'Amen, hold nu kæft... Min dag idag, started med, at jeg stillede "min fyr" et ultimatum der hed: Vær kæreste med mig, eller lad mig være. (kort fortalt). Han ville hellere lade mig være. Det finder jeg noget besynderligt, eftersom vi har været en del sammen de sidste 2-3 måneder... Vi har lavet mad sammen, købt ind sammen, set film sammen, været på cafe sammen, været sammen med fælles venner - sammen, gået i bad sammen og BEEEP sammen... Men ih nej, vi skal i hvert fald ikke være kærester. Han tænker, at han ikke er klar til at binde sig. Så jeg konkluderer: Han ville bare gerne have det sjovt - for noget af det han skrev var, at han synes det er underholdende og dejligt at være sammen med mig, men han vil altså ikke være kæreste med mig!
>>Så, jeg er sådan en pige man bare har det sjovt med, og ikke er alvorlig med!!!<< - det skriver jeg til ham - hvortil han svarede, at jeg nok skal finde en. JA TAK KAMMERAT - det blir en anelse svært, når alle fyre, siger sådan dér! For han er nemlig ikke den første! Mange fyre har brugt mig til sjov, men ikke været interesseret i mig som kæreste. 


Så, det må være mig den er gal med? Er det mon noget med mine signaler?? Gu' er det ej - jeg har været pisse god til at signalere og sige direkte hvad jeg ville med ham! 
Men, jeg tror sgu' snart ikke mere på det... Det med at der er en til os alle derude. Der er aldrig nogen der ser mig som "kærestepotentiale". Og hvad fanden er kærestepotentiale egentlig?? Nogle har nogle klare kriterier (jf. ham der førnævnte ("min fyr") - det havde han rigtig meget) for hvad deres ønskede partner i kærlighedslivet skal have. Jeg er kommet dertil, at jeg gerne vil have en, som jeg har det godt med, og som har det godt med mig. En som gør mig tryg og som er tryg ved mig. OG OG OG det vigtigste... EN DER FORHELVEDE RESPEKTERER MIG! Jeg mener, det er da ikke meget for langt... Men som sagt, så tror jeg ikke mere på det... De sgu' dumme de små mider, ja, det er mænd, fyre, drenge jeg snakker om... 


Over and out