Kan der ikke ikke være plads til mig i himlen - bare en gang imellem?

Det du skal til at læse nu, skrev jeg for cirka 3 år siden, da jeg var i udlandspraktik i Thailand. Det handler ikke om Thailand, det handler om noget helt andet. Det handler om nok dét som er menneskets største eksistentielle dilemma.  Jeg fandt det i dag, da jeg ryddede op på mine eksterne hukommelser til min PC. 

...Hov, hent lige en kleenex inden du læser, ikke;)  

Her til aften har jeg set en film sammen med nogle af mine veninder. Filmen handlede om, hvordan en søster - genetisk manipuleret - var kommet til verden for at redde sin søster fra leukæmi. Filmen sluttede med, at den cancer-ramte søster døde og det gik op for den genetisk manipulerde søster, at hun ikke var kommet til verden for at redde hende, men for at være hendes søster. Og idet gik det op for hende, hvilken fantastisk søster den cancer-ramte havde været for hende – at deres søskendebånd var dét det hele handlede om. Efter den cancer-ramte søster døde var hendes familie på kirkegården for, at ligge hende til hvile og årerne efterfølgende afholdte hele familien ferie det samme sted, hvert år på akkurat samme tidspunkt, i minde om hende.

Det fik mig til at tænke på dig, Lillesøster. Det fik mig til at tænke på, hvordan jeg ikke var der for dig. Du døde LIGE ved siden af mig. Nogle specialister har siden fortalt mig, at tvillinger har et specielt bånd, som ingen andre har og ingen andre nogensinde vil forstå. Jeg ved, at ingen andre forstår det, det kan jeg mærke på folk, når jeg snakker med dem om det og dig. Men, hvor blev vores specielle bånd af, da du havde brug for styrke fra mig til at (over)leve? Hvorfor sansede jeg ikke, med det samme, at dig hjerte stoppede og dit liv ebbede ud? Hvorfor? Jeg kunne have skreget og vækket mor i tide, jeg kunne have gået ind i din sjæl og bedt dig om at holde ud, jeg kunne have overført dig noget energi. Jeg kunne have gjort så meget, tror jeg.

Jeg mindes alle de gange jeg besøgte dig oppe på kirkegården. (På den gravplads der så fejlagtigt blev taget fra mig). Hvordan jeg lagde breve til dig. Jeg mindes hvor meget jeg snakkede med dig. Jeg har så mange minder om dig, men ikke med dig.

Igen i aften gik det op for mig – imens jeg sidder her i Thailand på mit livs rejse – at dette atter er noget jeg gør med dig i mine tanker. Du er der altid. Jeg føler, at jeg skal leve mit liv for to, og den skræmmende tanke er, at jeg er bange for, om jeg gør det godt nok. Jeg er bange for, når vi atter bliver forenet, om du er tilfreds med det liv, jeg har levet for os. Dette er ingen klagesang jeg kommer med. Det er helt okay, at det er sådan her. For det er mig, der er den levende del af os, det er mig, der er her fysisk til at kunne gøre handlingerne. Igen skal du vide, at hvis det var muligt, så byttede vi plads. Ikke for evigt, men bare nogle gange i løbet af et år, så du kunne opleve livet og ikke være det franarret. For jeg vil omvendt heller ikke ønske for nogen – slet ikke dig – at leve med denne form for eksistentialistisk smerte, hvis det nu var dig der levede og mig der var død. Sådan noget her, er da vidst det, man kalder et af livets store dilemmaer!

Det er unfair at du kom til verden – kun for at dø. 

…Kun for at dø… Jeg ved du kæmpede en brag kamp for ikke at dø. Hele to gange klarede du kampen, men ikke tredje. Jeg ved ikke hvilken religiøs herre du sidder oppe ved, hvis du overhovedet gør det, men hvis du gør, så vil jeg gerne have et alvorsord med ham. Jeg vil høre, årsagen, jeg vil have svaret på mit evige spørgsmål; Hvorfor skulle vi skilles ad og hvorfor sådan? Hvorfor skulle du have de tre måneder, hvorfor skulle du pines, hvorfor skulle du franarres livet? Svaret må være, at englene manglede en pige, der ikke var favoriseret at jordiske elementer. Men problemet er, at jeg ikke helt tror på sådan noget. Jeg ville gerne, men dit fravær er paradoksalt også årsagen bag, at jeg ikke kan. På dette område er jeg et rod.

I filmen troede den genetisk manipulerede søster på, at hendes cancer-ramte søster var blevet en lille del af den blå himmel. Det tror jeg ikke på, du er. For hver gang jeg tænker på dig, så kikker jeg op på stjernerne. Jeg tror, at du sidder deroppe i blandt – som en stjerne. Jeg tror, du sidder deroppe iblandt og kigger ned på din familie. Det er lidt fjollet, at jeg skriver det nu, efter jeg lige har klargjort, hvor meget jeg ikke tror på overnaturlige ting. Men der gemmer sig endnu et dilemma inden i mig… For du er jo ikke overnaturlig og du er så absolut ikke en TING. Du er min tvillingesøster – du er en del af mig. Min tro på, at du sidder deroppe iblandt stjernerne kommer garanteret af, mit behov for at vide, at du ikke er væk for evigt. For det ville jeg ikke kunne holde ud at tænke på. Det ville betyde, at en del af mig også er væk for evigt. Jeg vil altid tro på dig. Og du vil altid kunne stole på mig. Jeg vil leve mit liv, som var det dit. Jeg vil leve vores liv, så godt jeg kan.

 
Jeg savner dog din gravplads. Det er der, jeg snakkede allermest med dig. Det var der, jeg var tættest på dig og kunne føle dig allermest. Jeg forbander ham, som tog den fra os, og alt hans væsen, det skal du vide.

Allermest så savner jeg dig. Jeg er så ked af det lige nu, fordi det igen gik op for mig, da jeg så filmen, at du stadig mangler og det gør ondt at vide, at du altid vil det. Det er ulideligt og unfair.

Jeg har været i Thailand i 5 måneder nu og har flere gange haft lyst til at skrive om noget emotionelt, det rør sig inde i mig. Men det der rent faktisk fik mig til det, var da det var noget, der handlede om dig, Lillesøster. Jeg tror på, at specialisterne har ret. Vi har et specielt bånd, du og jeg. Nogen gange ødelægger båndet mig, men det er intet op imod hvad du definitivt har været oppe imod. Jeg er bare ked af, at båndet ikke reddede dig,

Til dig der læser dette. Idet du læste det skrevne ovenfor, gik det op for dig, at det var mig noget meget personligt og yderst følsomt. Men, det er min historie og jeg er et menneske ligesom dig – med alle former for følelser. Vi har alle noget at være oppe imod – og det vi nogen gange er oppe imod, kan få os SÅ langt ned på et splitsekund. Det tror jeg på, er helt normalt og naturligt. Hvordan vi bearbejder det er forskelligt, jeg bearbejder det ved at skrive.

Hvorfor jeg vælger at offentliggøre det? Min blog handler om at være menneske. Og et menneske er ikke perfekt, det tænker både rationelt og irrationelt. Det skrevne ovenfor er mig, når mine tanker tager en vandring ned af irrationalitetens gang. Noget af det, jeg er oppe imod - igen og igen - i mit liv – er tabet af min tvillingesøster. Og det skammer jeg mig på intet tidspunkt over. 

OBS: Billederne er lavet med Bitmoji. Tak PocaBella for din hjælp. PocaBella er en fantastisk blogger, tjek hendes blog af samme navn som brugt her:) (Fordi jeg ikke linker til den skyldes, jeg ikke helt har styr på de der regler om det, heh;))

Kunne I lide et indlæg som dette eller? :)