For real this time

Jeg kan kort annoncere, at jeg har besluttet, at jeg vil gøre mere ud af at blogge. Der er såmænd ikke noget vildt over det. Jeg har altid skrevet dagbog, sange, digte - og haft stor fornøjelse heraf. Jeg nyder at skrive. Og jeg er ikke bleg for at skrive nogle ting, som andre nok holder lidt igen med. Jeg passer dog på med at ikke at komme til at udlevere andre. Det her er MIN blog - den tager udgangspunkt i mig. Hvordan jeg har det, hvad jeg føler, hvad jeg går igennem og andre ting. 
Jeg ved faktisk heller ikke, om jeg vil ændre navnet fra "Dagbog" til et eller andet andet, for det kan være at bloggen også kommer til at handle om andre ting - som ikke er så private i det. Nuvel, ændringer eller ej, det må tiden vise. Lige nu nyder jeg hvert fald bare tanken om at kunne skrive - og skrive til Jer (og med jer eventuelt). 
Jeg har dermed også besluttet at jeg vil have tydeliggjort min blog noget mere. En af stederne jeg gerne vil det er via bloglovin; 

<a href="http://www.bloglovin.com/blog/8693317/?claim=prv4b29z894">Follow my blog with Bloglovin</a>

Jeg kan se, at hver gang jeg lægger et blogoplæg op/ud, så er der mellem 300-600 personer der læser det - hver gang - det synes jeg er vildt. Og vildt hvis det kunne være flere. For jeg forestiller mig, at noget af det jeg skriver om, det kan andre bruge til noget - de kan identificere sig med noget af det. Så jo bredere skare, jo bedre ikke:)
Og... Til jer som læser med; tusinde mange tak:) 
Tit skriver jeg mest for min egen skyld - som skrevet før er det én af mine måder at bearbejde og reagere på- så at I læser det og eventuelt kan "bruge det til noget selv" er bare den fedeste bonus jo:) 

Imens jeg skriger og kravler

Jeg ved godt, jeg også har en blog som hedder: "Rim om lidt af hvert", men dette rim/digt kræver lidt en forklaring...

Jeg sad og ryddede op i min computer og fandt en masse jeg havde skrevet til min eks. Det jeg fandt var vidst tiltænkt som breve - som han selvfølgelig aldrig skulle se.
Jeg fandt nogle dokumenter, som jeg ikke vil dele med jer. Jeg føler simpelthen at jeg ikke kan være det bekendt overfor ham og hans. Men det her digt... Det må I gerne se. Det fortæller lidt. Det fortæller lidt om mine følelser i al hurlumhejet - men det fortæller ikke om hvad der rent faktisk er foregået. Det holder jeg for mig selv, ham og ja, de nærmeste. Det er der måske ikke så mange "likes" og delinger i. Men det er mennesker og liv, det her - ikke en butik.

Jeg sad vidst og skrev dette digt, da jeg sad til forelæsning på uni. Okay, der kommer lige lidt historie i historien... Den sidste del af mit forhold med- og til ham var så dårligt, at jeg brugte hver køretur fra Hvilsom, hvor vi boede, til Aalborg universitet på at snakke med mig selv. Jeg snakkede med mig selv, fordi jeg prøvede at finde hoved og hale i, hvad der lige skete med ham og jeg. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor vi konstant havde gnidninger. SERIØSE gnidninger - og det er dem, jeg ikke kan dele med jer, desværre. At snakke med mig selv i bilen var en bearbejdelsesproces for mig - ligesom at skrive er, det er bare meget besværligt at gøre, imens man kører, så jeg skrev nogle gange tankerne ned, når jeg ramte uni.
Hen ad vejen (nærmest bogstaveligt talt, haha) kunne jeg godt se det - jeg kunne godt se, at problemet ikke var os - det var ham (ja, det lyder vildt koldt at skrive, men det er rigtigt). Men i lang tid vidste jeg det ikke. Ikke helt. Ikke rigtigt. Eller også ville jeg ikke erkende det. Jeg var nok ikke klar til at erkende det. Jeg ved det stadig ikke.

Men, da jeg kunne mærke, at jeg mistede mig selv mere og mere, erkendte jeg mere og mere;
jeg gik fra at være den altid smilende, glade, overskudsagtige og sociale pige  til at være hende, som ikke følte hun måtte være glad, havde svært ved at smile, havde meget mindre overskud og næsten aldrig så sine veninder og venner mere -
jeg gik fra at være stærke Maibritt, som kunne klare så meget, til at være pigen som åbenbart blev skubbet rundt i manegen (dette fatter jeg stadig ikke den dag i dag - jeg lærer aldrig at betegne mig selv som svag) -
jeg gik fra at være hende som altid kunne bevare roen, til at være hende som har; råbt, skreget, grædt, tabt følelse med egen krop i et frustrationsudbrud, hvilket forårsagede at jeg pludselig lå på gulvet (læs; "jeg tabte mine ben") - stor hulkende (imens han kiggede koldt på mig og bagefter grinte) og været tilnærmelsesvis voldelig - fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre.
Jeg har nærmest ordret stået og sagt til ham;
"Du skal fremadrettet ikke have lov til at gøre mig så ked af det mere. Næste gang er det mig, der går en tur for at køle af, ikke dig. Du skal ikke have den her magt over mig. Jeg vil ikke tillade det mere".
Ja, nu sidder I nok og tænker; "hvorfor slog du ikke op der?" Hahahha, ja, det forstår man nok ikke, hvis man ikke har været i sådan et forhold, som dette var.

Men.. Jeg var på vej til at gøre det forbi med ham... Dette digt skrev jeg ikke ret lang tid inden, jeg slog op med ham - da jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne klare mere. At forholdet var for mærkeligt og jeg selv var ved at "connecte med min egen selvrespekt igen". Og dog... (I fornemmer nok i digtet, at jeg var mega meget forvirret). Men, hahahhah, det er vidst ikke så mærkelig...

Alt er usikkert, intet er sikkert.

Stilladset hvorpå vi står,

Afgør desværre vejen,

På hvorhen vi går.

Vores fundament skrider og vakler,

Imens jeg skriger og kravler.

Kravler i håb om tryghed,

Men ender oftest med at være ked.

”Sammen klarer vi alt”

”Du mister mig ikke”

Reflekteres disse ord egentlig i vores blikke?

Jeg ved det ikke.

Jeg elsker dig ubeskriveligt

Og ud over alle grænser.

Jeg giver ikke op.

Men jeg giver ind.

Jeg er i afmagtens lænker,

Og ved ikke hvad jeg skal gøre længere.

Har intet begreb om, hvad der vil hjælpe.

Denne tanke får mig til at skælve. 

Altså, dette skulle bare have været et kort indlæg - det er bare som om, at når der bliver slået hul på bylden, så flyder det bare ud med gammel klam betændelse! 

Men, jeg håber at affekten ikke løber af med mig og at jeg har skrevet noget, som udleverer ham og hans alt for meget... Det er ikke meningen. 

Hvis han lugter af lort, så er han en lort!

JEG HADER DET DU HAR GJORT VED MIG. Og endnu mere hader jeg, at jeg var så blind - at du gjorde mig blind og jeg lod dig gøre det. Du tog mig væk fra mig. Stykke for stykke og et sekund af gangen.

Jeg vil så gerne fortælle præcist hvad det er du har gjort og om hvilken frygtelig skadet person, jeg synes, du er. Men, du er jo nogens søn, bror, fætter, far og forbillede – hvilket faktisk er en skræmmende tanke. Men tanken stopper mig alligevel i at skrive det meste. Og det er klamt i sig selv… Jeg burde nemlig være ligeglad med dig og dine følelser, for du gjorde jo et så stort arbejde i at ødelægge mig. Hvorfor skulle jeg skåne dig? Ja, for nogen giver det ingen mening, men for mig gør det. Jeg skåner dig at blive udleveret; jeg skåner dig for at jeg skriver ordret, kronologisk og affektivt hvad du har gjort og hvilket menneske du er – fordi; jeg er et bedre menneske end dig. Ja, det lyder ekstremt firkantet formuleret, men det er altså dét, jeg er nået frem til. Jeg kunne nemlig aldrig såre et menneske, på den måde som du sårede mig det meste af vores forhold igennem – for ikke at snakke om bagefter, da puslespillet gik op.

Jeg skriver jo heller ikke, at du er et dårligt menneske. Jeg skriver bare at du ikke er et lige så godt et, som jeg er. Og ja, det lyder ekstremt selvglad fra min side af – sådan skal det ikke forstås. Det handler ikke om at være bedst i al almindelighed, det handler om; forståelsen for almenmenneskelig respekt (især overfor de mennesker der er nærmest en), respektfuld-, omsorgsgivende-, empatisk-, solidarisk- og hensynstagende adfærd (især overfor de mennesker der er nærmest en) – og andre småting i samme boldgade. I disse kategorier, som et velfungerede voksent menneske oftest bisidder, havde jeg den største forståelse og anvendelsesdygtighed – mildt sagt. Med disse kategorier sat i fokus er jeg et bedre menneske end dig. Punktum.

Men det er ingen trøst for mig. Hvad skal jeg bruge det til?

Hurra (eller t-løk’ som du koldt ville have sagt), jeg er et bedre menneske end dig – hvad hjælper den følelse, hvis jeg ikke føler mig som mig selv, ikke ved hvem jeg selv helt er mere og værst af alt; jeg ikke er tilfreds med mit eget liv mere (eller igen)… Jeg gentager:

JEG HADER DET DU HAR GJORT VED MIG.

Heldigvis er jeg meget modstandsdygtig. Jeg skal nok klare mig og komme ovenpå igen – jeg er godt på vej – jeg har folk omkring mig som elsker mig<3. Jeg er bekymret for at du ikke kommer det. Jeg er KUN bekymret, ikke ked af det. Jeg har intet at være ked af. Du ligger virkelig i sengen, du selv har redt.

Jeg ryster stadig på hovedet og smiler ved tanken om alle de ting, som du har budt mig – alle de ting som jeg har fundet mig i. Jeg smiler fordi det giver så meget mening nu. Ingen normale mennesker er jo sådan.

Jeg lod dig desværre gøre det, fordi jeg ikke vidste andet – du var min første rigtige kæreste og jeg havde ingen referenceramme at sammenligne med, så jeg troede at det var normalt… Hahahha, nu griner jeg. Egentlig skylder jeg dig en kæmpe tak; en kæmpe tak for, du har givet mig nok ét at mit livs største lektier, nemlig; Hvis han lugter af lort, så er han en lort!

JEG HADER DET DU HAR GJORT VED MIG – men jeg takker også. Livet handler for fanden da bare om oplevelser – og du var en ekstrem dårlig én af dem. Hverken mere eller mindre. Bare det. Bare.

 ________________________________________________________________________________

Til den som læser dette og bliver arrig: Dette er også min historie og jeg fortæller den, hvis jeg har lyst – og guess what; det havde jeg;) Hvis du synes det er at udlevere ham, der ikke er blevet nævnt, så pis af; han gjorde værre ting mod mig – og han kendte til min blog og nogle af mine blogemner.

Til dig som læser dette og bliver bekymret: Jeg har det stort set fint. Hændelsen med HAM, lorten, skete i sammenhæng med en masse andet lort, hvorfor jeg nok lyder mere medtaget og påvirket end ellers forventet. 

En sidste bemærkning; jeg har villet skrive om dette i i hvert fald to måneder nu, og det er først nu jeg gør det. For jeg skulle gøre op med tanken om, jeg ville udlevere så meget af mig selv… Men altså. Jeg er jo ikke alene i denne båd – flere end mig har lignende oplevelser, så jeg gjorde det. Bum!