"Pussy over det hele", de unges seksualisering og lidt om min tid i gymnasiet...

Der er noget jeg gerne vil vise Jer.
Det er en aflevering, en kronik, jeg skrev i Dansk i gymnasiet. Men, ja, I kender mig, der kommer lige noget historie til historien.

Jeg var ikke glad for at gå i gymnasiet, eller rettere sagt, gymnasiet gjorde mig ikke glad, faktisk det omvendte. Gymnasiet gjorde mig depressiv – i hvert fald halvdelen af min gymnasietid var ”en dårlig periode”, som min læge sagde. Hun fik ret, for i dét sekund jeg fik min studenterhue på, kom glade Maibritt tilbage – den rigtige Maibritt. Jeg tror ikke I kan forestille Jer, hvor stolt jeg er for min studenterhue! Den kostede så meget af mig – blod, sved og tårer – bogstaveligt talt.

Der var mange årsager bag jeg havde det så dårligt i gymnasiet og de alle gik ud over min personelle integritet, selvbillede og ikke mindst troen på mig selv, hvilket blev afspejlet i min faglige kunnen. De afleveringer der var vurderet til at tage 4-5 timer brugte jeg 20-25 timer på – hver gang. Ikke fordi jeg bare sad og kiggede på min computer og ikke kunme lave en sætning, men fordi jeg blev ved og ved og ved og ved og ved med at skrive om – jeg stillede konstant spørgsmålstegn til mig selv og egen kunnen. Dette kunne desværre også ses på mit færdige produkt – jeg fik dårlige karakterer (0, 2, 4) og jeg blev mere og mere ked af det hele. Mine lærer var dog søde, for de vidste jeg havde det svært og de sagde til mig: ”Maibritt, kom nu, du kan godt, det ved vi – du skal bare lige give det sidste”. Men jeg havde bare ikke mere at give af. Jeg kunne ikke mere.

En dag i danskundervisningen havde vores lærer givet os, klassen, en kollektiv skideballe – fordi han synes vi viste for lidt engagement for det respektive undervisningsemne – og det pissede mig af, så jeg sagde; ”Nu er det altså sådan, at man viser engagement for noget som interesserer én…”, hans svar var; ”I går i gymnasiet, I er voksne og så skal man kunne engagere sig i emner der nok ikke interesserer én”. Min overbevisning mente jeg i fulde alvor – en af årsagerne bag jeg havde det så dårligt, var at jeg stod op til noget hver dag, som jeg absolut ikke havde lyst til – jeg havde ikke engagement for min egen hverdag, for mit eget liv. BUM!

På det her tidspunkt i mit liv, anede jeg slet intet om, at min fremtid ville byde på pædagoguddannelse med mulighed for kandidatudvidelse indenfor området, men…

En dag skrev jeg følgende kronik, om den har emne a la hvad jeg i sommers skrev bachelor om. Det skal lige siges, jeg fik 10 for denne kronik, jeg blev anerkendt på klassen af min dansklære – ja den samme som sagde ovenstående, og da alle var gået sagde han til mig, at han ikke troede på at jeg selv havde skrevet den. Han ville kun tro på det, hvis jeg fik 10 i min næste aflevering. Han blev dermed en af de mennesker, jeg hader mest. 

Moralen er; dengang jeg ikke troede jeg anede hvem jeg selv var, vidste jeg det egentlig godt. BUM!

Nu til kronikken:  

Pussy over det hele

Sex er overalt i vores hverdag. I radioen, i tv’et, på nettet, i blade, aviser og mange andre steder. Man kan ikke slippe for at konfrontere sig med emnet; sex, dagligt. Denne seksualisering af medielandskabet påvirker især de unge, da de er i en alder hvor grænser skal afprøves og voksenlivet skal læres, hvilket gør dem letpåvirkelige. Konsekvenserne ved at de unge bliver fanget som letpåvirkelige individer midt i et seksualiseret samfund, prøver forskeren; Sarah Højgård Cawood i artiklen ”Pussy over det hele” at klargøre igennem et interview med unge fra 7-9 klasse på to forskellige skoler. Hun tager i interviewet fokus på samspillet mellem medierne og de unges sprog og adfærd.

De unge får et engelsk/amerikansk inspireret sprog, da ord som bimbo, pussy, pimp og hoes dukker op. Disse ord er efterhånden en integreret del af de unges sprog, skriver Cawood, og dette skyldes især musikvideoer, hvor de som eksempel især bruger Christina Aguilera’s ”Dirty” og 50 Cent’s musikalske alfons-univers, da den video og det univers påvirker henholdsvis pigerne og drengene meget.

 Cawood skriver implicit, at de unges søgen efter deres identitet som voksen forhindres af omgivelserne, som her er seksualiseringen. Hvis vi først ser på pigernes dilemma, så ser vi, at pigerne bliver skubbet ind i en luder-madonna konflikt. En luder-madonna konflikt går ud på, at selvom de afskyr at deres køn konstant bliver brugt som et sexobjekt, så går de selv i udfordrende tøj, i frygt for at blive irrelevante som seksuelle væsener. Men pigerne er også fanget, for de skal også passe meget på at blive stemplet som billig - en luder, men de må samtidig ikke være kedelige. Desværre oplever rigtig, rigtig mange piger at de ikke kan leve op til disse kriterier, hverken med tøj eller krop, skriver Cawood. Hvis vi så ser på drengenes dilemma, så opdager vi at der i deres ikke bliver fokuseret så meget på deres køn, men mere hvordan de håndterer denne seksualisering i forhold til deres køn. Her menes, om de bruger det som et værktøj for stræben efter dominans eller for at gøre sig mere mærkbare og styrke deres machoattitude. I blandt drengene var tendensen ikke så generel, men meget opdelt i samfundsklasser, opdagede Cawood i hendes interview. Mere specifikt opdagede hun at drenge i arbejderklasseskolen bruger deres sprog for at markere deres hypermaskulinitet, og at de ikke anvender det mod/til pigerne, men kun iblandt dem selv. Hvor drenge i middelklasseskolen afbalancerer deres machoattituder og sprogbrug med ”korrekte” holdninger til ligestilling. Cawood siger nærmere at drenge generelt bruger mange ressourcer på at gøre sig hårde, da drenge vil undgå at komme i deres følelsers vold, da det ses som et udtryk for at man er svag og dermed ikke en rigtig mand. Angående dette mener Cawood at det er nødvendigt for dem at kunne håndtere den hårde følelsesmæssige bashing, som der hele tiden møder dem igennem det seksualiserede sprog, som de anvender til at oplærer sig til at blive en rigtig mand. Til at understøtte hendes pointe bruger hun et eksempel fra en dreng ved navn sayid:,

”Jeg er vant til at sige ”at jeg knepper dig” og sådan noget, men jeg mener ikke, at jeg knepper, vel”.

Det Sayid egentlig mener, er at han smadrer eller slår noget. Sprog som dette, det seksualiserede, er blevet gadesprog iblandt de unge, især drenge. De er blevet vant til at snakke sådan, også selvom at de er klar over at det ikke er det korrekte sprog at anvende, men hvad skal man gøre når omgivelserne dikterer at sådan er det og skal det bare være? Udfolder Cawood sig implicit. Drengene bruger også piger som et sexobjekt, til at få dem selv til at se mere macho og seje ud iblandt vennerne i skolegården. Dette er en tankegang de har fået fra 50 Cent og hans tilhørende alfons-univers. Da han, i sit alfons-univers, viser hans personlige status igennem materielle ting og letpåklædte piger som danser udfordrende op ad ham.

Denne opsættelse af seksuelle stereotyper i medierne, som Cawood er inde på at de unge har, mener hun videre har de konsekvenser at det ikke blot forstyrrer de unges sprog og adfærd, men også deres syn på ligestilling og deres muligheder for frit at kunne udfolde sin seksualitet. Hun mener, at den gængse opfattelse af kønnenes roller er, at kvinden er den dominerede og manden er den der dominerer. Uanset om man er kernedansker eller indvandrer. Indvandrere har dog deres eget dilemma angående dette, skriver Cawood, da hun har opdaget, at indvandrer ikke har en ligestilling som kan måle sig med de danske drenges, simpelthen fordi indvandrer drengene ikke har adgang dertil. Denne ligestilling bruger de danske drenge så til, at moderer deres hårde adfærd og retorik overfor pigerne med, hvor indvandre drengene jo benytter sig meget af det seksualiserede sprog og ”alfons attituden”.

Hvis man tager nogle sprogteoretiske opfattelser op imod det Cawood fandt ud af igennem hendes interview med de unge, opdager man, at deres seksualiserede sprog og adfærd, ikke er påtvunget dem. De unge har altid et valg. De valgte at lade sig påvirke af samfundets seksualisering. Det kan man sige at vi alle indirekte har gjort, men de unge har gjort det i en mere alvorlig grad end voksne, hvilket jo er Cawood’s pointe, og hvorfor er det sådan? Det er fordi at de unge er letpåvirkelige og meget afhængige af hinanden. Unge ser det at have en høj social status som det ultimative, og man kan ikke opnå dét, hvis man skiller sig ud og ikke er som de andre, tror de unge. Derfor påvirker seksualiseringen de unge meget, fordi det for dem er den måde man bliver i sin sociale status, sociale gruppe og man signalerer sit køn bedst på den måde, ”fordi når alle gør det, må det være det rigtige”.

 Hvis man ser på reklamen for Cult Shaker (som jeg ikke viser billede af her på bloggen grundet lovmæssige årsager), ser man, at Cawood har ret i hendes opdagelser, men der også er nogle af hendes pointer som her modbevises. For på denne reklame er det to piger der er fremstillet i et seksuelt betonet lys, og dette stræber imod den køns opfattelse som Cawood præsenterede for os. Da hendes opfattelse er, at den gængse opfattelse er, at kvinden er den dominerede og manden den dominerende. Denne reklame går direkte imod den holdning, da de to kvinder på billedet beviser at de tør at udfolde deres seksualitet, og at de altså er ligeså selvstændige individer ligesom mændene. Oven i købet markerer reklamen/kvinderne denne holdning med et fallos symbol, nemlig flasken. Flasken i denne reklame symboliserer at kvinderne altså godt kan klare sig uden mænd - også på den fysiske måde. Hvad der i reklamen stemmer overens med Cawoods opdagelser er, at kvinderne bliver meget udsat som et sexobjekt. Ikke nok med det, kan en reklame som denne give letpåvirkelige teenager piger mindreværdskomplekser ved at se sådan nogle flotte modeller i reklamen, da det giver dem det billede af at det er sådan man bør se ud, og at man ikke kan opnå høj social status, hvis man ikke er som dem. Ligeså ser drengene også disse kvinder, men de ser dem med lyst. Dette vil altså sige, at drengene ser på disse piger og ofte tænker at de er lækre og at de godt kunne tænke sig sådan en pige. Dette kan godt få konsekvenser for dem, da reklamen jo ikke er virkelighed, men blot en illusion. Langt fra alle piger ser ud som dem på reklamen, og drengene vil så opdage at hvis de partout skal have fat i en pige som dem, så skal de lave sig om. Men det kan man ikke, man kan ikke lave sig selv om, og man burde slet ikke forsøge. Dét de unge skal lære er, at sætte krav til dem selv som de kan leve op til, så de ikke ender som ensomme individer der for alvor er blevet fanget i seksualiseringens skærsild.

Billedet er lavet med PicsArt. 

Husk og følg mig på; 

Instragram: maibrittkuhr

SnapChat; mainit

Facebook: På denne side

Go' påske til Jer derude - 

XOXO

Vi burde have været lykkelige, ikke? Det burde ikke have været sådan, vel?

  I dag vil jeg gerne dele noget mere om min ekskæreste og vores forhold med Jer. Lad det være en lektie om hvordan et forhold IKKE skal være. Hvordan man IKKE skal tænke i et forhold, hvor man skulle forestille og elske og respektere hinanden - og ikke mindst; ville hinanden det bedste. 

Det skete jo ret tit, at vi skændes, min eks og jeg - eller snakkede meget om "os" og han truede med at gå fra mig... En aften efter en af vores evig-igangværende snakke om os, prøvede jeg at lave en skriftlig forventningsafstemning til os - som han egentlig var med til - indtil han kom hjem igen (han tog nogle gange hjemmefra), så synes han det var en fjollet idé... Min forventningsafstemning omhandlede; 

Maibritt:

Jeg skal blive bedre til;

§  Ikke at tage alt hvad X siger som et angreb

o   At have tillid til at X altid vil mig det bedste

§  Ikke at være så stolt

o   At indse at det er okay at fejle

o   Ikke altid give X skylden

§  At lade ”det” ligge – at sige pyt

o   Ikke at tage alt som noget vigtigt

§  Ikke altid at være bange for at miste X og forholdet

o   At have tillid til X

o   At have tiltro til forholdet

§  At acceptere at uenighed er en del af et forhold – og ikke nødvendigvis er en dårlig ting – mere en naturlig del af et parforhold

§  At værdsætte X mere og vise ham det mere

§  At lægge op til sex – når jeg reel har lyst til det

§  At modtage kærlighed

Maibritt om X:

§  Forstå at jeg nogle gange har brug for ”at læsse af” – uden af det skal snakkes om (altså om ting som ikke omhandler dig eller os, f.eks. skolerelateret) – men at du bare skal give mig kærlighed (knus og kys) og sige, ”Aj, hvor træls, skat” – eller noget lignende. Det kan godt være, at du ikke er enig, men hvis du kan se/høre/mærke, at jeg ikke er okay – hvorfor så ikke ”trøste” mig?

§  Forstå at jeg ikke altid har lyst til sex – men altid har lyst til dig. I mine øjne behøver det bare ikke altid at have noget med sex at gøre – men det kan også være at putte, kysse, kramme og have en hyggelig aften/dag, hvor vi er tætte og nære – men ikke inden i hinanden

X:

 X syntes, efter han var kommet hjem, at det var latterligt at det var nødvendigt at skrive sådan noget til hinanden og han sagde "At vi elsker hinanden er nok, så skal det nok gå". 

X om Maibritt:

 Ja... Her havde han slet ikke noget at sige... 

Sammen:

Dette punkt skrev jeg... 

§  Tænk positivt om hinanden

o   I vil hinanden det bedste

o   I vil hinanden

§  Tænk før I taler

§Vær lydhør overfor hinanden

o   Prøv intenst at forstå hinanden

§  Acceptere at uenighed er en del af et forhold – og ikke nødvendigvis er en dårlig ting – mere en naturlig del af et parforhold

§  Husk jer selv og hinanden på hvorfor I er sammen, hvor gode I er sammen

Jeg synes det er SÅ KLAMT, at jeg havde sådan nogle tanker om min ekskæreste og vores forhold, som jeg havde - da vi VAR SAMMEN... 

Nu har jeg ikke været i andre rigtige forhold end dette, så min referenceramme er ikke-eksisterende, men altså... Et parforhold skal da ikke være sådan, at man oprigtig er i tvivl om, ens kæreste vil én det bedste eller ej, at man ikke har tillid til personen og at man finder det nødvendigt at skrive en længere smøre på sin pc - for faktisk nok mest at overtale sig selv i, at det er noget pjat at forholdet er lort, end det er for rent faktisk at redde det. Og det er så klamt at jeg skulle skrive følgende til mig selv;  

"Det kan godt være, at du ikke er enig, men hvis du kan se/høre/mærke, at jeg ikke er okay – hvorfor så ikke ”trøste” mig?" For han trøstede aldrig og dét der med at forsone, det gjorde han heller aldrig. Det var altid ham der startede balladen og mig der på pædagogisk psykologisk vis prøvede at forsone os - så vi og vores forhold kunne lære af "snakken" og blive klogere og stærkere. Jeg slæbte det hele, jeg knækkede og fik nok. 

Jeg har i andre indlæg skrevet om X, så I ved godt nogle ting jo - hvis ikke - tjek min blog ud heh;), og I ved godt vi gik fra hinanden. Vi gik fra hinanden cirka 3 uger efter jeg skrev denne forventningsafstemning... Jeg anede ikke på daværende tidspunkt, at jeg ikke elskede ham mere. Jeg troede virkelig at jeg elskede ham. Vi snakkede om børn og at opbygge firma sammen, når jeg var færdig på uni (ja ja, noget modsatrettede ønsker for fremtiden, det ved jeg). Jeg fandt jo så ud af, at jeg ikke elskede ham. Jeg fandt ud af, at han skræmte mig. Jeg fandt ud af, at han jo frastjal mig mig mere og mere. Jeg fandt ud af, at det ikke var rigtigt for mig at være sammen med ham. Men inden jeg fandt ud af det - det slog mig som en hammer, en hammer kastet af ham og hans manipulerende væsen(!), men da den ramte, kunne jeg jo godt se, at det ikke er normalt - i min optik - at tænke sådan som jeg gjorde... Det gik op for mig hvor meget forholdet var en kamp for at nå til det bedre, hvor det bedre bare aldrig rigtig kom - når det var der i korte glimt, frygtede jeg hvornår han ville tage smilet fra min mund og det gode humør fra min krop - for jeg vidste det ventede rundt om hjørnet hele tiden. 

- Men altså hallo, I mere forholds-erfarede end mig - at jeg havde sådan nogle tanker, det er unormalt, ikke? Det er klare tegn på et usundt forhold, ikke? 

...Ja, jeg er stadig i tvivl, fordi jeg er en knust person her bagefter (når det kommer til mænd og parforhold) - og min referenceramme er sjovt nok ikke lige blevet større siden, heh;) 

Anyways... 

Jeg skrev også nogle forslag til hvordan vi kunne komme videre fra at være i krise - og til at finde hinanden igen (hvilket vi jo ikke nåde, inden jeg gik fra ham)... Ikke at jeg skal kalde mig for et "forholdsorakel" (for jeg er i virkelig det modsatte), men jeg synes faktisk at de opgaver/lege jeg kom frem med, den aften sidst i September, var helt udmærket - så dem kan I godt lade jer inspirere af;) heh. 

Opgaver/lege:

§  Skriv brev til hinanden om;

o   Det I bedst kan lide ved hinanden – og jeres forhold -  og hvorfor

§  Skriv sedler til hinanden om:

o   Det I bedst kan lide ved hinanden – og jeres forhold -  og hvorfor

§  Som I kan give til hinanden løbende

§  Arranger kæresteweekend

§  Arranger kærestetid i hverdagen – så tit I kan

§  Ros hinanden – værdsæt hinanden

§  Kys og kram hinanden flere gange dagligt

§  Vær ærlige overfor hinanden

o   Men med en omtanke; er det her nødvendigt at sige – kan det gøre ham/hende ked af det, hvilket ikke er nødvendigt? Er det nødvendigt for mig at komme af med?

§  Hav sex på nye måder

o   Skriv jeres fantasier ned på sedler og træk en ny hver gang

§   

   Men haahah, nogle af disse viser også bare hvor langt ude lortet min eks's og jegs forhold var, for altså... Punkter som disse; "Ros hinanden – værdsæt hinanden, Kys og kram hinanden flere gange dagligt og Vær ærlige overfor hinanden" - burde da være i et velfungerede voksent parforhold helt af sig selv, ikke? Altså... Vi var jo relativ unge (jeg trak vores gennemsnitsalder noget ned, hahhahah) og havde ingen børn i hverdagen... Og vi havde ikke en gang været sammen i et år... Og vi var lige flyttet sammen i det lækreste hus... Vi buede have været lykkelige, ikke? Det burde ikke have været sådan, vel? 

  Misforstå mig ikke, jeg vidste det var den rigtige beslutning at gå fra ham. Men det er mere... Jeg har ret i, at have sådan nogle tanker i ens forhold er usunde, ikke? 

   Jeg håber I nød indlægget - og I skal være meget velkommen til at svare:)

   Billederne er lavet i samarbejde med; Bitmoji.

Kan der ikke ikke være plads til mig i himlen - bare en gang imellem?

Det du skal til at læse nu, skrev jeg for cirka 3 år siden, da jeg var i udlandspraktik i Thailand. Det handler ikke om Thailand, det handler om noget helt andet. Det handler om nok dét som er menneskets største eksistentielle dilemma.  Jeg fandt det i dag, da jeg ryddede op på mine eksterne hukommelser til min PC. 

...Hov, hent lige en kleenex inden du læser, ikke;)  

Her til aften har jeg set en film sammen med nogle af mine veninder. Filmen handlede om, hvordan en søster - genetisk manipuleret - var kommet til verden for at redde sin søster fra leukæmi. Filmen sluttede med, at den cancer-ramte søster døde og det gik op for den genetisk manipulerde søster, at hun ikke var kommet til verden for at redde hende, men for at være hendes søster. Og idet gik det op for hende, hvilken fantastisk søster den cancer-ramte havde været for hende – at deres søskendebånd var dét det hele handlede om. Efter den cancer-ramte søster døde var hendes familie på kirkegården for, at ligge hende til hvile og årerne efterfølgende afholdte hele familien ferie det samme sted, hvert år på akkurat samme tidspunkt, i minde om hende.

Det fik mig til at tænke på dig, Lillesøster. Det fik mig til at tænke på, hvordan jeg ikke var der for dig. Du døde LIGE ved siden af mig. Nogle specialister har siden fortalt mig, at tvillinger har et specielt bånd, som ingen andre har og ingen andre nogensinde vil forstå. Jeg ved, at ingen andre forstår det, det kan jeg mærke på folk, når jeg snakker med dem om det og dig. Men, hvor blev vores specielle bånd af, da du havde brug for styrke fra mig til at (over)leve? Hvorfor sansede jeg ikke, med det samme, at dig hjerte stoppede og dit liv ebbede ud? Hvorfor? Jeg kunne have skreget og vækket mor i tide, jeg kunne have gået ind i din sjæl og bedt dig om at holde ud, jeg kunne have overført dig noget energi. Jeg kunne have gjort så meget, tror jeg.

Jeg mindes alle de gange jeg besøgte dig oppe på kirkegården. (På den gravplads der så fejlagtigt blev taget fra mig). Hvordan jeg lagde breve til dig. Jeg mindes hvor meget jeg snakkede med dig. Jeg har så mange minder om dig, men ikke med dig.

Igen i aften gik det op for mig – imens jeg sidder her i Thailand på mit livs rejse – at dette atter er noget jeg gør med dig i mine tanker. Du er der altid. Jeg føler, at jeg skal leve mit liv for to, og den skræmmende tanke er, at jeg er bange for, om jeg gør det godt nok. Jeg er bange for, når vi atter bliver forenet, om du er tilfreds med det liv, jeg har levet for os. Dette er ingen klagesang jeg kommer med. Det er helt okay, at det er sådan her. For det er mig, der er den levende del af os, det er mig, der er her fysisk til at kunne gøre handlingerne. Igen skal du vide, at hvis det var muligt, så byttede vi plads. Ikke for evigt, men bare nogle gange i løbet af et år, så du kunne opleve livet og ikke være det franarret. For jeg vil omvendt heller ikke ønske for nogen – slet ikke dig – at leve med denne form for eksistentialistisk smerte, hvis det nu var dig der levede og mig der var død. Sådan noget her, er da vidst det, man kalder et af livets store dilemmaer!

Det er unfair at du kom til verden – kun for at dø. 

…Kun for at dø… Jeg ved du kæmpede en brag kamp for ikke at dø. Hele to gange klarede du kampen, men ikke tredje. Jeg ved ikke hvilken religiøs herre du sidder oppe ved, hvis du overhovedet gør det, men hvis du gør, så vil jeg gerne have et alvorsord med ham. Jeg vil høre, årsagen, jeg vil have svaret på mit evige spørgsmål; Hvorfor skulle vi skilles ad og hvorfor sådan? Hvorfor skulle du have de tre måneder, hvorfor skulle du pines, hvorfor skulle du franarres livet? Svaret må være, at englene manglede en pige, der ikke var favoriseret at jordiske elementer. Men problemet er, at jeg ikke helt tror på sådan noget. Jeg ville gerne, men dit fravær er paradoksalt også årsagen bag, at jeg ikke kan. På dette område er jeg et rod.

I filmen troede den genetisk manipulerede søster på, at hendes cancer-ramte søster var blevet en lille del af den blå himmel. Det tror jeg ikke på, du er. For hver gang jeg tænker på dig, så kikker jeg op på stjernerne. Jeg tror, at du sidder deroppe i blandt – som en stjerne. Jeg tror, du sidder deroppe iblandt og kigger ned på din familie. Det er lidt fjollet, at jeg skriver det nu, efter jeg lige har klargjort, hvor meget jeg ikke tror på overnaturlige ting. Men der gemmer sig endnu et dilemma inden i mig… For du er jo ikke overnaturlig og du er så absolut ikke en TING. Du er min tvillingesøster – du er en del af mig. Min tro på, at du sidder deroppe iblandt stjernerne kommer garanteret af, mit behov for at vide, at du ikke er væk for evigt. For det ville jeg ikke kunne holde ud at tænke på. Det ville betyde, at en del af mig også er væk for evigt. Jeg vil altid tro på dig. Og du vil altid kunne stole på mig. Jeg vil leve mit liv, som var det dit. Jeg vil leve vores liv, så godt jeg kan.

 
Jeg savner dog din gravplads. Det er der, jeg snakkede allermest med dig. Det var der, jeg var tættest på dig og kunne føle dig allermest. Jeg forbander ham, som tog den fra os, og alt hans væsen, det skal du vide.

Allermest så savner jeg dig. Jeg er så ked af det lige nu, fordi det igen gik op for mig, da jeg så filmen, at du stadig mangler og det gør ondt at vide, at du altid vil det. Det er ulideligt og unfair.

Jeg har været i Thailand i 5 måneder nu og har flere gange haft lyst til at skrive om noget emotionelt, det rør sig inde i mig. Men det der rent faktisk fik mig til det, var da det var noget, der handlede om dig, Lillesøster. Jeg tror på, at specialisterne har ret. Vi har et specielt bånd, du og jeg. Nogen gange ødelægger båndet mig, men det er intet op imod hvad du definitivt har været oppe imod. Jeg er bare ked af, at båndet ikke reddede dig,

Til dig der læser dette. Idet du læste det skrevne ovenfor, gik det op for dig, at det var mig noget meget personligt og yderst følsomt. Men, det er min historie og jeg er et menneske ligesom dig – med alle former for følelser. Vi har alle noget at være oppe imod – og det vi nogen gange er oppe imod, kan få os SÅ langt ned på et splitsekund. Det tror jeg på, er helt normalt og naturligt. Hvordan vi bearbejder det er forskelligt, jeg bearbejder det ved at skrive.

Hvorfor jeg vælger at offentliggøre det? Min blog handler om at være menneske. Og et menneske er ikke perfekt, det tænker både rationelt og irrationelt. Det skrevne ovenfor er mig, når mine tanker tager en vandring ned af irrationalitetens gang. Noget af det, jeg er oppe imod - igen og igen - i mit liv – er tabet af min tvillingesøster. Og det skammer jeg mig på intet tidspunkt over. 

OBS: Billederne er lavet med Bitmoji. Tak PocaBella for din hjælp. PocaBella er en fantastisk blogger, tjek hendes blog af samme navn som brugt her:) (Fordi jeg ikke linker til den skyldes, jeg ikke helt har styr på de der regler om det, heh;))

Kunne I lide et indlæg som dette eller? :)