Forventningernes pres giver mig stress!

Nogle gange synes jeg, det er for svært. "Det?", spørger du. "Ja, det", svarer jeg. "Det hele, alt". Det er nogle gange svært at være menneske. Det er nogle gange svært at være mig. Ikke fordi jeg skal gøre noget overvældende ambitiøst, næ nej, jeg skal bare være her, være til. Leve mit liv og holde mig i live. "Det lyder da ikke særlig svært", siger du. "Nej, ikke umiddelbart, vel, men...", svarer jeg og uddyber...

Mennesket er underlagt mange forventninger. Nogle forventninger kommer fra dets omgivelser og andre fra sig selv. Omgivelsernes forventninger kan man til dels afskærme sig fra, hvor forventninger til dig selv altid vil være der, dem skal man lære at kunne med. Omgivelsernes forventninger og dine egne forventninger hænger ofte sammen, da mennesket er mester i at tage indtryk til sig igennem sin socialisering, som det kan lagre som direkte eller skjulte forventninger til sig selv. "Det lyder da fint nok, for så er mennesket da sikker på altid at bevæge sig, at udvikle sig", siger du garanteret. "Jo jo, men indtryk, der IKKE kommer til udtryk, danner overtryk", svarer jeg da.

Det er sundt at der forventes noget af os, selvfølgelig er det dét, dermed blomstrer vi. Men, hvad sker der, når forventningerne ikke imødekommes? Da visner vi, føler os ufuldendte.

Mennesket i senmoderniteten/multimediesamfundet, det globaliserede, multisocialiserede vidunder-menneske, hvis muligheder og informationskilder er af uanet størrelse, har mange forventninger til sine omgivelser og sig selv "der er ikke det, du ikke kan, du skal bare ville det nok!".

Jeg har forventninger til mig selv, hvis tilblivelse garanteret er sket pga. mine omgivelsers signifikante rolle, og disse gør både mine dage fantastiske og udviklende. Men nogle gange virker de også omvendt. For nogle dage kan jeg bare ikke efterkomme dem. Så bliver de ikke efterkomne egen-forventninger til noget der rakker mig ned, pointerer hvor doven, dårlig og uambitiøs jeg er.

I dag, igen i dag, forventer jeg af mig selv, at jeg vil gå glad i seng, så jeg er frisk på nye eventyrer i morgen. Hvis opfyldelsen af dét kræver, at jeg tager en afkoblingsdag, smider indre forventninger ud af hovedet for en stund, gør noget der gør mig glad, giver mig positiv energi, giver afløb for mine indre overtryk, er det dét, jeg gør! Så tager jeg mig af forventningspresset i morgen, og dagen efter den og dagen efter den og dagen efter den. Så tager jeg mig nok endnu en afkoblingsdag - jeg er jo blot et menneske der prøver at følge med og det er altså slet ikke så nemt, som jeg nogen gange får det til at se ud. "Får det til at se ud" - det er også hvad psykologien kalder en facade, hvilket også har et tilkoblet begreb, der hedder en forsvarsmekanisme... Ih, det er svært at være menneske. Jeg tager det eventyr én dag af gangen.

Forventningernes pres,
de giver mig stress,
hvilket gør det svært for mig,
at finde min plads.

At lede i kede,
udgør en hede,
varme fra jordens indre,
djævlens ild må jeg forhindre.

Jeg blot menneske,
ved ikke hvordan,
eller om jeg kan,
lindre gud og hver mand

Hov, hvem har spist tiden?

Wow. Kender I det med, at tiden bare lige pludselig forsvinder? Eller, altså... Det jeg mener er, at tiden er gået MEGET hurtigere end hvad man liiiige synes det føltes som? F.eks., så har jeg i nooooget tid tænkt, at jeg snart skulle have skrevet herinde igen... Da jeg så faktisk fik mig selv skudt igang med det (Læs; her for 2 minutter siden), så opdagede jeg; at jeg ikhe har skrevet et indlæg siden engang i 2012! Damn. Det er jo lang tid siden... Hvem har spist tiden?!

Jeg må indrømme, at jeg bevidst har udskudt det at skulle skrive indlæg længe og mange gange. Dels fordi jeg har oplevet så pisse mange ting siden sidst - på godt og ondt -, at jeg ikke vidste hvor jeg skulle begynde og slutte min fortælling. Ydermere, har jeg ændret mig. Jeg er ikke så meget "den vilde pige" mere, nu er jeg mere stille, rolig og betænksom, hvilket gør, at jeg er blevet mere eftertænksom overfor, hvad jeg skriver herinde, da jeg ikke vil risikere implicit, at komme til, at støde nogen, bare fordi jeg synes det er lidt sjovt at offentliggøre "lidt af mig på skrift" engang imellem. 

Sidst jeg skrev blog husker jeg mig selv, som én der vidste lige nøjagtig hvem hun var, hendes holdninger, hvad hun stod for osv osv... Sådan har jeg det ikke mere med mig selv. Jeg er blevet mere usikker på mig selv. Det skal ikke forstås på den måde, at jeg ER usikker, men nu; kan jeg godt se det sunde i, at man ikke lige ved hvem man er... For man ændrer sig jo hele tiden. Jeg kommer tit i situationer, hvor jeg kan mærke "hov, her har jeg ændret mig", tag f.eks. idag: 

Idag blev jeg midlertidig afskediget et af mine jobs og det var en super nitte oplevelse. 

Uanset hvad, kan det ikke undgås, at man får en tanke i hovedet om; "Gad vide, om det er fordi der er noget galt med dig? Selvom de siger, at det ikke er personligt". 

For nogle år siden havde jeg reageret med, at have "trøstedag"; sofa, dyne, usunde ting og se den ene DVD efter den anden. 

Idag reagerede jeg med; at købe usunde ting ind, spise lidt og tænke "Føj for søren", tog hjem til min far og snakkede lidt med ham og tog så hjem og skrev to jobansøgninger til to nye spænende jobs. 

Hér ses da tydeligt en ændring af reaktionsmønster = personlighed. 

Selvfølgelig er der nogle helt faste ting i ens personlighed, som er uforanderlige/eller i hvert fald er meget hårdføre for påvirkninger. Det hele handler nok også om, at jeg er ved "at finde mig selv igen" - hvis man da nogensinde egentlig gør det? Aj, puha, hvordan fik jeg kastet mig selv ind i denne her enemands-diskussion?! Hmmm. 

Alt dette er resultat af, at jeg har været i udlandspraktik i et halvt år, tror jeg, da det åbnede op for at se mig selv i et andet lys, da jeg ikke længere var indenfor min comfortzone - noget jeg synes alle burde gøre ret ofte. 

At komme ud af sin comfortzone behøves ikke at være et halvt år i udlandet, det kan være hvad som helst... Det næste jeg skal, som jeg VED er uden for min comfortzone er; Faldskærmsudspring. Det er noget, jeg aldrig har turdet, men altid været fascineret af - derfor gør jeg det! Det er udenfor din comforzone, du bliver bekendt med hvem du er, når du er i din comfortzone, dét tror jeg på! 

Puha, aj, det her blev godt nok noget være eksistentialistisk pjadder, men ja, det var åbenbart det der lige kom mig i hovedet i skrivende stund... Dér kan man bare se. 

Dette er på ingen måde opsummerende tiden der er blevet spist, men, ja, ny tid; nyt kapitel;) Hahaha