg mener ikke, at jeg knepper, vel”.

Det Sayid egentlig mener, er at han smadrer eller slår noget. Sprog som dette, det seksualiserede, er blevet gadesprog iblandt de unge, især drenge. De er blevet vant til at snakke sådan, også selvom at de er klar over at det ikke er det korrekte sprog at anvende, men hvad skal man gøre når omgivelserne dikterer at sådan er det og skal det bare være? Udfolder Cawood sig implicit. Drengene bruger også piger som et sexobjekt, til at få dem selv til at se mere macho og seje ud iblandt vennerne i skolegården. Dette er en tankegang de har fået fra 50 Cent og hans tilhørende alfons-univers. Da han, i sit alfons-univers, viser hans personlige status igennem materielle ting og letpåklædte piger som danser udfordrende op ad ham.

Denne opsættelse af seksuelle stereotyper i medierne, som Cawood er inde på at de unge har, mener hun videre har de konsekvenser at det ikke blot forstyrrer de unges sprog og adfærd, men også deres syn på ligestilling og deres muligheder for frit at kunne udfolde sin seksualitet. Hun mener, at den gængse opfattelse af kønnenes roller er, at kvinden er den dominerede og manden er den der dominerer. Uanset om man er kernedansker eller indvandrer. Indvandrere har dog deres eget dilemma angående dette, skriver Cawood, da hun har opdaget, at indvandrer ikke har en ligestilling som kan måle sig med de danske drenges, simpelthen fordi indvandrer drengene ikke har adgang dertil. Denne ligestilling bruger de danske drenge så til, at moderer deres hårde adfærd og retorik overfor pigerne med, hvor indvandre drengene jo benytter sig meget af det seksualiserede sprog og ”alfons attituden”.

Hvis man tager nogle sprogteoretiske opfattelser op imod det Cawood fandt ud af igennem hendes interview med de unge, opdager man, at deres seksualiserede sprog og adfærd, ikke er påtvunget dem. De unge har altid et valg. De valgte at lade sig påvirke af samfundets seksualisering. Det kan man sige at vi alle indirekte har gjort, men de unge har gjort det i en mere alvorlig grad end voksne, hvilket jo er Cawood’s pointe, og hvorfor er det sådan? Det er fordi at de unge er letpåvirkelige og meget afhængige af hinanden. Unge ser det at have en høj social status som det ultimative, og man kan ikke opnå dét, hvis man skiller sig ud og ikke er som de andre, tror de unge. Derfor påvirker seksualiseringen de unge meget, fordi det for dem er den måde man bliver i sin sociale status, sociale gruppe og man signalerer sit køn bedst på den måde, ”fordi når alle gør det, må det være det rigtige”.

 Hvis man ser på reklamen for Cult Shaker (som jeg ikke viser billede af her på bloggen grundet lovmæssige årsager), ser man, at Cawood har ret i hendes opdagelser, men der også er nogle af hendes pointer som her modbevises. For på denne reklame er det to piger der er fremstillet i et seksuelt betonet lys, og dette stræber imod den køns opfattelse som Cawood præsenterede for os. Da hendes opfattelse er, at den gængse opfattelse er, at kvinden er den dominerede og manden den dominerende. Denne reklame går direkte imod den holdning, da de to kvinder på billedet beviser at de tør at udfolde deres seksualitet, og at de altså er ligeså selvstændige individer ligesom mændene. Oven i købet markerer reklamen/kvinderne denne holdning med et fallos symbol, nemlig flasken. Flasken i denne reklame symboliserer at kvinderne altså godt kan klare sig uden mænd - også på den fysiske måde. Hvad der i reklamen stemmer overens med Cawoods opdagelser er, at kvinderne bliver meget udsat som et sexobjekt. Ikke nok med det, kan en reklame som denne give letpåvirkelige teenager piger mindreværdskomplekser ved at se sådan nogle flotte modeller i reklamen, da det giver dem det billede af at det er sådan man bør se ud, og at man ikke kan opnå høj social status, hvis man ikke er som dem. Ligeså ser drengene også disse kvinder, men de ser dem med lyst. Dette vil altså sige, at drengene ser på disse piger og ofte tænker at de er lækre og at de godt kunne tænke sig sådan en pige. Dette kan godt få konsekvenser for dem, da reklamen jo ikke er virkelighed, men blot en illusion. Langt fra alle piger ser ud som dem på reklamen, og drengene vil så opdage at hvis de partout skal have fat i en pige som dem, så skal de lave sig om. Men det kan man ikke, man kan ikke lave sig selv om, og man burde slet ikke forsøge. Dét de unge skal lære er, at sætte krav til dem selv som de kan leve op til, så de ikke ender som ensomme individer der for alvor er blevet fanget i seksualiseringens skærsild.

Billedet er lavet med PicsArt. 

Husk og følg mig på; 

Instragram: maibrittkuhr

SnapChat; mainit

Facebook: På denne side

Go' påske til Jer derude - 

XOXO

Vi burde have været lykkelige, ikke? Det burde ikke have været sådan, vel?

  I dag vil jeg gerne dele noget mere om min ekskæreste og vores forhold med Jer. Lad det være en lektie om hvordan et forhold IKKE skal være. Hvordan man IKKE skal tænke i et forhold, hvor man skulle forestille og elske og respektere hinanden - og ikke mindst; ville hinanden det bedste. 

Det skete jo ret tit, at vi skændes, min eks og jeg - eller snakkede meget om "os" og han truede med at gå fra mig... En aften efter en af vores evig-igangværende snakke om os, prøvede jeg at lave en skriftlig forventningsafstemning til os - som han egentlig var med til - indtil han kom hjem igen (han tog nogle gange hjemmefra), så synes han det var en fjollet idé... Min forventningsafstemning omhandlede; 

Maibritt:

Jeg skal blive bedre til;

§  Ikke at tage alt hvad X siger som et angreb

o   At have tillid til at X altid vil mig det bedste

§  Ikke at være så stolt

o   At indse at det er okay at fejle

o   Ikke altid give X skylden

§  At lade ”det” ligge – at sige pyt

o   Ikke at tage alt som noget vigtigt

§  Ikke altid at være bange for at miste X og forholdet

o   At have tillid til X

o   At have tiltro til forholdet

§  At acceptere at uenighed er en del af et forhold – og ikke nødvendigvis er en dårlig ting – mere en naturlig del af et parforhold

§  At værdsætte X mere og vise ham det mere

§  At lægge op til sex – når jeg reel har lyst til det

§  At modtage kærlighed

Maibritt om X:

§  Forstå at jeg nogle gange har brug for ”at læsse af” – uden af det skal snakkes om (altså om ting som ikke omhandler dig eller os, f.eks. skolerelateret) – men at du bare skal give mig kærlighed (knus og kys) og sige, ”Aj, hvor træls, skat” – eller noget lignende. Det kan godt være, at du ikke er enig, men hvis du kan se/høre/mærke, at jeg ikke er okay – hvorfor så ikke ”trøste” mig?

§  Forstå at jeg ikke altid har lyst til sex – men altid har lyst til dig. I mine øjne behøver det bare ikke altid at have noget med sex at gøre – men det kan også være at putte, kysse, kramme og have en hyggelig aften/dag, hvor vi er tætte og nære – men ikke inden i hinanden

X:

 X syntes, efter han var kommet hjem, at det var latterligt at det var nødvendigt at skrive sådan noget til hinanden og han sagde "At vi elsker hinanden er nok, så skal det nok gå". 

X om Maibritt:

 Ja... Her havde han slet ikke noget at sige... 

Sammen:

Dette punkt skrev jeg... 

§  Tænk positivt om hinanden

o   I vil hinanden det bedste

o   I vil hinanden

§  Tænk før I taler

§Vær lydhør overfor hinanden

o   Prøv intenst at forstå hinanden

§  Acceptere at uenighed er en del af et forhold – og ikke nødvendigvis er en dårlig ting – mere en naturlig del af et parforhold

§  Husk jer selv og hinanden på hvorfor I er sammen, hvor gode I er sammen

Jeg synes det er SÅ KLAMT, at jeg havde sådan nogle tanker om min ekskæreste og vores forhold, som jeg havde - da vi VAR SAMMEN... 

Nu har jeg ikke været i andre rigtige forhold end dette, så min referenceramme er ikke-eksisterende, men altså... Et parforhold skal da ikke være sådan, at man oprigtig er i tvivl om, ens kæreste vil én det bedste eller ej, at man ikke har tillid til personen og at man finder det nødvendigt at skrive en længere smøre på sin pc - for faktisk nok mest at overtale sig selv i, at det er noget pjat at forholdet er lort, end det er for rent faktisk at redde det. Og det er så klamt at jeg skulle skrive følgende til mig selv;  

"Det kan godt være, at du ikke er enig, men hvis du kan se/høre/mærke, at jeg ikke er okay – hvorfor så ikke ”trøste” mig?" For han trøstede aldrig og dét der med at forsone, det gjorde han heller aldrig. Det var altid ham der startede balladen og mig der på pædagogisk psykologisk vis prøvede at forsone os - så vi og vores forhold kunne lære af "snakken" og blive klogere og stærkere. Jeg slæbte det hele, jeg knækkede og fik nok. 

Jeg har i andre indlæg skrevet om X, så I ved godt nogle ting jo - hvis ikke - tjek min blog ud heh;), og I ved godt vi gik fra hinanden. Vi gik fra hinanden cirka 3 uger efter jeg skrev denne forventningsafstemning... Jeg anede ikke på daværende tidspunkt, at jeg ikke elskede ham mere. Jeg troede virkelig at jeg elskede ham. Vi snakkede om børn og at opbygge firma sammen, når jeg var færdig på uni (ja ja, noget modsatrettede ønsker for fremtiden, det ved jeg). Jeg fandt jo så ud af, at jeg ikke elskede ham. Jeg fandt ud af, at han skræmte mig. Jeg fandt ud af, at han jo frastjal mig mig mere og mere. Jeg fandt ud af, at det ikke var rigtigt for mig at være sammen med ham. Men inden jeg fandt ud af det - det slog mig som en hammer, en hammer kastet af ham og hans manipulerende væsen(!), men da den ramte, kunne jeg jo godt se, at det ikke er normalt - i min optik - at tænke sådan som jeg gjorde... Det gik op for mig hvor meget forholdet var en kamp for at nå til det bedre, hvor det bedre bare aldrig rigtig kom - når det var der i korte glimt, frygtede jeg hvornår han ville tage smilet fra min mund og det gode humør fra min krop - for jeg vidste det ventede rundt om hjørnet hele tiden. 

- Men altså hallo, I mere forholds-erfarede end mig - at jeg havde sådan nogle tanker, det er unormalt, ikke? Det er klare tegn på et usundt forhold, ikke? 

...Ja, jeg er stadig i tvivl, fordi jeg er en knust person her bagefter (når det kommer til mænd og parforhold) - og min referenceramme er sjovt nok ikke lige blevet større siden, heh;) 

Anyways... 

Jeg skrev også nogle forslag til hvordan vi kunne komme videre fra at være i krise - og til at finde hinanden igen (hvilket vi jo ikke nåde, inden jeg gik fra ham)... Ikke at jeg skal kalde mig for et "forholdsorakel" (for jeg er i virkelig det modsatte), men jeg synes faktisk at de opgaver/lege jeg kom frem med, den aften sidst i September, var helt udmærket - så dem kan I godt lade jer inspirere af;) heh. 

Opgaver/lege:

§  Skriv brev til hinanden om;

o   Det I bedst kan lide ved hinanden – og jeres forhold -  og hvorfor

§  Skriv sedler til hinanden om:

o   Det I bedst kan lide ved hinanden – og jeres forhold -  og hvorfor

§  Som I kan give til hinanden løbende

§  Arranger kæresteweekend

§  Arranger kærestetid i hverdagen – så tit I kan

§  Ros hinanden – værdsæt hinanden

§  Kys og kram hinanden flere gange dagligt

§  Vær ærlige overfor hinanden

o   Men med en omtanke; er det her nødvendigt at sige – kan det gøre ham/hende ked af det, hvilket ikke er nødvendigt? Er det nødvendigt for mig at komme af med?

§  Hav sex på nye måder

o   Skriv jeres fantasier ned på sedler og træk en ny hver gang

§   

   Men haahah, nogle af disse viser også bare hvor langt ude lortet min eks's og jegs forhold var, for altså... Punkter som disse; "Ros hinanden – værdsæt hinanden, Kys og kram hinanden flere gange dagligt og Vær ærlige overfor hinanden" - burde da være i et velfungerede voksent parforhold helt af sig selv, ikke? Altså... Vi var jo relativ unge (jeg trak vores gennemsnitsalder noget ned, hahhahah) og havde ingen børn i hverdagen... Og vi havde ikke en gang været sammen i et år... Og vi var lige flyttet sammen i det lækreste hus... Vi buede have været lykkelige, ikke? Det burde ikke have været sådan, vel? 

  Misforstå mig ikke, jeg vidste det var den rigtige beslutning at gå fra ham. Men det er mere... Jeg har ret i, at have sådan nogle tanker i ens forhold er usunde, ikke? 

   Jeg håber I nød indlægget - og I skal være meget velkommen til at svare:)

   Billederne er lavet i samarbejde med; Bitmoji.

Kan der ikke ikke være plads til mig i himlen - bare en gang imellem?

Det du skal til at læse nu, skrev jeg for cirka 3 år siden, da jeg var i udlandspraktik i Thailand. Det handler ikke om Thailand, det handler om noget helt andet. Det handler om nok dét som er menneskets største eksistentielle dilemma.  Jeg fandt det i dag, da jeg ryddede op på mine eksterne hukommelser til min PC. 

...Hov, hent lige en kleenex inden du læser, ikke;)  

Her til aften har jeg set en film sammen med nogle af mine veninder. Filmen handlede om, hvordan en søster - genetisk manipuleret - var kommet til verden for at redde sin søster fra leukæmi. Filmen sluttede med, at den cancer-ramte søster døde og det gik op for den genetisk manipulerde søster, at hun ikke var kommet til verden for at redde hende, men for at være hendes søster. Og idet gik det op for hende, hvilken fantastisk søster den cancer-ramte havde været for hende – at deres søskendebånd var dét det hele handlede om. Efter den cancer-ramte søster døde var hendes familie på kirkegården for, at ligge hende til hvile og årerne efterfølgende afholdte hele familien ferie det samme sted, hvert år på akkurat samme tidspunkt, i minde om hende.

Det fik mig til at tænke på dig, Lillesøster. Det fik mig til at tænke på, hvordan jeg ikke var der for dig. Du døde LIGE ved siden af mig. Nogle specialister har siden fortalt mig, at tvillinger har et specielt bånd, som ingen andre har og ingen andre nogensinde vil forstå. Jeg ved, at ingen andre forstår det, det kan jeg mærke på folk, når jeg snakker med dem om det og dig. Men, hvor blev vores specielle bånd af, da du havde brug for styrke fra mig til at (over)leve? Hvorfor sansede jeg ikke, med det samme, at dig hjerte stoppede og dit liv ebbede ud? Hvorfor? Jeg kunne have skreget og vækket mor i tide, jeg kunne have gået ind i din sjæl og bedt dig om at holde ud, jeg kunne have overført dig noget energi. Jeg kunne have gjort så meget, tror jeg.

Jeg mindes alle de gange jeg besøgte dig oppe på kirkegården. (På den gravplads der så fejlagtigt blev taget fra mig). Hvordan jeg lagde breve til dig. Jeg mindes hvor meget jeg snakkede med dig. Jeg har så mange minder om dig, men ikke med dig.

Igen i aften gik det op for mig – imens jeg sidder her i Thailand på mit livs rejse – at dette atter er noget jeg gør med dig i mine tanker. Du er der altid. Jeg føler, at jeg skal leve mit liv for to, og den skræmmende tanke er, at jeg er bange for, om jeg gør det godt nok. Jeg er bange for, når vi atter bliver forenet, om du er tilfreds med det liv, jeg har levet for os. Dette er ingen klagesang jeg kommer med. Det er helt okay, at det er sådan her. For det er mig, der er den levende del af os, det er mig, der er her fysisk til at kunne gøre handlingerne. Igen skal du vide, at hvis det var muligt, så byttede vi plads. Ikke for evigt, men bare nogle gange i løbet af et år, så du kunne opleve livet og ikke være det franarret. For jeg vil omvendt heller ikke ønske for nogen – slet ikke dig – at leve med denne form for eksistentialistisk smerte, hvis det nu var dig der levede og mig der var død. Sådan noget her, er da vidst det, man kalder et af livets store dilemmaer!

Det er unfair at du kom til verden – kun for at dø. 

…Kun for at dø… Jeg ved du kæmpede en brag kamp for ikke at dø. Hele to gange klarede du kampen, men ikke tredje. Jeg ved ikke hvilken religiøs herre du sidder oppe ved, hvis du overhovedet gør det, men hvis du gør, så vil jeg gerne have et alvorsord med ham. Jeg vil høre, årsagen, jeg vil have svaret på mit evige spørgsmål; Hvorfor skulle vi skilles ad og hvorfor sådan? Hvorfor skulle du have de tre måneder, hvorfor skulle du pines, hvorfor skulle du franarres livet? Svaret må være, at englene manglede en pige, der ikke var favoriseret at jordiske elementer. Men problemet er, at jeg ikke helt tror på sådan noget. Jeg ville gerne, men dit fravær er paradoksalt også årsagen bag, at jeg ikke kan. På dette område er jeg et rod.

I filmen troede den genetisk manipulerede søster på, at hendes cancer-ramte søster var blevet en lille del af den blå himmel. Det tror jeg ikke på, du er. For hver gang jeg tænker på dig, så kikker jeg op på stjernerne. Jeg tror, at du sidder deroppe i blandt – som en stjerne. Jeg tror, du sidder deroppe iblandt og kigger ned på din familie. Det er lidt fjollet, at jeg skriver det nu, efter jeg lige har klargjort, hvor meget jeg ikke tror på overnaturlige ting. Men der gemmer sig endnu et dilemma inden i mig… For du er jo ikke overnaturlig og du er så absolut ikke en TING. Du er min tvillingesøster – du er en del af mig. Min tro på, at du sidder deroppe iblandt stjernerne kommer garanteret af, mit behov for at vide, at du ikke er væk for evigt. For det ville jeg ikke kunne holde ud at tænke på. Det ville betyde, at en del af mig også er væk for evigt. Jeg vil altid tro på dig. Og du vil altid kunne stole på mig. Jeg vil leve mit liv, som var det dit. Jeg vil leve vores liv, så godt jeg kan.

 
Jeg savner dog din gravplads. Det er der, jeg snakkede allermest med dig. Det var der, jeg var tættest på dig og kunne føle dig allermest. Jeg forbander ham, som tog den fra os, og alt hans væsen, det skal du vide.

Allermest så savner jeg dig. Jeg er så ked af det lige nu, fordi det igen gik op for mig, da jeg så filmen, at du stadig mangler og det gør ondt at vide, at du altid vil det. Det er ulideligt og unfair.

Jeg har været i Thailand i 5 måneder nu og har flere gange haft lyst til at skrive om noget emotionelt, det rør sig inde i mig. Men det der rent faktisk fik mig til det, var da det var noget, der handlede om dig, Lillesøster. Jeg tror på, at specialisterne har ret. Vi har et specielt bånd, du og jeg. Nogen gange ødelægger båndet mig, men det er intet op imod hvad du definitivt har været oppe imod. Jeg er bare ked af, at båndet ikke reddede dig,

Til dig der læser dette. Idet du læste det skrevne ovenfor, gik det op for dig, at det var mig noget meget personligt og yderst følsomt. Men, det er min historie og jeg er et menneske ligesom dig – med alle former for følelser. Vi har alle noget at være oppe imod – og det vi nogen gange er oppe imod, kan få os SÅ langt ned på et splitsekund. Det tror jeg på, er helt normalt og naturligt. Hvordan vi bearbejder det er forskelligt, jeg bearbejder det ved at skrive.

Hvorfor jeg vælger at offentliggøre det? Min blog handler om at være menneske. Og et menneske er ikke perfekt, det tænker både rationelt og irrationelt. Det skrevne ovenfor er mig, når mine tanker tager en vandring ned af irrationalitetens gang. Noget af det, jeg er oppe imod - igen og igen - i mit liv – er tabet af min tvillingesøster. Og det skammer jeg mig på intet tidspunkt over. 

OBS: Billederne er lavet med Bitmoji. Tak PocaBella for din hjælp. PocaBella er en fantastisk blogger, tjek hendes blog af samme navn som brugt her:) (Fordi jeg ikke linker til den skyldes, jeg ikke helt har styr på de der regler om det, heh;))

Kunne I lide et indlæg som dette eller? :)