Velkommen til Bloggers Delight. Dette er dit første indlæg. Rediger eller slet det og begynd så at blogge!

Den første uge i det nye år er overstået.

Kan du mærke den nye dig?

Ja, jeg refererer til al den hurlumhejs der er angående nytår, nytårsaften, nytårsskiftet og de tilknyttede nytårsfortsæt. Nytårsforsættendes tendens såsom at tabe sig, blive mere trænet, ændre jobstilling, få nyt job, få højere løn, rejse mere, opleve mere, leve mere ? er mest ?in?.

Nogle mennesker snakker højt om deres nytårsfortsæt. Det gør de nok, fordi de har en skjult forventning om, at offentliggørelsen af deres håb og indre ønsker for fremtiden, vil biddrage til øget motivation for at gennemføre forsættet. For hvis de ikke gennemfører forsættet, kan de blive mødt af ?Skammens Øjne?, som Sartre kalder den intersubjektivitet, som opstår i det, et menneske bliver målt og bedømt af andres blikke. Ergo de mennesker du fortalte om dit nytårsforsæt kan f.eks. have en mening at fortælle dig om dit engagement eller mangel på samme i gennemførelsen og opnåelsen af dit fortsæt.

Der er også de personer, som tier med deres nytårsforsæt. Det gør de måske fordi de er usikre på, hvorvidt de kan gennemføre forsættet eller/og de er usikre på hvorvidt forsættet egentlig er helt relevant. For hvis det ikke er det, hvorfor så overhovedet gå i gang med det?  Hvorfor så overhovedet fortælle det til nogen? Ergo, dem der tier er nok usikre på relevansen af forsættet, på deres egenskaber til at gennemføre det relevante forsæt. Ergo er den tiende nok usikker på sig selv angående målopnåelse –  og denne usikkerhed resulterer i, de ikke vil risikere et møde med ?Skammens øjne?.

Og så er der de mennesker, som ikke kan se relevansen med overhovedet at lave nytårsfortsæt. Jeg er én af dem. Jeg laver mål for mig selv hele tiden, hele året rundt. Jeg kan ikke se nogen fordrende effekt ved at gøre det til nytår. Der er nogle mål og håb fra det gamle år, som jeg tager med mig i det nye år, hvis nødvendigt. Jeg vil ikke dunke mig selv oven i hovedet eller blive imødekommet af ?Urskammens øje?, hvis jeg ikke opnåede alle mine mål (jeg tæller altså store som små!) i det gamle år. Jeg vil hellere tage den tid til dem hver, som er nødvendig. Alt kan jo ikke nås på et år og nogle ting er altså ikke op til én selv. Og hey ? det hedder jo også et nytårsforsæt, ikke; ?Nyt år ? ny begyndelse, det gamle år lig med gamle jeg, det nye år ? det nye jeg skal laves?, nej, det er en meget moderniseret forståelse af nytårsforsæt-begrebet.

– Psst! Vi har dog alle dén ting til fælles, at vi forholder os til os selv ? på den ene eller anden måde. Dén effekt har nytåret på os alle sammen. At vi oplever vores ?selv? i kraft af at vi forholder os til at vi kan forholde os til os selv, som vores ærede Søren Kierkegaard har skrevet i ?Sygdommen og døden? (1849):

?[?] Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv; eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv. Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv. [?]?

…Så, om du er tilhænger af nytårsfortsæt på den ene eller anden måde, eller, ligesom jeg, ikke kan se relevansen, effekten og motivationen af dem, så vil jeg æde min gamle hat på, at nytårsskiftet får dig til at forholde dig til dig selv og din måde at leve på. Det er som en centrifugalkraft, som menneskeheden ikke kan fraruske sig. Men det er altså også okay at reflektere over sig selv og sin tilværelse ? det må bare ikke tage overhånd.

 

 

 

 

 

?Jeg ville også ønske, at jeg bare var en patient med influenza, som du hurtigt kunne fortælle mig om næsespray og hvile ? men det er jeg altså ikke!?

Sådan sagde jeg til min daværende læge, da han og jeg igen, under en 10 minutters konsultation, havde snakket om, hvorvidt jeg ikke kunne få længere konsultationer hos ham. Min læge sagde;
?Hvis jeg bruger mere tid på dig end de 10 minutter, så gør det, at jeg skal arbejde i min fritid og så får jeg ikke løn, og det gider jeg altså ikke.?

Det er altså ikke fordi jeg er en kold kælling i mangel på empati angående min læges arbejdsforhold, jeg kunne sagtens forstå hans argument, men nu er det bare sådan, at jeg rent faktisk – og af ham nogle måneder forinden – blev diagnosticeret som kompleks kronisk smertepatient med neuropatiske smerter (dysfunktionelt nervesystem).

Min nye diagnose gjorde, at jeg ofte gik til lægen. For der skulle findes den rette medicin, holdes øje med symptomer og bivirkninger og sådan. Og en konsultationstid på 10 minutter efterlod ikke megen ?snakketid? som var ? og til stadighed, er alfa omega for mig og mit psykiske velbefindende i al det her. Jeg manglede, at min læge havde tid til at snakke med mig, tid til at kunne svare på mine spørgsmål og dermed give mig forståelse og ro i tankerne. Så jeg gik tit fra min læge ked og frustreret, for jeg følte mig altid negligeret. Jeg følte mig tingsliggjort ? som en genstand på en fabriks rullebånd, som skal køre hurtigere og hurtigere ? jo flere patienter på båndet, på en time, jo flere penge i kassen!

Disse følelser resulterede i, at jeg konfronterede min læge med, at jeg ønskede mere konsultationstid, hvor han frustreret sagde ovenstående og ?det er ikke mig der har bestemt reglerne for konsultationer, hvis du gerne vil vide mere, så skal du snakke med Bent Hansen?.
Så det gjorde jeg.
Jeg indledte mit interview af Bent Hansen med at fortælle et resume af mine anamnese og min dertilhørende frustration. Jeg sagde; ?Jeg synes, det føles som om, at vi patienter er genstande på en fabriks rullebånd – og der skal vi jo ikke hen?. Hvortil Bent Hansen svarede ?Jo, men problemet er jo, at en hver læge er en selvstændig erhvervsdrivende? [Dette gælder også selvom den enkelte læge er en del af en praksis bestående af flere læger og andet personale, fortalte han].
Hvad det vil sige, at en læge er en selvstændig erhvervsdrivende versus tilknytning til regionen og sundhedsudvalget 8som Bent Hansen på det tidspunkt hvor interviewet fandt sted, var formand for),  uddybede Bent Hansen ved at sige; ?Vi indgår ikke en overenskomst med dem, men en kontrakt ? og hvordan han [den enkelte læge] tilrettelægger sin forretning, det blander vi [regionen, sundhedsudvalget] os ikke i. Vi blander os i at de patienter der er tilknyttet, de får den kvalitet de skal ha??.
Aha, så indtjeningen i lægens praksis består altså af honorar fra regionen og varer på fabriksbåndet – hov undskyld, jeg mener patientrelaterede opgaver. Herom sagde Bent Hansen: ?Der er sådan et fast honorar, som dækker sådan mellem 25 til 30 procent af indtjeningen, og så, godt 70 procent af deres indtjening er beløb per kontakt per aktivitet de [lægerne] udfører, for eksempel hvis de udskriver en recept, har en konsultation og så videre. Der er en stribe forskellige aktiviteter de kan lave. Sådan er de almene praktiserende læger og de er privatpraktiserende læger ? de er ikke ansatte, de har ikke fast løn.?

Jeg spurgte så Bent Hansen om, at det kunne være på grund af lav normering, altså for få læger til mange patienter, der gør at min læge blev frustreret, da jeg imødekom ham med min frustration om manglende konsultationstid, hvortil Bent Hansen sagde det samme igen, blot metaforisk; ?Jeg blander mig ikke i en tømmermesters arbejde, som jeg har bestilt til et projekt. Jeg blander mig ikke i, om tømmermesteren bruger 1 eller 5 svende, bruger 10 eller 40 timer – jeg har betalt en vis sum penge for, han skal levere lige nøjagtig dét han kan levere?.
?Hvordan lægen organiserer sig internt i sin klinik, det er ham som driftsleder og ejer af klinikken der bestemmer det. Vi har en kontrakt med PLO [Praktiserende lægers organisation], og når du er tilknyttet en praksis, så udløser du et beløb, selvom du aldrig kommer der. Lægerne får et fast beløb for at have dig uanset. Og så får han [lægen] selvfølgelig også et beløb, når han udfører en aktivitet ? og det er op til ham at uddelegere opgaver til sygeplejeske, bioanalytikere og så videre. Lægen har forskellige roller, som han skal udfylde. Han er læge, fagperson, leder og ejer. En læge er ikke ansat, en læge har direkte ansvar?.

Jeg spurgte da ind til, om det hele så handler om, at lægerne vil have flere penge, for eksempel igennem honorarer, så de ikke skal proppe deres dag med patienter og patientrelaterede aktiviteter – for at have råd til at have længere konsultationer per patient, hvortil Bent Hansen svarede; ?At lægerne gerne vil have flere penge, det er ikke noget nyt. Det ved jeg godt de vil. Og vi [regionen, sundhedsudvalget] er i forhandlinger med dem nu og forhandlingerne er faktisk lige brudt sammen, fordi vi ikke er enige om, hvor mange penge de ska? ha?.
?Enhver vil jo gerne have en større bid af kagen og alle ved at de offentlige finanser er under pres for øjeblikket, og lægerne presser på lige nu. Og i de forhandlinger, som vi forsøger at gøre med dem i tiden, er det som om de [lægerne] siger ?den bid af kagen, som er tilbage ? den vil vi have alt sammen –  sygeplejersker ? alle andre, skal ikke have noget!? Men hvis du ser på livslønnen for en læge, så er det lægen som har den langt langt største løn ? og i forvejen er det dem der får mest. Jeg synes det tilbud de har fået er rigtig rigtig godt ? men de vil så åbenbart have mere?.

En af Bent Hansens løsninger til lægerne og som kan konfigurere mere konsultationstid per patient er, at lægen skal blive bedre til at tage ejerskab, til at lede og dermed også sagt til at uddelegere opgaver til andet relevant sundhedspersonale ? for der vil altid ?være det der spil om økonomien?, som Bent Hansen formulerede det.

I interviewet uddybede Bent Hansen dramatisk ved at sige; ‘

?Hvis jeg skulle give de praktiserende læger de penge, som de gerne ville have, så skulle jeg gå op på sygehusets hjerteafdeling og tage pengene deroppefra. Og det er jeg bare nødt til at sige; det gør jeg ik?.?.

Bent Hansen pointerede, at der ikke er blevet krævet af de praktiserende læger at skulle yde 2 procent mere, som sygehuset er blevet påkrævet. Bent Hansen vedholder, at lægerne skal se på egen arbejdstilrettelæggelse, se på den måde de indretter deres klinik, kigge på arbejdsfordelingen faggrupperne imellem og så videre. Det tror Bent Hansen er ?vejen ud af det?.

Opsummerende kan siges, at al den økonomi-snak er grundlæggende årsagen bag, hvorfor lægerne har den lille rum konsultationstid til hver patient. Men! Jeg undrede mig fortsat over, hvordan lægerne ? eller hvem der nu tager sådanne beslutninger ? er kommet frem til, at en konsultation skal være lige præcis 10 minutter per patient. Hvilket jeg selvfølgelig spurgte ham om og han svarede; ?Men det er jo sådan noget gennemsnit. Altså nogle kommer ind og skal ha? øh, fornyet en recept til p-piller, øh, det er nu ikke sikkert det tager 10 minutter. Øh, og nogle kommer hvor man siger ?hold da op, du har godt nok fået en ordentlig én og du skal have renset det sår og vi skal have tilkaldt sygeplejersken og hun skal gøre noget, og så kommer du med ud og skal ind igen ? det er altså mere kompliceret. Det er sådan et gennemsnitstal. Det er til stort og småt ?. Det svar kunne han ikke spise mig af med? For, det er vel heller ikke alle patienter, som optager alle de 10 minutter? Hvad med nogle patienters ?restminutter?? Kan de ikke gå til de mere komplekse patienter? Kan der ikke være tider til den gennemsnitlige patient og tider til den komplicerede patient? Hertil svarede Bent Hansen; ?En erfaren læge og en erfaren sekretær kan jo godt, i den der tilrettelæggelse, sige ?nu kommer den der [patient], det ved vi godt, det er ind og ud igen, nu komme der en [patient] ? der vil nok gå et kvarter ? og så videre. Det finder man så ud af. ?.?

Afslutningsvis på interviewet imødekom jeg Bent Hansen med, at jeg syntes han ansvarsmæssigt distancerede sig fra, hvad jeg imødekom ham med. Han svarede til dette; ?Det vi [regionen, sundhedsudvalget] forsøger at gøre sammen med de praktiserende læger og deres samlede organisation er, at vi forsøger at inspirere til, i langt større omfang, at ha? andet personale inde, sådan man kan lave den der arbejdstilrettelæggelse, så man kan bruge de lægelige ressourcer rigtigt. Og det er fremtidens udfordring. Lægerne skal lære at være virksomhedsejere og ledere?.

Bent Hansen erkender, at de gennemsnitlige 10 minutter som der er afsat per patient pt, kan sættes sammen på en ny måde; ?Konsultationer på 8 minutter, konsultationer på 10 minutter og så videre, på baggrund af erkendelsen af, at der er nogen, der tager længere tid end andre?.
Dét vil jeg, som patient, se frem til kommer til at ske. Vil du ikke det?
Dét vil gøre, at jeg, som patient, vil føle mig anerkendt af lægen.

Noget helt andet er al den økonomi som Bent Hansen snakker om qua praktiserende lægepraksis. Selvfølgelig er der ?penge i? at være praktiserende læge og have en praksis. Samt ved alle vidst, at læger tjener godt ? men hallo, de sørger altså også for, at du og jeg er så sunde og raske, som vi kan være. En læge er der altid for os, det har de endda skrevet under på (lægeeden). Og pt bliver danskens helbred gennemsnitlig ringere og ringere, så vores læger får mere og mere at lave. Så jeg kan godt forstå min læges frustration nu. For det lyder da på Bent Hansen som om, at den praktiserende læge skal arbejdsbebyrdes noget mere end at ?få? penge, lig med hjælp fra regionen, sundhedsudvalget, ? eller er det bare mig, der tolker det sådan?
?Men hvis de praktiserende læger skal have penge, så slår vi alle nuværende patienter oppe på hjerteafdelingen ihjel?

Hvilket valg er det rigtige?

*Sponsoreret. I søndags fortalte jeg jer, at det var noget der havde gjort, at min dag var så god, som den var.
I søndags gjorde jeg nemlig noget, som jeg læænge har udskudt og endda troet aldrig skulle ske.
Jeg købte en ny computer – faktisk ikke bare en hvilken som helst computer – men en Macbook Pro 15.
Jeg har virkelig længe udskudt at købe en ny pc, da ja – de jo ikke ligefrem er gratis, vel…

Jeg har rendt rundt med en 5 år gammel og langsom PB, som var en klods om benet – nærmest bogstaveligt. Og her for nogle måneder siden overvejede jeg virkelig meget at købe den der guld Macbook 12 man kan få – for netop at slippe for at rende rundt med en mursten i tasken til hverdag. Men… Så havde min roomie en kammerat, som gerne ville sælge sin Pro og han lod den endda stå oppe ved os i en måneds tid, så jeg kunne kigge på den, prøve den og sådan… Og lige pludselig fik jeg en besked om, at han var gået yderligere ned i pris. Meeen… jeg tænkte videre i nogle uger.

Hvorfor jeg tænkte så meget over det? 
Jo, fordi… Jeg synes også en pro 15 er tung og stor … Så jeg var bange for, jeg ville være ked af at købe den frem for guld macbook’en til omkring de der 13.000kr. Selvfølgelig var pro’en billigere for mig at købe, da den jo var brugt…

Hvad gjorde jeg så?
Jeg kunne da ikke dy mig! Selvfølgelig ville jeg spare omkring 10.000kr og købte den bruge mac pro 15. Og den er simpelthen fantastisk. Jeg er så glad for den. Den er slet ikke ligeså meget en klods som den gamle PB. Og ja, ærligt talt – nu har jeg en Iphone (som jeg også har købt brugt) og en macbook… Og jeg er tosset med det.  Lidt materialistisk må man da have lov at være 😉 hahahha
Og ved I hvad… Nu ligner jeg også alle de andre uni-studerende – wiiiihuuu 😉

Hvorfor jeg troede det aldrig ville ske?
Fordi  både en Iphone og  en Macbook  er mega dyr jo! Jovist mega lækker – det er jeg med på nu – men også mega dyr.
Jeg havde ikke haft hverken min Pro eller min Iphone, hvis jeg ikke havde kunne købe det brugt fra venner og bekendte. Det ved jeg.
Og… Fordi jeg indtil for et år siden har haft et antiparti imod Mac produkter generelt, da produkterne er så dyre som de er og jeg dengang synes Mac var indspiste… Men ja, jeg er omvendt nu og er nu “afhængig” af produkterne. Ærlig talt.
De er jo SÅ lækre 😛

Men ja, dette køb gjorde især hele min søndag fantastisk. Jeg sad med pro’en hele dagen og installerede, gjorde den klar, bloggede og legede, heh 🙂 Jeg var så lettet over endelig at have taget beslutningen – som jeg er sikker på er korrekt.

Og prøv lige se, hvor den pynter i mit kontor:

Men.. Egentlig… .Er det kun mig, eller

Hvordan har du det med  materialisme? Er du  også en materialist?  Bare lidt?

Nys nys fra mig dig 🙂

(Jeg skriver at dette indlæg er sponsoreret, da der vidst er nogle regler om, at hvis mærker nævnes og sådan, så skal man skrive sponsoreret).

OH BOY – der er VIRKELIG sket meget, siden sidst jeg skrev til jer angående min lortekrop!

Jeg slap jer vidst sidst med, at min læge, i samråd med neurologen der tidligere har undersøgt mig, havde diagnosticeret mig som kronisk smertepatient med kroniske neuropatiske smerter – og at jeg skulle starte med at have antidepressiv medicin i mod dem.

Jeg fik den antidepressive medicin i noget tid. Det virkede ikke.
Så fik jeg epilepsi-medicin i noget tid. Som heller ikke virkede.
Sååå fik jeg 150mg Lyrica i 3-4 måneder – og det virkede heller ikke.
Da blev jeg øget 150mg i Lyrica, og kom op på 300 mg. dagligt.  Og det er her jeg er nu og jeg oplever en okay virkning af medicinen, hvilket vil sige, at mine normale daglige smerter er til at tolerere – for det meste.
Inden jeg nåede hertil, inden jeg kom på en medicin som var god til mig, da ventede jeg forgæves i cirka 10 måneder, hvilket gjorde mig skør. For, for det første, så havde jeg en masse smerter, som mere og mere tog af mit psykiske overskud, og når mit psykiske overskud er lavt, kommer der flere af de fysiske symptomer – opdagede jeg… Så, fra i sommers af, begyndte jeg for alvor at tage kosttilskud;

Fiskeolie
Multivitamin
D-vitamin
B-Complex vitamin
Magnesium

…og det gør jeg stadig – og det er ikke de billige præparater jeg napper i mig hver morgen… Jeg ved godt, der er mange delte meninger om effekten af kosttilskudspiller – men jeg føler simpelthen, jeg bliver nødt til at gøre noget selv, for at bedre min krop i den daglige kamp den har – udover at spise overvejende sundt (ja, det er altså virkelig nitte at have hang til trøstespinsning i min situation). Og jeg er yderst meget begrænset i at bevæge mig mere end mine hverdag byder mig… Så, det savner min krop og jeg også rigtig meget (ja ja, jeg ved godt jeg er en oplagt case studie for sjæle-legme problematikken sådan som jeg beskriver mit hoved-krop forhold – men det er altså nu engang sådan jeg har det, heh).
Nå, men… Ud over det, har min mave, siden engang i sommers, også drillet mig.. Så hver aften napper jeg lige to piller imod det også… Det med maven kan være bivirkninger fra medicinen eller noget andet…
Der er en del bivirninger og det hele påvirker mig ad helvede til – for at sige det mildt.

Siden i foråret, har jeg virkelig været meget igennem angående min lortekrop og dens påvirkning af især mit studieliv, men det vil jeg altså fortælle dig om næste gang – jeg lover du ikke skal vente så længe til næste indlæg denne gang.  Men hehe, hvorfor jeg har været så fraværende på bloggen, vil du også MEGET nemmere kunne forstå, når du har læst næste indlæg.
Næste indlæg kommer også til at gå mere i dybden af, hvad det egentlig vil sige, at jeg har kroniske neuropatiske smerter – og hvorfor jeg fortsat katalogiserer disse indlæg som jeg gør 😉

Jeg håber I har haft en dejlig søndag.
Det har jeg – af en ganske særlig grund eller to faktisk 😉 Ihh, hvor er der meget jeg skal fortælle – men ikke heri 😉

Nys nys, fra mig til dig 🙂

I denne klumme har jeg to scenarier, som begge handler om magtens forskellige facetter. De handler om, at vi som voksne mennesker altid har en magt over de ikke-voksne mennesker.

Jeg skriver om dette, fordi jeg synes, at vi voksne myndige mennesker, skal reflektere over hvordan vi påvirker børnene ? de ikke-myndige, med vores magt. Dette skal ikke henlede til diskussion om det er magt eller ej ? for det er det! Usynlig magt. Specielt den fra forældrene. Pædagogernes er definitionsmagt, professionel magt. Deres magt er mere synlig, da den er defineret, nedskrevet og hvad man kalder ?viden?. I den voksnes øjne er pædagogernes magt sat i en specifik forventningsramme ? men hvordan ser pædagogens magt ud i et barns øjne, tror du?
Barnet har ikke direkte viden om, at pædagogen har en magt over det ? det kan blot mærke det på direkte eller indirekte vis, ergo barnet bliver bekendt med magtens eksistens via oplevelsen af den.

Barnet ser nok de voksnes magt som et spindelvæv; a) enden bliver de først bevidst om dets eksistens, når de er løbet ind i det, b) eller de er på vagt overfor det hele tiden, fordi de af bitter erfaring har lært, at hvis de ikke passer på, får de et lige i hovedet igen, c) eller også er de snu og venter på solen kommer frem, så de tydeligere kan se det ? og undgå det. Langt de fleste børn starter med a og jo flere dårligere og dårligere oplevelser de får bevæger de sig ned til b og c.

Det første scenarie

?Far prikker sin snart syv-årige datter i maven og siger ?tykke mave, tykke mave?. Hun griner af det. De griner begge to. Det er en såkaldt intern joke imellem dem, kan jeg uden besvær opsnappe som tilskuer dertil. Og det er da dejligt. Eller er det det? Det er ikke første gang jeg har oplevet lignende scenarie ? fra moder, fader eller pædagog til en dreng eller pige?

Dette scenarie handler om kropsidealer. Er du klar over, hvor hurtigt, specielt piger, kan få teenageragtige tanker om sin krop? Få tanker om hvordan deres krop egentlig ser ud (hint; en negative krops-selvopdagende tendens) og hvordan de ville ønske den ville se ud? Altså de får idealer for deres krop. Svaret er: Det kan de få rigtig hurtigt. Og de får det jo ikke ingen-steder fra, vel? De får det fra deres omgivelser og de mennesker de omgås. Vi bliver jo ikke født med tanker om, hvordan vi vil lave vores krop om, de tanker kommer til os. Hvor tror I egentlig generelt kropsidealer kommer fra? Ja, de kommer fra os, voksne. Børn er neutrale og vi forpester dem med vores (usynlige) magt.

Ja, vi gør sku! Når vi peger på et 7 åriges barns mave og siger; ?tykke mave? ? så er vi allerede i gang. Grineri eller ej. For de tanker kan manifestere sig i pigens hoved og uden hun selv aner det, ændre hendes tanker om sig selv og hendes krop. Jeg siger ikke det sker, hvis det, som i scenariet her, kun sker én eller ganske få gange. Men hvis det nu uventet sker flere gange af flere forskellige personer, altså pigen aldrig kan nå at dukke sig for det skide edderkoppespind, så ruller snebolden og som tendensen viser i dette land, når det kommer til problematikker angående kvinde-kropsidealer, så har snebolden fart på og bliver tykkere og tykkere ? ligesom de fleste piger føler de er, men oftest ikke er, igen; som vi skal passe på vor 7årige.

Det andet scenarie

?Jeg sidder i toget, som jeg tit gør. Denne gang skal en børnehavegruppe ind. De sætter sig, med hjælp fra pædagogerne, så hurtigt og ikke-larmende, ned som de garanteret kan. Da jeg er uddannet pædagog og har et hjerte der smelter, når jeg oplever sådanne nogle situationer som denne, får jeg et helt naturligt smil på mine læber ? og garanteret også i mine øjne. Mit smilende ansigt får en sød lille pige øje på, vi får altså øjenkontakt. I og med jer sidder alene med tre tomme pladser omkring mig, klapper jeg på pladsen ved mig, for at vise hende, at der er plads hos mig. Pigen smiler tilbage, vender hendes lille krop helt hen imod min retning og hendes ene fod løfter sig fra gulvet. En af de tre eller fire pædagoger som var med denne større gruppe børnehavebørn, griber fat i pigens jakke, ovre på pigens ryg og rykker hende hen på et andet sæde.

Jeg sad lammet. Det var forfærdeligt at opleve. Denne pige blev så forvirret og jeg tror også hun blev forskrækket. Og det kan jeg da virkelig godt forstå!
Pædagogen kiggede slet ikke på pigen, imens hun trak i hende, flyttede hende. Pædagogen sagde heller ikke noget a la; ?hov, du er lige på vej derover kan jeg se, men vi skal lige sidde samlet, så du skal altså lige sidde her ved siden af Xander? ? og endnu bedre havde været hvis hun havde haft overskud til at kigget pigen i øjnene imens. Men det er garanteret netop dét, det handler om; pædagogens manglende overskud. Men hvis pædagogens manglende overskud udmunder i fysisk magtanvendelse imod barnet, så får vi skabt små mennesker, som bliver immune overfor edderkoppespindet eller som lever i overlevelsesmode hele tiden (hint c) i starten af klummen).
Fysisk magtanvendelse. Det lyder vildt. Men denne pige oplevede hendes krop blev flyttet, uden hun selv havde valgt at hendes fødder skulle gøre det ? med en hånd i ryggen der hev i hende og ingen guidene stemme der fortalte hende, hvad der foregik.
Du kan godt se, hvor jeg vil hen ad, ikke?? Vi skal tænke os om. Vi danner små mennesker, vi er altid rollemodeller, vi har altid en magt ? om vi vil det eller ej. Hvordan de små mennesker bliver voksne mennesker (som jo skal tage sig af os en gang), er virkelig først og fremmest op til os. Så vi skal tænke os om!

Kan I huske den klamme debat der var sidste sommer angående “den gode bikinikrop”.
Lur mig om den ikke fortsætter denne sommer – i én eller anden dur.
Så jeg vil gerne komme den lidt i forkøbet. For jeg synes den er latterlig.

Dette indlæg er faktisk en repost af et indlæg, som jeg skrev sidste år… Jeg har bare rettet det lidt til.

Here it goes:

BIKINIKROPPEN
Ja, jeg mener; “Bikinikroppen”. Ikke “den gode bikinikrop”. “Den gode Bikinikrop” er nemlig noget andet. Først og fremmest er det en sætning bestående af fire ord; 1) den, 2) gode, 3) bikini og 4) krop. Nuvel, anno 2017 har sammensat ord nummer tre og fire sådan ordet bliver; bikinikrop. Det lader jeg være, da mit fokus er et andet nemlig; diskursen og tendensen der er at finde i disse tre ord sat sammen i én sætning; “Den gode bikinikrop”.

BUM! Ordet; “gode”  er et adjektiv og beskriver substantivet, som her er; bikinikrop. Adjektivet kunne også være blå, så sætningen kom til at hedde; “Den blå bikinikrop”, og let’s face it, så havde det været mere neutralt og mindre holdningspræget. For eksempel er min egen association til sætningen; “Den blå bikini” smølfer i bikini – I shit U not!

Men, der hænger en tendens til at folk snakker meget om denne “gode bikinikrop”:

Hvad er den gode bikinikrop, hvad er så absolut ikke den gode bikinikrop, hvorfor er den gode bikinikrop den gode bikinikrop, hvorfor er den ikke-gode bikinikrop ikke en god bikinikrop og så videre…

Der er mange holdninger til (bikini)kroppen, som popper frem i takt med at klimaet bliver varmere og dansken smider mere og mere tøj. Men, tænk jer om – eller faktisk, lad nu vær’ med at tænke så meget over det for syv søren da! Det er os, mennesker, der laver diskurserne, tendenserne og holdningsstrømningerne. Husk hvad jeg skrev om Valentines Day – princippet er det samme, omdrejningspunktet er bare et andet.

Men, jeg skal da heller ikke lege en helgen, jeg har selv nogle holdninger til BIKINIKROPPEN. Ja, nu skriver jeg bikinikroppen, jeg kunne ligeså godt skrive; en bikinikrop, da den er den samme – e-n er bare flyttet over i forlængelse af ordet; bikinikrop, samt er et tilslutnings-p røget på, så fås ordet; bikinikroppen. Mere betydning behøver dét ord altså bare ikke at have!

En bikinikrop er en krop, der bærer en bikini. BUM!  Mangle der noget? Nåe jow… Denne krop er besjælet!

Kroppen er faktisk et menneske. Og dette menneske kan have det varmt, så varmt at det er mest rart at have minimalt – hvis ingen – tøj på. Ja, jeg inkluderer her nudister – og hey, hvorfor snakkes der aldrig om “Den gode Badedragtskrop” eller bedre endnu; “Den gode badebuksekrop”? Er der sneget sig noget sexistisk ind i denne diskurs og tendens? Kunne det tænkes? Denne lader jeg stå åben. Jeg reflekterer jo bare for et åben forum:)

Når dette menneske har det så varmt, at det smider tøjet bare “for at kunne være i varmen”, sker det, sjovt nok, oftest om sommeren, sjovt nok hvor emner såsom; “Den gode bikinikrop” florerer. Igen og igen og igen.

Lyder jeg bitter? Det er ikke meningen. Det er det altså ikke. Selvom jeg er overvægtig og også går i bikini –  og jeg skammer mig kun lidt.
Jeg skammer mig ikke fordi, jeg føler at jeg eksistentialistisk ikke burde gå i den – for det er fandme mit eget valg, men fordi jeg frygter hvad andre tænker om mig, når de ser mig (generelt), men sjovt nok også – og mere – i bikini/badedragt, tætsidden (for der kan jeg jo ikke skjule mig i lækker VINTERtøj – forestil jer hvor varmt det ikke ville være?!).
Men det tragiskkomiske er, at jeg tror faktisk at min frygt for andres reaktion på min overvægtige delle-krop kommer af, at jeg er usikker på mig selv. Men så tænker jeg altså;
Havde jeg mon været usikker på mig selv, hvis diskursen var mere anerkendende og mindre sexistisk? 

Nå, men I den her forbindelse  flasher jeg altså lige lidt billeder af min BIKINIKROP (som jeg faktisk synes kan se helt okay lækker og sexet ud). og… BTW; jeg ved godt jeg har store bryster – det følger faktisk med, når det overvægtige svedende menneske smider tøjet! hahahahha:)

Læg lige mærke til hvordan mit lårs fedt popper frem fra min bikiniunderdel – og se lige min appelsinhud :O

Se lige hvor stort mit lår er – og mega rundt. Mine tær kan liiiige anes 😉

Jeg er sådan en slags person som altid har gang i en masse. En masse bolde i luften. En masse løse tråde. Om jeg vil det eller ej. Om jeg vil det eller ej ? skal forstås som om, at jeg ikke altid føler, at jeg selv vælger hvilke bolde der er over mit hoved og hvilke tråde der snører sig mere og mere om mig. Men, ja, i og med jeg er et autonomt voksent menneske har jeg jo indirekte selv sat mig i suppedasen, med bolde der kan falde og destruere mig og snører der kan kvæle mig.

Hvorfor skriver jeg dette?

Det skyldes, at jeg også har efterladt dig, kære læser, følger, modtager, ven, familiemedlem, midt i en fortælling, som jeg virkelig er kommet til at tage i langdrag. Men altså, jeg har virkelig haft meget om ørene ? hvilket du ville kunne fornemme, når du læser med 😉 Inden jeg fortsætter med fortællingen vil jeg…

…Allerførst gerne lige klargøre, hvad jeg mente med; Incest-begrebet i disse indlæg, her og her. 

Der er faktisk en del der har henvendt sig til mig angående jeg skrev om, at jeg i september måned her i 2017, blev af Center for seksuelt misbruge i Aarhus bekendt med at jeg er incest-offer. Da jeg henvendte mig telefonisk til Center for seksuelt misbrugte fortalte jeg min historie og jeg fik at vide, at jeg gik under kategorien; incestoffer og at de jo gerne ville have mig til introduceringssamtaler. Jeg kunne ikke selv forstå det, for INGEN i min familie har nogen sinde gjort mig noget på dén måde. Hvilket jeg sagde til hende i telefonen. Hun svarede, at det er den gamle måde at forstå incest-begrebet på. Hun sagde at incestbegrebet er udvidet til at omhandle tillidsforhold generelt ? altså også uden for familien/beslægtede forhold. Og så kunne jeg jo meget bedre forstå det. MEN! Det er faktisk ikke dét de skriver på deres hjemmeside? Og det er underligt og professionelt klamt at hun har sagt det til mig, eftersom stedet repræsenteres af en anden forståelse af incestbegrebet?

Lad mig gøre én ting HELT klart: INGEN FRA MIN FAMILIE HAR FORVOLDT MIG NOGEN FORM FOR SMERTER ? MIN FAMILIE ER FULD AF ALMEN KÆRLIGHED

Men, hvad hende i telefonen sagde med tillid ? det er rigtigt nok. Fordi jeg har stadig, som 28  (sku egentlig snart 29) årig voksen kvinde, problemer med mænd, kæreste-adder og de der følelser man får/burde få, når man møder én, som bare er the shit, dét har jeg virkelig problemer med. Jeg passer så pisse meget på mig selv! Jeg bygger mure ? ja, i pluralis, op omkring mig selv, og de kan være svære at bryde helt ned for at komme ind til mig. For, hvordan kan jeg have tillid til at du, mand, vil mig godt? Hvordan kan jeg have tillid til at du ikke bare objektiviserer mig – Udnytter mig – Manipulere med og snyder mig?(Ja, min eks gjorde det jo ikke just nemmere for mig at bygge tillidsforhold op med mænd; læs indlæggende her, her, her, her og her)? Hvis jeg tillader dig at smadre muren, eller jeg selv smadrer muren for at lukke dig ind/komme ud til dig, kære mand, hvordan kan jeg så vide, at du ikke vil ødelægge mig ligesom muren nu er i tusinde stykker?

Hvordan kan man komme uden om disse bekymringer?

Jeg er kommet frem til at psykologsamtaler ikke er vejen frem for mig? Eller at vente alene på sofaen lørdag aften aj heller gør det for mig? Jeg er derimod kommet frem til; jeg skal turde. Jeg skal turde at møde en, eller en masse. Jeg skal turde lidt for lidt at lukke dem ind og lukke mig ud af murens klamme-indklemmende omklamrende tag på mig. I den proces skal jeg øve mig i, ikke at sætte de der mænd i bås, ikke tro blindt på at ?de nok er som?? ? jeg var lige ved at skrive, at jeg ikke skal være bange? Men sandheden er, at dét vil jeg altid være. Jeg vil altid være bange for at blive såret, ked af det og ødelagt (men er vi ikke alle sammen det i en vis forstand?). Jeg skal bare ikke lade frygten styre. Dét er det vigtigste. Jeg skal til slut turde at lade én ud af de andre mænd kommer så tæt på, at jeg bliver overbevist om, at mænd er gode nok ? at ham jeg har fundet er fantastisk ? og han ligeså, synes jeg er fantastisk – bare som jeg er. Dét er jeg kommet frem til at vejen frem. Vejen frem for mig i hvert fald.
Den seneste psykolog jeg var til, sagde faktisk også at jeg var for klog at udføre terapi med ? helt seriøst ? det sagde hun sku! Hih. Så der er jo kun livet uden for terapilokalet tilbage ? og det er bare heeeelt fint. Jeg er ved godt mod, har det fint ? på det her punkt. Men? Angående det med mine senfølger og min krop ? som jeg jo også skylder jer en masse mere fortælling om ? dét er desværre en modsat historie. En historie jeg er ked af er min.

Og denne historie havde jeg faktisk tænkt mig skulle komme her i dette indlæg. Men for at holde anslagende pr. indlæg sådan okay lavt (det er jo ikke just min skarpe side), så kommer den i et andet indlæg, som kommer inden længe. Så, stay tooned som man siger 😛

XOXO,

Maibritt

Kan I huske mig? Kan jeg huske mig?

Kender du dét der med, at man bliver væk? Eller i hvert fald føler at man er væk?

Du kan ikke se det, imens du er det. Det er først, når du ikke er det mere ? at du kan se, at du har været det. Imens du er væk, har du dog en vag fornemmelse om din mangel på tilstedeværelse ? ja, du har måske endda en erkendelse af, at sådan er det bare. Sådan er det bare lige nu. Og det er okay. Det må det da være? For du har ikke gjort det bevidst jo, vel? Ikke at man ikke bevidst kan gemme sig ? for selvfølgelig kan man det ? og det gør vi også en gang imellem, du gør det, jeg gør det ? alle gør det. Vi gør det, når vi vil flygte ? så gemmer vi os. Men at gemme sig og at blive væk er ikke det samme.

Jeg har været væk. Jeg har været væk i nogle måneder. Det har været nødvendigt. Jeg har været nødt til at prioritere imellem mine vigtigheder, mine ansvar, nødvendigheder og ikke mindst mine lyster. Nu får jeg det til at lyde som om, at jeg bevidst har været væk, altså har gemt mig. Men denne forveksling skal ikke ske. For jeg har ikke gemt mig eller flygtet fra noget. Nej, jeg har været væk fra nogle ting, så jeg bedre kunne koncentrere mig om noget situeret presserende. Sådan er det jo bare en gang imellem, ikke sandt?

Jeg har før skrevet om prioritering ? og prioritering sammenkoblet med overlevelsesstrategi. Og denne kobling hænger jeg fast ved. Men min prioritering har været over så langt tid denne gang ? at jeg blev væk og faktisk til slut bevidst gemte mig, jeg flygtede. Jeg flygtede ikke med halen mellem benene, jeg flygtede efter kampens hede var overstået ? og det var tid til at få ny vind under vingerne.

Hvad forårsager din væk-hed og trangen til flugten? Spørger du nu.

Mit svar er; sikkert ikke mere, end hvad din hverdag byder dig hver dag i en længere periode?? I disse to måneder, har jeg koncentreret mig om den samme mundtlige eksamen på DPU (faget hed; Pædagogisk filosofi og idéhistorie). Denne eksamen har virkelig været hård for mig, min selvvirksomhed og ikke mindst troen på egne faglige relevante kundskaber. Oven i eksamensperioden har min krop været en gevaldig modstander; søvnløshed, bivirkninger fra medicin, som ledte til ingen medicin, som ledte til flere kronisk smertepatientsrelaterede symptomer, såsom stikken, prikkende, lyn og krampende lemmer – lig med neuropatiske smerter. Men, jeg lod ikke dem vinde ? jeg tog til eksamen ? og dumpede, læste en måned mere, sideløbende med semester 2, og bestod i anden omgang. Det var en sejr! Ved I hvad jeg så gjorde? Så kyssede jeg de to lorte-måneder farvel, takkede for kampen, pakkede min kuffert og tog til Marokko, Agadir, med en skøn veninde. Fordi jeg havd
e lyst. Fordi jeg kunne. Og fordi jeg havde fortjent det! Og det er jeg ikke ked af at indrømme.

Ifølge mig skal vi kunne snakke med hinanden om, når noget er hårdt og vi skal indrømme at vi har gjo
rt os fortjent til ja, what ever? For mig er det at rejse, få en tatovering, købe noget jeg har udskudt længe, såsom f.eks en ny telefon og en ny seng ? og faktisk alle dele har jeg gjort i denne omgang. Fordi; jeg har fortjent det. Der er en make-up reklame der har det engelske amerikanske motto; ?Because you?re worth it? ? og det er et mega godt motto. Godt nok appellerer reklamen, i mine øre til, at hvis man ikke køber det respektive produkt reklamen har vist, betyder det indirekte, at man ikke er produktet værd ? og det er jo noget sludder. Jeg og du, er alle produkter i Matas værd ? hvilket vi sk
al huske os selv og hinanden på en gang imellem. Det er 2017, lig med – det er okay at give ?hvor er du sej-gaver? til sig selv – slut, prut, basta, bum!

I har ikke hørt fra mig længe. Jeg har længe villet skrive. Men der har bare været så meget. Meget godt og noget skidt.

Jeg har denne gang lyst til at opdatere jeg angående min krop / min tilstand. For der er sket en del…

Sidst jeg fortalte, fortalte jeg at jeg intet fejlede angående veneklapper og neurologisk, at jeg var blevet henvist til en holistisk lægeeksamineret privat og pisse dyr behandler – som skulle betaler 100 pct. af egen lomme. Samt at jeg havde fået en aftale i hus med Center for incestramte i Aarhus. Læs indlægget her.

Hvordan det så er gået siden da? 

Tja… Jeg kom til mine to planlagte samtaler ved center for incestramte og de fandt mig ikke egnet for deres hjælp. Ikke fordi jeg jo ikke kunne kategoriseres som incestoffer, men fordi jeg simpelthen var for velfungerende og klog (sku psykologens ord og ikke mine, heh). Hun mente min relevante viden havde hjulpet min selvbearbejdelse af emnet og andre oplevede traumer i såden en grad, at jeg ikke ville kunne få meget hjælp af at sidde og snakke med en anden om det – og jeg kunne ikke give hende mere ret! Ydermere – og det er nu nok den største årsag, er at center for incestramte ikke specialiserer sig i mennesker med fysiske senfølger – med kun med psykiske – så de havde ikke begreb om hvordan de korrekt skulle håndtere mine problematikker. Så de henviste mig så godt de kunne til Center for funktionelle lidelser i Aarhus, som netop tager sig af sådanne tilfælde som jeg, sagde psykologen. Mere hertil følger længere nede – nu vil jeg nemlig lige fortælle dig om…

Fra den første til den anden samtale med psykologen på Aarhus center for incestramte, skulle jeg udfærdige cirka 25 siders spørgeskema – og dette spørgeskema vidste at jeg åbenbart har tvangstanker. Det er nu ikke noget jeg har lagt mærke til i yderlige grad… Er det ikke normalt, at være noget skal vende HEEEELT rigtigt, inden man kan sætte sin og slappe af i sofaen, at det samme lys skal være tændt på samme måde hver aften, at ens orden at studere til eksamen på ska udgøres som man startede, selvom man godt ved at det er alt for meget og at det i virkeligheden kun går ud over dig selv og din tid til at lave noget rent faktisk produktivt, at jeg ikke bryder mig om at samarbejde med andre, da jeg ikke har tillid til at det så bliver gjort, som jeg gerne vil have det – og sådan nogle ting? Hahahah. Jeg er sku ligeglad med om det hedder tvangstanker –  for mig hedder det; mig – sådan er jeg ! Dog arbejder jeg med nogle af tingene… For eksempel, så er jeg ikke så afhængig af mere, om lydvolumen står på et rundt tal:) Jajajaja, men udvikler sig jo hele livet igennem, ikke sandt:) hahaha

Hvad stillede du op med Center for funktionslidelser?

Forinden jeg overhovedet kunne komme i betragtning, SKULLE jeg henvises af min læge. Så jeg ringede til ham og bad ham om at lave sådan én (jeg havde selvfølgelig fortalt ham alt hvad jeg lige har fortalt jeg inden). Min læge blev skrap overfor mig, fordi han ikke kunne forstå det… Jeg blev irriteret og sagde, at han selv havde sendt mig til neurolog i foråret 2016, til en pisse dyr lægeeksamineret holistisk behandler – men ikke ville dette! Så tror jeg han huskede hvilken patient han rent faktisk snakkede med og sagde, at han selvfølgelig ville lave den straks.

Der gik tre uge. Så fik jeg min note fra center for incestramte, som de havde sagt skulle bruges i min visitering til center for funktionslidelser. Jeg ringede så til center for funktionslidelser, for at høre om de kunne nå at inddrage dette i deres visitering af mig. Jeg fik da at vide, at de aldrig havde hørt om mig, mit CPR-nummer var slet ikke i systemet.

Aj, hvad gjorde du så? 

Jeg blev rasende og forfærdet på min læge. Og jeg skiftede straks læge. Heldigvis kunne jeg komme tilbage til mit “gamle” lægehus og min “gamle” læge, som havde haft mig som patient i mange år, forinden jeg kortvarigt havde været flyttet ud af kommunen.

Jeg fik en tid ved MIN læge. Jeg fortalte ham om akkurart de samme symptomer som jeg også gjorde sidst jeg var patient – på daværende tidspunkt havde han nok ikke set mig i lidt over et år. Han sagde, at jeg skulle komme ind til ham en gang ugen efter og så kunne vi snakke om det… Dér tænkte jeg; “Øh… K?”.

Jeg kom tilbage til min læge den efterfølgende uge og han benævnede mig nu som patient med kroniske smerter. Jeg spurgte ham om han havde kigget alt igennem og havde sat sig ordentlig ind i “mig”, for jeg orkede ikke flere fejl og spildte penge og en krop der stadig ikke virker alligevel… Han svarede; Ja. Og husk lige på, denne læge, MIN læge, har fulgt mig længe. Han sagde da, at jeg har neuropatiske smerter. Han forklarede om dem. Jeg kunne ikke forstå det og sagde at han havde taget fejl, da jeg i foråret 2016 – altså cirka 4-5 måneder inden jeg sad her – havde fået at vide, at neurologen intet havde fundet på mig. Jeg sagde til ham, at jeg var blevet forslået center for funktionslidelser – og det i bund og grund var den jeg var kommet til ham for at få.

Han sagde, at han beklagede over min tidligere læges fejl, men at han kunne se i journalen, at neurologen netop havde fundet noget – hun havde fundet neuropatiske smerter og havde tilmed anbefalet epilepsi-medicin til mig – det er ret stærke sager. Grundet epilepsi-medicin er så stærkt og man ofte tager på af det, startede jeg på antidepressiv medicin i September 2016 – lige som jeg havde fået bekendtskab til at jeg åbenbart har tvangstanker –  og igen var begyndt på drømmestudiet; kandidat i pædagogisk filosofi på Aarhus Universitet.

Nu sidder du sikkert og tænker;

Hvad er neuropatiske smerter? 

Hvorfor antidepressiv eller epilepsi-medicin? 

Hvordan går det så nu? 

Og alt dette vil jeg gerne fortælle dig – en anden dag. Lige nu sidder jeg med en træls smertekrop og nogle irriterende bivirkninger fra min medicin – og skal læse op til en reeksamen – og burde læse til forelæsning til på mandag også… Men jeg skal lære at prioritere (grundet kroppen og de der tanker i hovedet)…

BTW: Jo, jeg blev pissehamendefuckingmegetsur-vred-skuffet-arrig og ked af det, det jeg fandt ud af, at min gamle læge lige havde overset neurologens skriveri i min journal – sådan noget bør fandme ikke ske! BASTA BUM!