Jeg er klar

En af mine veninder har lige opdateret facebook med at hun er i et nyt forhold. Det er godt for hende. Jeg er glad for hendes vegne. Virkelig, det er jeg. Men...
Jeg kan ikke lade være med at få den tanke (og oh boy, dén tanke kommer hurtigt i mit bette hoved), at det er uretfærdigt, at de, som lige er kommet ud af et forhold, nogle et seriøst og langvarigt forhold, bare sådan lige hapsisvapsi på nul komma fem finder sig en kæreste igen. Læg lige mærke til mit ordvalg. Det var kæreste, ikke ven, boytoy, legetøj eller bolleven jeg skrev, men kæreste. De har det med at finde sig en kæreste mega hurtigt. Og det er da megemultimeget snyd!!
Hvad med os som forhelvede har ventet i flere år?! Nej nej, det er ikke præcist nok... Jeg har ikke kun ventet, jeg har også forsøgt... Dating,dk, været på dates, prøvet at score i byen (hvilket jeg finder mærkeligt og upassende, så naturligvis har det aldrig givet pote). Jeg har været den rolige pige, den søde pige, den rå pige, den sportige pige, den smarte pige - jeg har ikke altid været tro overfor mig selv, og den gode person jeg er, så... Nu er jeg mig selv. 


Men, jeg er glad for min veninde og de mange andre der hopper fra den ene favn til den anden - lige glade (ikke ligeglade, men lige glade) og forelskede I hver og én af dem. Det må være dejligt. Jeg misunder dem en smule - det er jeg ikke spor ked af at skrive til evigt minde, for det tror jeg på, at jeg ikke er den eneste der er. 


Men jeg er selvfølgelig også glad for alle mine år alene, specielt i disse år, hvor man er ved at opdage sig selv, det tror jeg på er nogle rigtige vigtige år, faktisk at være alene i. Men, nu vil jeg gerne dele mig med en anden. 


En som vil have mig imorgen, og ikke blot idag.
En som vil trøste mig, når jeg er ked.
En som vil holde mig oppe, når jeg er nede. 
En som vil holde mig nede, når jeg er alt for langt oppe. 
En som kan lide mig som jeg er.


Jeg er klar.